torsdag den 11. juni 2009

Hvor er alle mine babyer???

Det er allerede noget tid siden, jeg sidst har skrevet, men der har bare været så meget andet. Selvfølgelig med børnene – børnefødselsdage og konfirmation – men nu nok allermest med mig selv.
Efter min anden stress-sygemelding er jeg nu nødt til at finde ud af, hvad jeg skal gøre med mit liv. Mit arbejdsliv i hvert fald. For det kan bare ikke fortsætte. Journalistikken kan simpelthen ikke længere fungere med mig og mit liv, så jeg må gøre noget andet. Det store spørgsmål er så bare: Hvad?
Skal jeg læse igen? Eller starte egen virksomhed ud fra nogen eller nogle af de tusind idéer, jeg går rundt med? Og har jeg i virkeligheden lysten og energien til at starte forfra med et nyt studie i en alder af snart 42 år? Jeg ved det ikke helt endnu og forsøger derfor virkelig at ’mærke efter’ allerinderst inde, men hold K... hvor kan man også bare blive træt i sit hoved af alt det ’føleri’. I bund og grund er jeg jo bare snot-forvirret og kan ikke finde ud af, hvilket ben jeg skal stå på – nu og om et par år...
Og midt i hele min føle-forvirring er der så også et massivt savn. Jeg savner så forfærdeligt en baby. Savner graviditeten, fødslen og spædbarnstiden.
Min yngste blev tre i går og en lille uge før, smed hun også bleen. På den ene side er det jo helt fantastisk – det er da en lettelse ikke længere at skulle skifte lortebleer, og hun har klaret det helt suverænt med kun et enkelt natteuheld, såeh – på den anden side kan det også føles helt forfærdeligt, fordi det jo er et helt sikkert tegn på, at hun nu er ved at blive stor. Der er bare ikke meget nærhed og hyggestund på tomandshånd over ’Moar, jeg er færdig’, hvorefter man så styrter ud på toilettet og hurtigt svinger lidt toiletpapir over en lillebitte numse, vel?
Men ’Nummer 7’, som det hedder hjemme hos os, er altså et meget svært område at komme ind på. Jeg ønsker mig brændende at få lov at opleve det hele ’bare en gang til...’, men det gør min mand mildest talt ikke. Så hvad gør man? Det er der ikke rigtig nogen, der kan give et svar på. For problemet er jo, at der ikke findes noget kompromis. Vi kan ikke få en halv baby, så den eneste løsning er, at en af os giver sig. Hvis vi vel at mærke har tænkt os at blive sammen, for den sidste mulighed, som jeg er blevet præsenteret for, er at gå.
Men for mig er det heller ikke noget valg. For det første elsker jeg min mand, selv om vi har haft et turbulent parforhold. Og alle vores unger elsker vores familie med mor, far og papfar, så det føler jeg heller ikke, jeg kan tage fra dem, alene fordi jeg har et uopfyldt ønske – selv om det er om en mere af deres slags...
Men måske er jeg bare nødt til at se på mig selv og for 10.000 gang spørge mig selv: ’Hvorfor vil du have endnu et barn, når der allerede er 6 derhjemme?’
Problemet er bare, at det er så svært at svare på udover, at jeg elsker det, elsker hele processen, elsker rollen som mor og synes, jeg er fantastisk god til det.
Og måske synes jeg bare, jeg har haft for travlt de andre gange til rigtigt bare at nyde det, så det derfor ville være fedt at få lov at opleve det en gang til, hvor der ikke er noget pres på for hurtigst muligt at komme tilbage til et job og tjene en hel del mere end på orlov.
Eller måske har min veninde ret, når hun siger: ’Jeg tror simpelthen bare, du er så forvirret omkring, hvad du skal, og hvem du er, men når du er gravid eller har en baby, så har du en fast rolle, du kan udleve uden at skulle tænke på alle de andre ting...’
Måske, måske, måske. Jeg aner det simpelthen ikke. Men fakta er, at alle mine børn nu er ved at blive store. Alle kan gå, stå, kravle, hoppe, cykle, tale og spise selv. De tager selv tøjet af og på, og vi taler på engelsk og tysk og diskuterer hele verdenssituationen samt den hjemlige politik, hvilken film vi skal se, og hvem der rydder af bordet i dag. Samtidig er der også blevet lidt længer mellem den fysiske nærhed, selv om de alle sammen er fysiske børn, der viser deres følelser med både kys og kram.
Og måske er det lige præcis det, jeg savner. Den totale fysiske nærhed man har med et spædbarn og at være uundværlig.
Mest af alt tror jeg nu, det er det simple liv. Jeg ved helt præcis, hvad jeg skal, når jeg står med en baby. Ingen skænderier og diskussioner – bare mad, bleskift og søvn. Og så især den totale fysiske nærhed, der er sammen med et spædbarn. Det savner jeg. Og miraklerne. Fra den første befrugtning, til udviklingen i maven og kulminationen i fødslen. Derefter hele det første års mirakler: de åbne øjne, det første smil, oppe at sidde, den første skemad, rulle hen ad gulvet til, at de kan gå – først med støtte for pludselig at gå selv – helt hen til vuggestuen! Og så er det allerede ved at være slut. Ikke med at være mor. Men med babytiden. Det, synes jeg, er svært. Og lige præcis det, savner jeg så forfærdeligt. Alle mine babyer...

Kærligst Charlotte