Er du så min bror, eller hvad?

På det seneste har jeg været meget optaget af relationerne i de sammenbragte familier.
Relationen mellem papmor og papbørn. Men også relationen mellem børnene. Og senest har det også fået mig til at tænke over mine egne relationer til alle mine søskende. For sådan har jeg i efterhånden mange år opfattet dem – som søskende. Uanset om vi delte biologi eller ej – eller bare noget af den.
I mit hoved (og hjerte) har jeg tre brødre, selv om jeg kun deler biologi med en af dem (samme far) og to søstre, hvoraf kun den ene er min biologiske søster. Men for mig er der ikke forskel – de er begge mine søstre.
På samme måde kalder mine ene børn deres papsøster for deres ’halvsøster’, hvilket hun jo reelt ikke er, da de ikke deler biologi. Men jeg kommer ikke til at rette dem, da det jo er et udtryk for deres følelser, og at de føler sig beslægtet med hende – noget jeg kun kan se som godt, da de jo bruger meget tid sammen, selv om de ikke bor sammen til hverdag.
Jeg opfatter også alle mine søskendes børn som nevøer og niecer. Og når børnene spørger, hvad den og den er til dem, forklarer jeg dem, at det er deres fætter eller kusine.
For nylig blev min mand, Jonas, så inviteret til fodboldkamp sammen med den ene af mine brødre og hans søn, da der var en billet i overskud. Den ville Jonas selvfølgelig gerne have, og han tog med. På et tidspunkt går det så op for min nevø, at mine to andre brødre også skal med, og han udbryder utrolig glad: ’Neeej far, skal onkel ’dit’ og onkel ’dat’ også med?’
Det faldt Jonas lidt for brystet, fordi han ikke blev omtalt som ’onkel’. Og jeg kunne kun svare, at det troede jeg egentlig heller ikke mine søstres mænd blev, da det formentlig var et udtryk, de brugte om familiemedlemmer i stedet for det mere korrekte ’farbror’ eller ’morbror’.
Jeg bruger ikke de betegnelser om mine søskende overfor mine børn. Det er der ikke noget i, andet end at det gjorde vi bare ikke i min barndom, og det har jeg så heller ikke haft trang til som voksen. Men hvad bliver jeg mon kaldt? Er jeg så ’tante’ Lotte til mine søskendes børn? Jeg ved det faktisk ikke...
Men så kom Jonas med en meget vigtig bemærkning: ’Men det gør, at jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal sige til børnene, at de er til dine søskendes børn. For jeg har da ikke rigtig lyst til at sige, at det er deres fætre og kusiner, hvis det kun er os, der synes det...’
Og det kan jeg da egentlig godt forstå. Måske er det jo kun mig, der er så åben overfor relationerne, at jeg ser totalt bort fra biologien. For vi har jo aldrig haft den snak. Den snak man ofte har i et kærlighedsforhold, hvor man efter en tid ser på hinanden og forsigtigt spørger: ’Er vi så egentlig kærester nu, eller?’
Men måske jeg skulle tage den hele vejen rundt og spørge direkte: ’Er du så min bror/søster, eller hvad?’

Kærligst,

Charlotte

Den onde stedmor – sandhed eller myte?

Jeg har haft en stedmor, siden jeg var 7 år. Sådan kaldte vi det den gang – hvis vi overhovedet skulle kalde det noget. For der var noget meget negativt over netop det ord, så ofte foretrak vi at sige hendes navn med en forklaring om, at hun var fars kæreste – eller kone efter de blev gift. Først langt senere opfandt man ordet ’papmor’ og endnu senere det meget mere positive ’bonusmor’.
Da jeg fik en stedmor, fik jeg samtidig først tre stedsøskende og senere en halvbror. I dag opfatter jeg dem alle som søskende uden hensyntagen til, hvem der har leveret sæd eller lagt livmoder til. De er bare søskende. For jeg har delt en stor del af mit liv med dem. Vi har så meget historie sammen, at der er en samhørighed.
Nå, men første gang jeg mødte min papmor, som jeg i dag foretrækker at kalde hende, var jeg kun godt 7 år. Min biologiske søster var 4, og mine nye ’søskende’ henholdsvis 6, 4 og 2. Forholdet mellem os søskende var egentlig aldrig problematisk, selv om der var masser af forskelsbehandling, som de godt kunne have ondt af. Det havde de også. Men først og fremmest nød vi at være en stor flok, hvor der altid var nogen at lege med. Min søster og jeg oplevede pludselig brødre på meget tæt hold, og det var f...... noget andet end vores sædvanlige pigefamilie derhjemme!
Og så fik jeg en levende dukke, fem år yngre end mig selv, der elskede, når jeg bar rundt på hende, ordnede hendes hår eller flettede blomsterkranse til hende. Selvfølgelig var alt ikke fryd og gammen. Men vi var 5 børn, der skulle finde ud af det sammen med to forældre, der i perioder var hårdt spændt for, arbejdede meget og på skæve tidspunkter, eller bare ikke forstod at inddrage os børn i deres andre gøremål.
Og så var det godt at have hinanden. Gå sammen på den store legeplads, tage på ekspeditioner til forladte landbrugsejendomme som ’æggehørmergården’ eller gå ture ned til mosen.
Men forholdet til min papmor var ikke altid fantastisk. Det var i perioder faktisk meget anstrengt. Desværre tror jeg faktisk ikke, det reelt havde så meget med hverken mig eller min søster som personer at gøre, men mere med at min far gjorde forskel – der var os og dem, og det havde hun det ’selvfølgelig’ svært. ’Selvfølgelig’ fordi jeg undskylder ham med, at det var en anden tid, hvor man som far slet ikke så sine børn i samme grad som i dag. Lige som jeg til enhver tid er villig til at undskylde hende med, at det var en tid, hvor man ikke var nær så opmærksom på børn og deres behov, som man er i dag.
Alligevel har jeg aldrig opfattet hende som ’den onde stedmor’. Jeg ved godt, at hun tit havde set, at verden var anderledes, så hun i stedet havde mødt en mand uden børn, der så kunne tage hendes ind som sine egne. På den anden side inviterede hun os ind. Det var hende, der var der, når min far brugte hele lørdagen i havnen på sin båd uden at tage et eneste barn med. Og det var hende, der fandt carmen-curlers og rejsegrammofonen frem til os, så vi kunne lege fine damer og høre musik fra 60’erne, synge og danse. Og det var også min papmor, der satte sig ned og lavede tøse-ting med os som at farve øjenbryn og vipper (noget min mor godt nok blev rasende over...).
I dag har jeg et fantastisk godt forhold til min papmor. Jeg vil ikke sige, at vi er 100% fortrolige på samme niveau, som jeg er det med min biologiske mor, men vi har det rigtigt godt, taler om mange også personlige ting, og vi respekterer hinanden. Jeg har aldrig følt, at der er blevet gjort forskel på hendes biologiske børnebørn og mine og min søsters. Der bliver også strikket til hver eneste af vores nyfødte – noget jeg sætter utrolig stor pris på, fordi det kræver tid og overskud på en helt anden måde end at gå ned og betale sig fra selv det lækreste tøj. Jeg kvitterer og forsøger at vise min taknemmelighed ved, at de gerne bliver fotograferet i det – fx. til barnedåbsinvitationer, og det er noget af det tøj, der aldrig ryger vider i systemet. Det er lavet til dem, med lige netop det barn i tankerne, så det bliver. Enten som dukketøj eller bare et kært minde.
Men alligevel kan hun godt såre mig. Som når min søster fortæller mig, at hun tilfældigt har mødt nogen, der kender hende, hvorefter hun fortæller, at det er hendes papmor, de taler om, og vedkommende så stiller sig op som et kæmpe spørgsmålstegn og siger: ’Det forstår jeg ikke. Hvem er du? Hun har altid sagt, at hun har fire børn. Jeg har aldrig hørt om andre...’
Så bliver jeg ked af det. For selv om hun ikke er min mor (sådan en har jeg jo), så har hun jo været en meget stor del af hele mit liv – og er det stadig. Hun er jo min papmor. Ikke bare min fars kone. Og hun er mor til fire af mine seks søskende, så jeg deler bånd med hende, selv om jeg ikke har noget af hendes biologi. Igen kan jeg stadig finde på at undskylde hende med ’tiden’. Med jalousi over at vi fik noget fra vores far, som han ikke var i stand til at give hendes tre oprindelige børn. Dengang. I dag ser det billede heldigvis også anderledes ud.
Og så tænker jeg, at sådan er det heldigvis ikke i dag. I dag beskytter vi som mødre/papmødre/bonusmødre/stedmødre børnene og lader ikke vores frustrationer over eks’er, forskellig opdragelse eller farens følelser gå udover dem.
For vi er blevet klogere. Og vi ved, at det aldrig er børnenes skyld. At de ikke har bedt om det. De har ikke bedt om at blive født. At deres forældre blev skilt. At far eller mor fandt en ny kærlighed. Eller at få flere søskende. Hele, halve eller pap og bonus.
Det troede jeg. Indtil jeg for nylig blev opmærksom på et site for bonusmødre.
Vil man som mor eller far (det gælder i øvrigt også for papfædre...) virkelig blive deprimeret, er det bare at gå derind og følge med i debatten.
Det er noget af det sørgeligste, jeg længe har læst. Faktisk så trist, at jeg simpelthen ikke magter at læse det hele, for jeg bliver så stødt på alle disse børns vegne.
Man finder den ene bonusmor efter den anden, der fortæller, hvor frustreret hun er over, at hendes livs kærlighed har børn, og at de aldrig kan blive en familie – kun dem med far, mor, barn/børn, som de begge er forældre til.
Der er historier fra kvinder, der synes, det er helt forfærdeligt at dele sit liv med ’hans børn’ (allerede i udtrykket ’hans børn’ er der en total afvisning i mine øjne).
Kvinden, der fortæller om at have fundet den perfekte mand, men at hun ikke skal være noget-som-helst-mor over for hans børn. Hun skal alene være hans kæreste – hverken ekstramor, stedmor eller bonusmor. Kun Fars kæreste.
Og med ganske få undtagelser støtter langt de fleste brugere af forum’et hinanden i afvisningen af ’hans børn’. Det synes at være noget man har ret til. Der skal ikke forventes noget som helst andet af en. De er jo ikke ens egne.
Selv i situationer hvor parret venter fælles barn, synes der også at være koncensus blandt de fleste brugere om, at det er helt ok at lukke ’hans børn’ ude af det nye barns liv. At det er ok at mene, at ’hans børn’ i hvert fald skal have så lidt som muligt med det nye barn at gøre, og at det også er helt i orden at bede barnet blive væk i op til 14 dage efter fødslen. At overholde sit 5 dages samvær med ’hans barn/børn’, hvis det falder lige efter fødslen, skal man da i hvert fald slet ikke acceptere. ’Man ville jo hellere ikke tillade alle mulige andre slægtninge at overnatte fem nætter lige efter en fødsel...’
Så jeg er blevet meget klogere. ’Den onde stedmor’ findes stadig. På nær at det nok er de færreste, der alligevel kan få sig til at bede ’hans barn’ om at feje aske op, er historien tilsyneladende ikke spor anderledes end ’Askepot’. ’Hans børn’ ses alene som et problem, der skal forsøges ryddet af vejen uden at støde ’ham’ i processen. De er i vejen. De får hende til at føle sig som fremmed i sit hjem. De er et problem, når man har ferie. Og de skal i hvert fald helst have så lidt som muligt med hendes egne børn at gøre.
Men hvor ’Askepots’ stedmor havde så meget tro på sig selv, at hun blot krævede, at det blev sådan, og hendes far var en vatp.. af en mand og far, tør de færreste af disse kvinder sige dette højt til deres mænd.
Det forstår jeg nu egentlig godt. For hold op, hvor er det snævertsynet, tarveligt og totalt uden hensyn til, at det er børn, vi har med at gøre her, og at kvinderne er de voksne. Og dem der burde opføre sig som sådan. Burde tage ansvar for det liv, de har valgt. Et liv med en mand, der har børn fra et tidligere forhold, som han gerne fortsat vil have et forhold til. Og hvorfor skulle han ikke det...
Mit hjerte bløder for alle vores ’Askepotter’ af i dag. Ikke bare som mor. Også som forældre. Som papdatter. Og som voksen, der føler mig helt og aldeles desillusioneret over vor tids ’bonusmødre’. Nå nej, det vil de jo ikke være. Vor tids ’Fars kæreste’.

Kærligst

(En rigtig trist) Charlotte

Hvornår er man søskende? En familie? Een samlet flok?

Det første spørgsmål vil langt de fleste kunne svare på. Jamen, det er da nemt, siger du formentlig – søskende er børn, der deler samme biologiske forældre. Ja, det er de vel, for den er da lidt svær at argumentere imod.
Men hvad så med børn, der ’kun’ deler en biologisk forælder? Familier, hvor moderen fx. er blevet insemineret med sæd fra en sædbank, fordi manden ikke kan få børn, er de så ikke søskende? Eller et lesbisk par, der hver føder et barn med sæd fra forskellige donorer, og alle lever sammen som en familie, er de så heller ikke søskende? Og hvad med de børn, hvor moderen har et barn fra et tidligere forhold, og så får endnu et eller flere børn sammen med en ny mand, hvad er de børn i forhold til hinanden?
Der er jo også børn, der slet ikke deler biologi, men alligevel deler liv og vokser op sammen som fx. adopterede børn fra hver deres biologiske forældrepar, der kommer til at bo og leve sammen i samme familie. Hvad med dem? Kan de kaldes søskende?
Og så er de alle de sammenbragte børn, hvor forældrene er blevet skilt og bagefter finder sammen med en ny partner, der også har børn fra tidligere. Børn, der måske endda meget tidligt i deres liv, pludselig skal dele deres liv med et eller flere andre børn. Er de søskende?
Ja, det vil jeg jo mene. Men det er fuldstændig afhængig af deres forældre. Afhængig af hvordan forældrene takler situationen. Om de formår at skabe samhørighed mellem børnene. Eller i hvert fald at de ikke kommer til at skabe det modsatte... Og så når vi også frem til det andet spørgsmål: ’Hvornår en man en familie?’
Med min egen historie i bagagen, som den ældste af en sammenbragt flok på 6 dine/mine/vores, var netop det, at børnene følte/føler sig som søskende en af mine vigtigste opgaver. At vi blev en familie – uanset biologisk ophav.
Jeg oplevede selv som barn, at jeg og mine andre søskende aldrig fik den følelse. Godt nok levede vi ikke samen hver dag, fordi mine andre søskende (på nær min biologiske søster) voksede op sammen med min far og hans kone, hvor vi to ander boede hos vores mor. Men derfor kunne vi godt have kommet til at føle os som søskende, hvis der var blevet gjort noget for det. Eller hvis der i hvert fald ikke var blevet gjort det modsatte.
Men vi kom ikke til hinanden fødselsdage eller konfirmationer. Vi to var ikke med til familiefesterne hos min far. Og vi har aldrig holdt ferie sammen med min far og hans ’nye’ børn. Vi sås max. en weekend hver måned (ja, det var andre tider den gang...), indtil jeg blev så stor, at der var andre ting, der var sjovere end fædre-besøg i weekenden. Og da jeg i en årrække mistede kontakten til min far, mistede jeg også al kontakt til mine søskende der.
Omvendt følte de, at der blev gjort positivt forskel på os og dem. Der var bedre mad, når vi kom, pligter vi ikke skulle deltage i, større frihedsgrader og større gaver til fødselsdage og jul. Der var bare forskel. Så naturligt nok var vores besøg ikke noget, de nødvendigvis så frem til. Det skabte splid, som ikke blev udtalt børnene imellem, men det var der. Og det har trukket spor langt ind i vores voksne liv, så vi selv i dag ikke helt er en sammentømret flok, selv om vi er på vej. Men der ligger stadig negative følelser og lurer tilbage fra barndommen, og især mangler vi den fælles historie.
I dag oplever jeg desværre, at der stadig er mange familier, der begår samme fejl, som mine forældre gjorde. Stridigheder om, hvorvidt man fx. skal ’dele’ en børnecheck, gør, at nogle børn får ting, som de andre ikke gør. Eller at man tager på udlandsrejser med den ene halvdel børn og ikke den anden.
Det er i mine øjne noget værre l...! For jeg ved, hvor ødelæggende det er for en børneflok. Hvor svært det er for disse børn at komme til at føle sig som en samlet flok (mit tredje spørgsmål...), hvis der bliver gjort forskel.
Lad nu de økonomiske stridigheder blive mellem de voksne, hvor de hører til, og sørg for, at børnene ikke involveres i dem – hverken direkte eller indirekte.
Hvis det nye samliv skal blive godt for både jer og dem, har I en forbandet forpligtelse til at sørge for, at børnene får en følelse af samhørighed. Giv dem en følelse af at være en familie. Een familie. Ikke to der tilfældigvis deler noget tid sammen en gang imellem.
Og for at det skal blive en succes, skal børnene have fælles historie, fælles oplevelser, dele hinandens liv og ikke have en følelse af, at der er ’dem’ og ’os’. De skal have samme vilkår, uanset at de økonomiske aftaler er forskellige med den ene ex i forhold til den anden.
Det giver ikke bare dem men også jer et bedre og lykkeligere liv nu, mens børnene stadig er i deres barndom. Og så er det en kæmpe gave at give dem, til når de bliver voksne og har brug for et netværk. Brug for deres søskende. Brug for deres familie.
Og det er en gave, man også giver videre til sine fremtidige børnebørn. At de også får en masse fætre og kusiner, som de deler deres liv med i stedet for kun de rent biologiske...
I stedet for at den sammenbragte familie bliver til en masse bøvl og besværligheder, kan den jo også gøres til et enormt plus. Bedsteforældre, der pludselig får en masse ekstra børnebørn. Børn, der bliver del af en kæmpe børneflok, fordi de har fået ekstra søskende og nu har ikke bare to sæt bedsteforældre men fire... Og børnebørn, der får en masse fætre og kusiner, som de kender og kan lege med som børn, gå ud med som teenagere og ses med, når de bliver voksne.
Så mit svar på alle 3 spørgsmål er: ’Når forældrene vælger, at det er sådan, det skal være.’

Kærligst Charlotte