Den onde stedmor – sandhed eller myte?

Jeg har haft en stedmor, siden jeg var 7 år. Sådan kaldte vi det den gang – hvis vi overhovedet skulle kalde det noget. For der var noget meget negativt over netop det ord, så ofte foretrak vi at sige hendes navn med en forklaring om, at hun var fars kæreste – eller kone efter de blev gift. Først langt senere opfandt man ordet ’papmor’ og endnu senere det meget mere positive ’bonusmor’.
Da jeg fik en stedmor, fik jeg samtidig først tre stedsøskende og senere en halvbror. I dag opfatter jeg dem alle som søskende uden hensyntagen til, hvem der har leveret sæd eller lagt livmoder til. De er bare søskende. For jeg har delt en stor del af mit liv med dem. Vi har så meget historie sammen, at der er en samhørighed.
Nå, men første gang jeg mødte min papmor, som jeg i dag foretrækker at kalde hende, var jeg kun godt 7 år. Min biologiske søster var 4, og mine nye ’søskende’ henholdsvis 6, 4 og 2. Forholdet mellem os søskende var egentlig aldrig problematisk, selv om der var masser af forskelsbehandling, som de godt kunne have ondt af. Det havde de også. Men først og fremmest nød vi at være en stor flok, hvor der altid var nogen at lege med. Min søster og jeg oplevede pludselig brødre på meget tæt hold, og det var f...... noget andet end vores sædvanlige pigefamilie derhjemme!
Og så fik jeg en levende dukke, fem år yngre end mig selv, der elskede, når jeg bar rundt på hende, ordnede hendes hår eller flettede blomsterkranse til hende. Selvfølgelig var alt ikke fryd og gammen. Men vi var 5 børn, der skulle finde ud af det sammen med to forældre, der i perioder var hårdt spændt for, arbejdede meget og på skæve tidspunkter, eller bare ikke forstod at inddrage os børn i deres andre gøremål.
Og så var det godt at have hinanden. Gå sammen på den store legeplads, tage på ekspeditioner til forladte landbrugsejendomme som ’æggehørmergården’ eller gå ture ned til mosen.
Men forholdet til min papmor var ikke altid fantastisk. Det var i perioder faktisk meget anstrengt. Desværre tror jeg faktisk ikke, det reelt havde så meget med hverken mig eller min søster som personer at gøre, men mere med at min far gjorde forskel – der var os og dem, og det havde hun det ’selvfølgelig’ svært. ’Selvfølgelig’ fordi jeg undskylder ham med, at det var en anden tid, hvor man som far slet ikke så sine børn i samme grad som i dag. Lige som jeg til enhver tid er villig til at undskylde hende med, at det var en tid, hvor man ikke var nær så opmærksom på børn og deres behov, som man er i dag.
Alligevel har jeg aldrig opfattet hende som ’den onde stedmor’. Jeg ved godt, at hun tit havde set, at verden var anderledes, så hun i stedet havde mødt en mand uden børn, der så kunne tage hendes ind som sine egne. På den anden side inviterede hun os ind. Det var hende, der var der, når min far brugte hele lørdagen i havnen på sin båd uden at tage et eneste barn med. Og det var hende, der fandt carmen-curlers og rejsegrammofonen frem til os, så vi kunne lege fine damer og høre musik fra 60’erne, synge og danse. Og det var også min papmor, der satte sig ned og lavede tøse-ting med os som at farve øjenbryn og vipper (noget min mor godt nok blev rasende over...).
I dag har jeg et fantastisk godt forhold til min papmor. Jeg vil ikke sige, at vi er 100% fortrolige på samme niveau, som jeg er det med min biologiske mor, men vi har det rigtigt godt, taler om mange også personlige ting, og vi respekterer hinanden. Jeg har aldrig følt, at der er blevet gjort forskel på hendes biologiske børnebørn og mine og min søsters. Der bliver også strikket til hver eneste af vores nyfødte – noget jeg sætter utrolig stor pris på, fordi det kræver tid og overskud på en helt anden måde end at gå ned og betale sig fra selv det lækreste tøj. Jeg kvitterer og forsøger at vise min taknemmelighed ved, at de gerne bliver fotograferet i det – fx. til barnedåbsinvitationer, og det er noget af det tøj, der aldrig ryger vider i systemet. Det er lavet til dem, med lige netop det barn i tankerne, så det bliver. Enten som dukketøj eller bare et kært minde.
Men alligevel kan hun godt såre mig. Som når min søster fortæller mig, at hun tilfældigt har mødt nogen, der kender hende, hvorefter hun fortæller, at det er hendes papmor, de taler om, og vedkommende så stiller sig op som et kæmpe spørgsmålstegn og siger: ’Det forstår jeg ikke. Hvem er du? Hun har altid sagt, at hun har fire børn. Jeg har aldrig hørt om andre...’
Så bliver jeg ked af det. For selv om hun ikke er min mor (sådan en har jeg jo), så har hun jo været en meget stor del af hele mit liv – og er det stadig. Hun er jo min papmor. Ikke bare min fars kone. Og hun er mor til fire af mine seks søskende, så jeg deler bånd med hende, selv om jeg ikke har noget af hendes biologi. Igen kan jeg stadig finde på at undskylde hende med ’tiden’. Med jalousi over at vi fik noget fra vores far, som han ikke var i stand til at give hendes tre oprindelige børn. Dengang. I dag ser det billede heldigvis også anderledes ud.
Og så tænker jeg, at sådan er det heldigvis ikke i dag. I dag beskytter vi som mødre/papmødre/bonusmødre/stedmødre børnene og lader ikke vores frustrationer over eks’er, forskellig opdragelse eller farens følelser gå udover dem.
For vi er blevet klogere. Og vi ved, at det aldrig er børnenes skyld. At de ikke har bedt om det. De har ikke bedt om at blive født. At deres forældre blev skilt. At far eller mor fandt en ny kærlighed. Eller at få flere søskende. Hele, halve eller pap og bonus.
Det troede jeg. Indtil jeg for nylig blev opmærksom på et site for bonusmødre.
Vil man som mor eller far (det gælder i øvrigt også for papfædre...) virkelig blive deprimeret, er det bare at gå derind og følge med i debatten.
Det er noget af det sørgeligste, jeg længe har læst. Faktisk så trist, at jeg simpelthen ikke magter at læse det hele, for jeg bliver så stødt på alle disse børns vegne.
Man finder den ene bonusmor efter den anden, der fortæller, hvor frustreret hun er over, at hendes livs kærlighed har børn, og at de aldrig kan blive en familie – kun dem med far, mor, barn/børn, som de begge er forældre til.
Der er historier fra kvinder, der synes, det er helt forfærdeligt at dele sit liv med ’hans børn’ (allerede i udtrykket ’hans børn’ er der en total afvisning i mine øjne).
Kvinden, der fortæller om at have fundet den perfekte mand, men at hun ikke skal være noget-som-helst-mor over for hans børn. Hun skal alene være hans kæreste – hverken ekstramor, stedmor eller bonusmor. Kun Fars kæreste.
Og med ganske få undtagelser støtter langt de fleste brugere af forum’et hinanden i afvisningen af ’hans børn’. Det synes at være noget man har ret til. Der skal ikke forventes noget som helst andet af en. De er jo ikke ens egne.
Selv i situationer hvor parret venter fælles barn, synes der også at være koncensus blandt de fleste brugere om, at det er helt ok at lukke ’hans børn’ ude af det nye barns liv. At det er ok at mene, at ’hans børn’ i hvert fald skal have så lidt som muligt med det nye barn at gøre, og at det også er helt i orden at bede barnet blive væk i op til 14 dage efter fødslen. At overholde sit 5 dages samvær med ’hans barn/børn’, hvis det falder lige efter fødslen, skal man da i hvert fald slet ikke acceptere. ’Man ville jo hellere ikke tillade alle mulige andre slægtninge at overnatte fem nætter lige efter en fødsel...’
Så jeg er blevet meget klogere. ’Den onde stedmor’ findes stadig. På nær at det nok er de færreste, der alligevel kan få sig til at bede ’hans barn’ om at feje aske op, er historien tilsyneladende ikke spor anderledes end ’Askepot’. ’Hans børn’ ses alene som et problem, der skal forsøges ryddet af vejen uden at støde ’ham’ i processen. De er i vejen. De får hende til at føle sig som fremmed i sit hjem. De er et problem, når man har ferie. Og de skal i hvert fald helst have så lidt som muligt med hendes egne børn at gøre.
Men hvor ’Askepots’ stedmor havde så meget tro på sig selv, at hun blot krævede, at det blev sådan, og hendes far var en vatp.. af en mand og far, tør de færreste af disse kvinder sige dette højt til deres mænd.
Det forstår jeg nu egentlig godt. For hold op, hvor er det snævertsynet, tarveligt og totalt uden hensyn til, at det er børn, vi har med at gøre her, og at kvinderne er de voksne. Og dem der burde opføre sig som sådan. Burde tage ansvar for det liv, de har valgt. Et liv med en mand, der har børn fra et tidligere forhold, som han gerne fortsat vil have et forhold til. Og hvorfor skulle han ikke det...
Mit hjerte bløder for alle vores ’Askepotter’ af i dag. Ikke bare som mor. Også som forældre. Som papdatter. Og som voksen, der føler mig helt og aldeles desillusioneret over vor tids ’bonusmødre’. Nå nej, det vil de jo ikke være. Vor tids ’Fars kæreste’.

Kærligst

(En rigtig trist) Charlotte