Hvad vil du være, når du bliver stor?

Det er vist et spørgsmål, vi alle er blevet stillet på et eller andet tidspunkt i vores liv. Endnu tror jeg ikke, jeg selv har spurgt mine børn, men flere af dem ved det allerede. Sebastian på 15 vil være jagerpilot. Karoline på 12,5 leger med forskellige tanker fra konditor til designer. Kamille på 11 vil være model, gymnast eller sanger. Og Sylvester på 6 vil være en, der arbejder i Fætter BR eller BonBon-land.
For børn er verden så dejlig simpel. De har deres drømme og ønsker ud fra deres egen verden, det de godt kan lide i den og det, der optager dem.
Sebastian har i mange år haft drømmen om et liv oppe blandt skyerne. Hvorfor ved jeg ikke helt, men helt fra han var lille, har han været vild med fart og 'vilde' ting.
Karoline elsker at lave mad og bage. Og samtidig er hun fantastisk kreativ - til alt. Hun er bare rigtig god med sine hænder, om det så er at bage kager og marengs, tegne og male eller bare gå med mig ude haven og plante og så.
Kamille er ude over 'prinsesse-alderen', men for hende og resten af hendes veninder går der meget tid med hjemmesider som 'Go Supermodel' eller bøgerne 'Topmodel', hvor de designer pigernes tøj og frisyrer. Samtidig er hun ufattelig smidig og bruger gerne hele huset som gymnastiksal.
Sylvester på endnu kun 6 år, drømmer og ønsker selvfølgelig også ud fra sin verden, hvor det sjoveste, han kan forestille sig, er at komme i BonBon-land eller få lov at bruge 100 kroner i Fætter BR.
For nylig blev jeg selv stillet spørgsmålet: 'Hvad vil du være, når du bliver stor?', og jeg kunne simpelthen ikke svare. Efter for anden gang at være gået ned med stress, er jeg inde i periode med en masse valg. Jeg er fast beslutte på ikke at skulle tilbage i mit fag som journalist, men hvad så? Under en telefonisk coaching blev jeg bedt om lukke øjnene, tage en dyb indånding, og når jeg åbnede øjnene skulle jeg svare det første, der faldt mig ind på spørgsmålet: 'Hvad vil du være, når du bliver stor?'
Tankerne fløj rundt i hovedet, og øjnene flakkede fra side til side bag øjenlågene. For inden jeg nåede at opfatte andet end 'din første tanke', var mit svar 'et blomstrende æbletræ'. Det var det sidste, jeg havde set, inden jeg lukkede øjnene, og det jeg sad under, da jeg svarede telefonen. Men det svar duede jo ikke, så hvad skulle jeg svare? 'Forfatter, foredragsholder, gravid, mor, bo på landet, gå i haven, have en gårdbutik, sætte gamle møbler i stand?' Flere af svarene duede jo ikke rigtig som en jobbeskrivelse, vel? Og de billeder jeg havde i hovedet: slutscenen fra Bornedahls tv-serie 'Charlott og Charlotte', hvor Charlott har droppet storbylivet og nu går rundt højgravid i en have i Skagen og har fundet sammen med en lokal fisker eller den unge kvinde fra en forsikringsreklame, der dagdrømmer om et liv som gammel kvinde i et træhus i Sverige, var heller ikke særlig gode svar. Så jeg endte med: 'Det kan jeg simpelthen ikke svare på...' Måske fordi jeg blandt andet IKKE har en drøm fra min barndom om et senere karrierevalg, der har fulgt mig gennem flere år.
Men alligevel tror jeg, at jeg og mange andre i samme situation, kan lære en del af børnene. De tager udgangspunkt i de ting, de godt kan lide at beskæftige sig med. Jeg har så ret mange ting, jeg godt kan lide at lave, men så kan jeg jo dele det op i sommer- og vinterting.
Så kan jeg helt frit vælge på alle hylder, bliver det nok til gårdbutik med gedekød og økologiske grøntsager og diverse kunsthåndværk om sommeren, istandsættelse og salg af gamle møbler, maling, forfatterskab og foredrag om vinteren.
Men lad os nu se, hvad det hele kan munde ud i. Det vigtigste lige nu er, at jeg tager udgangspunkt i, hvad jeg godt kan lide at beskæftige mig med - ikke hvad jeg har lært...

Kærligst Charlotte

Så gik der tid med det...

Jeg har tidligere blogget på navlestreng.dk (et mødested for mødre) som 'ekspert' i den store familie.
Mine indlæg handlede vist mest om mine tanker om dagligdagen i en familie (uanset størrelsen), og om hvad der sker med mig som person, kvinde, elsker og mor, når man rammes af stress og er nødt til at se sit liv/livet på en hel ny måde for igen at få tingene til at fungere.
Nu forsøger jeg at genoptage 'bloggeriet' her på min helt egen side, og når jeg får tid til det, vil jeg lægge mine gamle indlæg herover også. Men det tager jo tid! Alt tager alt for megen tid.
Nu har jeg brugt det meste af Mors Dags formiddagen på at oprette denne side. En formiddag, der ellers var planlagt til at skulle foregå i urtehaven. Det bliver så eftermiddagen i stedet for. Men det er også ok.
En af de ting jeg har lært af at være helt nede, er nemlig ikke at tage det helt så tungt længere med, om jeg nu også når alt det, jeg har sat mig for. En rigtig god, dejlig og kærlig svigerinde sagde i forgårs til mig: 'Nogle gange burde vi minde os selv om alt, vi når. I stedet for altid at gå og huske på de ting, vi IKKE nåede...'
Og det har hun jo ret i.
Så i aften vil jeg huske på alt det, jeg nåede i dag. Og ikke det jeg alligevel IKKE nåede.

Kærligst Charlotte