Vi hører så tit nogen sige, at julen er magisk. For mig består magien i at se julen gennem et barns øjne. Jeg synes, det er helt fantastisk stadig at have børn, der tror på både Julemanden, nisser og Tandfeen.
For en uge siden tabte Sylvester på snart 7 sin allerførste tand. Han lagde den med stor forsigtighed under sin hovedpude, og i løbet af natten var Tandfeen så sød at komme og bytte den ud med stor blank 20’er. Den mønt har han vogtet over siden. Når han skifter bukser, passer han meget på, at mønten også kommer med over i lommen på de nye bukser. Men en dag var det gået galt.
Sylvester havde fået besked på at tage rene bukser på, men i skyndingen havde han glemt at få mønten i lommen. Pludselig stod han tårevædet, fordi han ikke kunne finde den 20’er, som tandfeen havde givet ham. Jeg lovede, at jeg nok skulle hjælpe ham med at finde den, men det var ikke helt godt nok.
”Jeg har jo ledt alle steder, mor. I de gamle bukser, og på bordet, og på værelset. Og vi kan ikke vente, til Tandfeen kommer igen, får så går der for lang tid, mor!”
Han var helt utrøstelig. For det var jo ikke bare en hvilken som helst 20’er – det var en, han havde fået af Tandfeen...
Jeg fandt den (og det var ikke snyd), og så var der ro igen.
I går fik vi så besøg af Julemanden. Jonas, deres far, var der godt nok ikke, men det tænkte ingen af de tre små på, mens Julemanden var på besøg. Sophus og Luna turde knap se på julemanden, men Sylvester fik en god snak med ham. Efter at have danset om træet med os, måtte Julemanden skynde sig videre, og Sylvester gik med ud for at vinke farvel. Lige inden han gik, ser Sylvester op på ham og siger:
”Der er nogen, der siger, du ikke findes Julemand.”
”Ja,” svarer Julemanden, ”men jeg står jo lige her, Sylvester.”
”Ja, det ved jeg godt. Og JEG tror på dig.”
Så bliver det ikke mere magisk for mig.
Knus Charlotte
fredag den 25. december 2009
mandag den 17. august 2009
Er du så min bror, eller hvad?
På det seneste har jeg været meget optaget af relationerne i de sammenbragte familier.
Relationen mellem papmor og papbørn. Men også relationen mellem børnene. Og senest har det også fået mig til at tænke over mine egne relationer til alle mine søskende. For sådan har jeg i efterhånden mange år opfattet dem – som søskende. Uanset om vi delte biologi eller ej – eller bare noget af den.
I mit hoved (og hjerte) har jeg tre brødre, selv om jeg kun deler biologi med en af dem (samme far) og to søstre, hvoraf kun den ene er min biologiske søster. Men for mig er der ikke forskel – de er begge mine søstre.
På samme måde kalder mine ene børn deres papsøster for deres ’halvsøster’, hvilket hun jo reelt ikke er, da de ikke deler biologi. Men jeg kommer ikke til at rette dem, da det jo er et udtryk for deres følelser, og at de føler sig beslægtet med hende – noget jeg kun kan se som godt, da de jo bruger meget tid sammen, selv om de ikke bor sammen til hverdag.
Jeg opfatter også alle mine søskendes børn som nevøer og niecer. Og når børnene spørger, hvad den og den er til dem, forklarer jeg dem, at det er deres fætter eller kusine.
For nylig blev min mand, Jonas, så inviteret til fodboldkamp sammen med den ene af mine brødre og hans søn, da der var en billet i overskud. Den ville Jonas selvfølgelig gerne have, og han tog med. På et tidspunkt går det så op for min nevø, at mine to andre brødre også skal med, og han udbryder utrolig glad: ’Neeej far, skal onkel ’dit’ og onkel ’dat’ også med?’
Det faldt Jonas lidt for brystet, fordi han ikke blev omtalt som ’onkel’. Og jeg kunne kun svare, at det troede jeg egentlig heller ikke mine søstres mænd blev, da det formentlig var et udtryk, de brugte om familiemedlemmer i stedet for det mere korrekte ’farbror’ eller ’morbror’.
Jeg bruger ikke de betegnelser om mine søskende overfor mine børn. Det er der ikke noget i, andet end at det gjorde vi bare ikke i min barndom, og det har jeg så heller ikke haft trang til som voksen. Men hvad bliver jeg mon kaldt? Er jeg så ’tante’ Lotte til mine søskendes børn? Jeg ved det faktisk ikke...
Men så kom Jonas med en meget vigtig bemærkning: ’Men det gør, at jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal sige til børnene, at de er til dine søskendes børn. For jeg har da ikke rigtig lyst til at sige, at det er deres fætre og kusiner, hvis det kun er os, der synes det...’
Og det kan jeg da egentlig godt forstå. Måske er det jo kun mig, der er så åben overfor relationerne, at jeg ser totalt bort fra biologien. For vi har jo aldrig haft den snak. Den snak man ofte har i et kærlighedsforhold, hvor man efter en tid ser på hinanden og forsigtigt spørger: ’Er vi så egentlig kærester nu, eller?’
Men måske jeg skulle tage den hele vejen rundt og spørge direkte: ’Er du så min bror/søster, eller hvad?’
Kærligst,
Charlotte
Relationen mellem papmor og papbørn. Men også relationen mellem børnene. Og senest har det også fået mig til at tænke over mine egne relationer til alle mine søskende. For sådan har jeg i efterhånden mange år opfattet dem – som søskende. Uanset om vi delte biologi eller ej – eller bare noget af den.
I mit hoved (og hjerte) har jeg tre brødre, selv om jeg kun deler biologi med en af dem (samme far) og to søstre, hvoraf kun den ene er min biologiske søster. Men for mig er der ikke forskel – de er begge mine søstre.
På samme måde kalder mine ene børn deres papsøster for deres ’halvsøster’, hvilket hun jo reelt ikke er, da de ikke deler biologi. Men jeg kommer ikke til at rette dem, da det jo er et udtryk for deres følelser, og at de føler sig beslægtet med hende – noget jeg kun kan se som godt, da de jo bruger meget tid sammen, selv om de ikke bor sammen til hverdag.
Jeg opfatter også alle mine søskendes børn som nevøer og niecer. Og når børnene spørger, hvad den og den er til dem, forklarer jeg dem, at det er deres fætter eller kusine.
For nylig blev min mand, Jonas, så inviteret til fodboldkamp sammen med den ene af mine brødre og hans søn, da der var en billet i overskud. Den ville Jonas selvfølgelig gerne have, og han tog med. På et tidspunkt går det så op for min nevø, at mine to andre brødre også skal med, og han udbryder utrolig glad: ’Neeej far, skal onkel ’dit’ og onkel ’dat’ også med?’
Det faldt Jonas lidt for brystet, fordi han ikke blev omtalt som ’onkel’. Og jeg kunne kun svare, at det troede jeg egentlig heller ikke mine søstres mænd blev, da det formentlig var et udtryk, de brugte om familiemedlemmer i stedet for det mere korrekte ’farbror’ eller ’morbror’.
Jeg bruger ikke de betegnelser om mine søskende overfor mine børn. Det er der ikke noget i, andet end at det gjorde vi bare ikke i min barndom, og det har jeg så heller ikke haft trang til som voksen. Men hvad bliver jeg mon kaldt? Er jeg så ’tante’ Lotte til mine søskendes børn? Jeg ved det faktisk ikke...
Men så kom Jonas med en meget vigtig bemærkning: ’Men det gør, at jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal sige til børnene, at de er til dine søskendes børn. For jeg har da ikke rigtig lyst til at sige, at det er deres fætre og kusiner, hvis det kun er os, der synes det...’
Og det kan jeg da egentlig godt forstå. Måske er det jo kun mig, der er så åben overfor relationerne, at jeg ser totalt bort fra biologien. For vi har jo aldrig haft den snak. Den snak man ofte har i et kærlighedsforhold, hvor man efter en tid ser på hinanden og forsigtigt spørger: ’Er vi så egentlig kærester nu, eller?’
Men måske jeg skulle tage den hele vejen rundt og spørge direkte: ’Er du så min bror/søster, eller hvad?’
Kærligst,
Charlotte
tirsdag den 11. august 2009
Den onde stedmor – sandhed eller myte?
Jeg har haft en stedmor, siden jeg var 7 år. Sådan kaldte vi det den gang – hvis vi overhovedet skulle kalde det noget. For der var noget meget negativt over netop det ord, så ofte foretrak vi at sige hendes navn med en forklaring om, at hun var fars kæreste – eller kone efter de blev gift. Først langt senere opfandt man ordet ’papmor’ og endnu senere det meget mere positive ’bonusmor’.
Da jeg fik en stedmor, fik jeg samtidig først tre stedsøskende og senere en halvbror. I dag opfatter jeg dem alle som søskende uden hensyntagen til, hvem der har leveret sæd eller lagt livmoder til. De er bare søskende. For jeg har delt en stor del af mit liv med dem. Vi har så meget historie sammen, at der er en samhørighed.
Nå, men første gang jeg mødte min papmor, som jeg i dag foretrækker at kalde hende, var jeg kun godt 7 år. Min biologiske søster var 4, og mine nye ’søskende’ henholdsvis 6, 4 og 2. Forholdet mellem os søskende var egentlig aldrig problematisk, selv om der var masser af forskelsbehandling, som de godt kunne have ondt af. Det havde de også. Men først og fremmest nød vi at være en stor flok, hvor der altid var nogen at lege med. Min søster og jeg oplevede pludselig brødre på meget tæt hold, og det var f...... noget andet end vores sædvanlige pigefamilie derhjemme!
Og så fik jeg en levende dukke, fem år yngre end mig selv, der elskede, når jeg bar rundt på hende, ordnede hendes hår eller flettede blomsterkranse til hende. Selvfølgelig var alt ikke fryd og gammen. Men vi var 5 børn, der skulle finde ud af det sammen med to forældre, der i perioder var hårdt spændt for, arbejdede meget og på skæve tidspunkter, eller bare ikke forstod at inddrage os børn i deres andre gøremål.
Og så var det godt at have hinanden. Gå sammen på den store legeplads, tage på ekspeditioner til forladte landbrugsejendomme som ’æggehørmergården’ eller gå ture ned til mosen.
Men forholdet til min papmor var ikke altid fantastisk. Det var i perioder faktisk meget anstrengt. Desværre tror jeg faktisk ikke, det reelt havde så meget med hverken mig eller min søster som personer at gøre, men mere med at min far gjorde forskel – der var os og dem, og det havde hun det ’selvfølgelig’ svært. ’Selvfølgelig’ fordi jeg undskylder ham med, at det var en anden tid, hvor man som far slet ikke så sine børn i samme grad som i dag. Lige som jeg til enhver tid er villig til at undskylde hende med, at det var en tid, hvor man ikke var nær så opmærksom på børn og deres behov, som man er i dag.
Alligevel har jeg aldrig opfattet hende som ’den onde stedmor’. Jeg ved godt, at hun tit havde set, at verden var anderledes, så hun i stedet havde mødt en mand uden børn, der så kunne tage hendes ind som sine egne. På den anden side inviterede hun os ind. Det var hende, der var der, når min far brugte hele lørdagen i havnen på sin båd uden at tage et eneste barn med. Og det var hende, der fandt carmen-curlers og rejsegrammofonen frem til os, så vi kunne lege fine damer og høre musik fra 60’erne, synge og danse. Og det var også min papmor, der satte sig ned og lavede tøse-ting med os som at farve øjenbryn og vipper (noget min mor godt nok blev rasende over...).
I dag har jeg et fantastisk godt forhold til min papmor. Jeg vil ikke sige, at vi er 100% fortrolige på samme niveau, som jeg er det med min biologiske mor, men vi har det rigtigt godt, taler om mange også personlige ting, og vi respekterer hinanden. Jeg har aldrig følt, at der er blevet gjort forskel på hendes biologiske børnebørn og mine og min søsters. Der bliver også strikket til hver eneste af vores nyfødte – noget jeg sætter utrolig stor pris på, fordi det kræver tid og overskud på en helt anden måde end at gå ned og betale sig fra selv det lækreste tøj. Jeg kvitterer og forsøger at vise min taknemmelighed ved, at de gerne bliver fotograferet i det – fx. til barnedåbsinvitationer, og det er noget af det tøj, der aldrig ryger vider i systemet. Det er lavet til dem, med lige netop det barn i tankerne, så det bliver. Enten som dukketøj eller bare et kært minde.
Men alligevel kan hun godt såre mig. Som når min søster fortæller mig, at hun tilfældigt har mødt nogen, der kender hende, hvorefter hun fortæller, at det er hendes papmor, de taler om, og vedkommende så stiller sig op som et kæmpe spørgsmålstegn og siger: ’Det forstår jeg ikke. Hvem er du? Hun har altid sagt, at hun har fire børn. Jeg har aldrig hørt om andre...’
Så bliver jeg ked af det. For selv om hun ikke er min mor (sådan en har jeg jo), så har hun jo været en meget stor del af hele mit liv – og er det stadig. Hun er jo min papmor. Ikke bare min fars kone. Og hun er mor til fire af mine seks søskende, så jeg deler bånd med hende, selv om jeg ikke har noget af hendes biologi. Igen kan jeg stadig finde på at undskylde hende med ’tiden’. Med jalousi over at vi fik noget fra vores far, som han ikke var i stand til at give hendes tre oprindelige børn. Dengang. I dag ser det billede heldigvis også anderledes ud.
Og så tænker jeg, at sådan er det heldigvis ikke i dag. I dag beskytter vi som mødre/papmødre/bonusmødre/stedmødre børnene og lader ikke vores frustrationer over eks’er, forskellig opdragelse eller farens følelser gå udover dem.
For vi er blevet klogere. Og vi ved, at det aldrig er børnenes skyld. At de ikke har bedt om det. De har ikke bedt om at blive født. At deres forældre blev skilt. At far eller mor fandt en ny kærlighed. Eller at få flere søskende. Hele, halve eller pap og bonus.
Det troede jeg. Indtil jeg for nylig blev opmærksom på et site for bonusmødre.
Vil man som mor eller far (det gælder i øvrigt også for papfædre...) virkelig blive deprimeret, er det bare at gå derind og følge med i debatten.
Det er noget af det sørgeligste, jeg længe har læst. Faktisk så trist, at jeg simpelthen ikke magter at læse det hele, for jeg bliver så stødt på alle disse børns vegne.
Man finder den ene bonusmor efter den anden, der fortæller, hvor frustreret hun er over, at hendes livs kærlighed har børn, og at de aldrig kan blive en familie – kun dem med far, mor, barn/børn, som de begge er forældre til.
Der er historier fra kvinder, der synes, det er helt forfærdeligt at dele sit liv med ’hans børn’ (allerede i udtrykket ’hans børn’ er der en total afvisning i mine øjne).
Kvinden, der fortæller om at have fundet den perfekte mand, men at hun ikke skal være noget-som-helst-mor over for hans børn. Hun skal alene være hans kæreste – hverken ekstramor, stedmor eller bonusmor. Kun Fars kæreste.
Og med ganske få undtagelser støtter langt de fleste brugere af forum’et hinanden i afvisningen af ’hans børn’. Det synes at være noget man har ret til. Der skal ikke forventes noget som helst andet af en. De er jo ikke ens egne.
Selv i situationer hvor parret venter fælles barn, synes der også at være koncensus blandt de fleste brugere om, at det er helt ok at lukke ’hans børn’ ude af det nye barns liv. At det er ok at mene, at ’hans børn’ i hvert fald skal have så lidt som muligt med det nye barn at gøre, og at det også er helt i orden at bede barnet blive væk i op til 14 dage efter fødslen. At overholde sit 5 dages samvær med ’hans barn/børn’, hvis det falder lige efter fødslen, skal man da i hvert fald slet ikke acceptere. ’Man ville jo hellere ikke tillade alle mulige andre slægtninge at overnatte fem nætter lige efter en fødsel...’
Så jeg er blevet meget klogere. ’Den onde stedmor’ findes stadig. På nær at det nok er de færreste, der alligevel kan få sig til at bede ’hans barn’ om at feje aske op, er historien tilsyneladende ikke spor anderledes end ’Askepot’. ’Hans børn’ ses alene som et problem, der skal forsøges ryddet af vejen uden at støde ’ham’ i processen. De er i vejen. De får hende til at føle sig som fremmed i sit hjem. De er et problem, når man har ferie. Og de skal i hvert fald helst have så lidt som muligt med hendes egne børn at gøre.
Men hvor ’Askepots’ stedmor havde så meget tro på sig selv, at hun blot krævede, at det blev sådan, og hendes far var en vatp.. af en mand og far, tør de færreste af disse kvinder sige dette højt til deres mænd.
Det forstår jeg nu egentlig godt. For hold op, hvor er det snævertsynet, tarveligt og totalt uden hensyn til, at det er børn, vi har med at gøre her, og at kvinderne er de voksne. Og dem der burde opføre sig som sådan. Burde tage ansvar for det liv, de har valgt. Et liv med en mand, der har børn fra et tidligere forhold, som han gerne fortsat vil have et forhold til. Og hvorfor skulle han ikke det...
Mit hjerte bløder for alle vores ’Askepotter’ af i dag. Ikke bare som mor. Også som forældre. Som papdatter. Og som voksen, der føler mig helt og aldeles desillusioneret over vor tids ’bonusmødre’. Nå nej, det vil de jo ikke være. Vor tids ’Fars kæreste’.
Kærligst
(En rigtig trist) Charlotte
Da jeg fik en stedmor, fik jeg samtidig først tre stedsøskende og senere en halvbror. I dag opfatter jeg dem alle som søskende uden hensyntagen til, hvem der har leveret sæd eller lagt livmoder til. De er bare søskende. For jeg har delt en stor del af mit liv med dem. Vi har så meget historie sammen, at der er en samhørighed.
Nå, men første gang jeg mødte min papmor, som jeg i dag foretrækker at kalde hende, var jeg kun godt 7 år. Min biologiske søster var 4, og mine nye ’søskende’ henholdsvis 6, 4 og 2. Forholdet mellem os søskende var egentlig aldrig problematisk, selv om der var masser af forskelsbehandling, som de godt kunne have ondt af. Det havde de også. Men først og fremmest nød vi at være en stor flok, hvor der altid var nogen at lege med. Min søster og jeg oplevede pludselig brødre på meget tæt hold, og det var f...... noget andet end vores sædvanlige pigefamilie derhjemme!
Og så fik jeg en levende dukke, fem år yngre end mig selv, der elskede, når jeg bar rundt på hende, ordnede hendes hår eller flettede blomsterkranse til hende. Selvfølgelig var alt ikke fryd og gammen. Men vi var 5 børn, der skulle finde ud af det sammen med to forældre, der i perioder var hårdt spændt for, arbejdede meget og på skæve tidspunkter, eller bare ikke forstod at inddrage os børn i deres andre gøremål.
Og så var det godt at have hinanden. Gå sammen på den store legeplads, tage på ekspeditioner til forladte landbrugsejendomme som ’æggehørmergården’ eller gå ture ned til mosen.
Men forholdet til min papmor var ikke altid fantastisk. Det var i perioder faktisk meget anstrengt. Desværre tror jeg faktisk ikke, det reelt havde så meget med hverken mig eller min søster som personer at gøre, men mere med at min far gjorde forskel – der var os og dem, og det havde hun det ’selvfølgelig’ svært. ’Selvfølgelig’ fordi jeg undskylder ham med, at det var en anden tid, hvor man som far slet ikke så sine børn i samme grad som i dag. Lige som jeg til enhver tid er villig til at undskylde hende med, at det var en tid, hvor man ikke var nær så opmærksom på børn og deres behov, som man er i dag.
Alligevel har jeg aldrig opfattet hende som ’den onde stedmor’. Jeg ved godt, at hun tit havde set, at verden var anderledes, så hun i stedet havde mødt en mand uden børn, der så kunne tage hendes ind som sine egne. På den anden side inviterede hun os ind. Det var hende, der var der, når min far brugte hele lørdagen i havnen på sin båd uden at tage et eneste barn med. Og det var hende, der fandt carmen-curlers og rejsegrammofonen frem til os, så vi kunne lege fine damer og høre musik fra 60’erne, synge og danse. Og det var også min papmor, der satte sig ned og lavede tøse-ting med os som at farve øjenbryn og vipper (noget min mor godt nok blev rasende over...).
I dag har jeg et fantastisk godt forhold til min papmor. Jeg vil ikke sige, at vi er 100% fortrolige på samme niveau, som jeg er det med min biologiske mor, men vi har det rigtigt godt, taler om mange også personlige ting, og vi respekterer hinanden. Jeg har aldrig følt, at der er blevet gjort forskel på hendes biologiske børnebørn og mine og min søsters. Der bliver også strikket til hver eneste af vores nyfødte – noget jeg sætter utrolig stor pris på, fordi det kræver tid og overskud på en helt anden måde end at gå ned og betale sig fra selv det lækreste tøj. Jeg kvitterer og forsøger at vise min taknemmelighed ved, at de gerne bliver fotograferet i det – fx. til barnedåbsinvitationer, og det er noget af det tøj, der aldrig ryger vider i systemet. Det er lavet til dem, med lige netop det barn i tankerne, så det bliver. Enten som dukketøj eller bare et kært minde.
Men alligevel kan hun godt såre mig. Som når min søster fortæller mig, at hun tilfældigt har mødt nogen, der kender hende, hvorefter hun fortæller, at det er hendes papmor, de taler om, og vedkommende så stiller sig op som et kæmpe spørgsmålstegn og siger: ’Det forstår jeg ikke. Hvem er du? Hun har altid sagt, at hun har fire børn. Jeg har aldrig hørt om andre...’
Så bliver jeg ked af det. For selv om hun ikke er min mor (sådan en har jeg jo), så har hun jo været en meget stor del af hele mit liv – og er det stadig. Hun er jo min papmor. Ikke bare min fars kone. Og hun er mor til fire af mine seks søskende, så jeg deler bånd med hende, selv om jeg ikke har noget af hendes biologi. Igen kan jeg stadig finde på at undskylde hende med ’tiden’. Med jalousi over at vi fik noget fra vores far, som han ikke var i stand til at give hendes tre oprindelige børn. Dengang. I dag ser det billede heldigvis også anderledes ud.
Og så tænker jeg, at sådan er det heldigvis ikke i dag. I dag beskytter vi som mødre/papmødre/bonusmødre/stedmødre børnene og lader ikke vores frustrationer over eks’er, forskellig opdragelse eller farens følelser gå udover dem.
For vi er blevet klogere. Og vi ved, at det aldrig er børnenes skyld. At de ikke har bedt om det. De har ikke bedt om at blive født. At deres forældre blev skilt. At far eller mor fandt en ny kærlighed. Eller at få flere søskende. Hele, halve eller pap og bonus.
Det troede jeg. Indtil jeg for nylig blev opmærksom på et site for bonusmødre.
Vil man som mor eller far (det gælder i øvrigt også for papfædre...) virkelig blive deprimeret, er det bare at gå derind og følge med i debatten.
Det er noget af det sørgeligste, jeg længe har læst. Faktisk så trist, at jeg simpelthen ikke magter at læse det hele, for jeg bliver så stødt på alle disse børns vegne.
Man finder den ene bonusmor efter den anden, der fortæller, hvor frustreret hun er over, at hendes livs kærlighed har børn, og at de aldrig kan blive en familie – kun dem med far, mor, barn/børn, som de begge er forældre til.
Der er historier fra kvinder, der synes, det er helt forfærdeligt at dele sit liv med ’hans børn’ (allerede i udtrykket ’hans børn’ er der en total afvisning i mine øjne).
Kvinden, der fortæller om at have fundet den perfekte mand, men at hun ikke skal være noget-som-helst-mor over for hans børn. Hun skal alene være hans kæreste – hverken ekstramor, stedmor eller bonusmor. Kun Fars kæreste.
Og med ganske få undtagelser støtter langt de fleste brugere af forum’et hinanden i afvisningen af ’hans børn’. Det synes at være noget man har ret til. Der skal ikke forventes noget som helst andet af en. De er jo ikke ens egne.
Selv i situationer hvor parret venter fælles barn, synes der også at være koncensus blandt de fleste brugere om, at det er helt ok at lukke ’hans børn’ ude af det nye barns liv. At det er ok at mene, at ’hans børn’ i hvert fald skal have så lidt som muligt med det nye barn at gøre, og at det også er helt i orden at bede barnet blive væk i op til 14 dage efter fødslen. At overholde sit 5 dages samvær med ’hans barn/børn’, hvis det falder lige efter fødslen, skal man da i hvert fald slet ikke acceptere. ’Man ville jo hellere ikke tillade alle mulige andre slægtninge at overnatte fem nætter lige efter en fødsel...’
Så jeg er blevet meget klogere. ’Den onde stedmor’ findes stadig. På nær at det nok er de færreste, der alligevel kan få sig til at bede ’hans barn’ om at feje aske op, er historien tilsyneladende ikke spor anderledes end ’Askepot’. ’Hans børn’ ses alene som et problem, der skal forsøges ryddet af vejen uden at støde ’ham’ i processen. De er i vejen. De får hende til at føle sig som fremmed i sit hjem. De er et problem, når man har ferie. Og de skal i hvert fald helst have så lidt som muligt med hendes egne børn at gøre.
Men hvor ’Askepots’ stedmor havde så meget tro på sig selv, at hun blot krævede, at det blev sådan, og hendes far var en vatp.. af en mand og far, tør de færreste af disse kvinder sige dette højt til deres mænd.
Det forstår jeg nu egentlig godt. For hold op, hvor er det snævertsynet, tarveligt og totalt uden hensyn til, at det er børn, vi har med at gøre her, og at kvinderne er de voksne. Og dem der burde opføre sig som sådan. Burde tage ansvar for det liv, de har valgt. Et liv med en mand, der har børn fra et tidligere forhold, som han gerne fortsat vil have et forhold til. Og hvorfor skulle han ikke det...
Mit hjerte bløder for alle vores ’Askepotter’ af i dag. Ikke bare som mor. Også som forældre. Som papdatter. Og som voksen, der føler mig helt og aldeles desillusioneret over vor tids ’bonusmødre’. Nå nej, det vil de jo ikke være. Vor tids ’Fars kæreste’.
Kærligst
(En rigtig trist) Charlotte
tirsdag den 4. august 2009
Hvornår er man søskende? En familie? Een samlet flok?
Det første spørgsmål vil langt de fleste kunne svare på. Jamen, det er da nemt, siger du formentlig – søskende er børn, der deler samme biologiske forældre. Ja, det er de vel, for den er da lidt svær at argumentere imod.
Men hvad så med børn, der ’kun’ deler en biologisk forælder? Familier, hvor moderen fx. er blevet insemineret med sæd fra en sædbank, fordi manden ikke kan få børn, er de så ikke søskende? Eller et lesbisk par, der hver føder et barn med sæd fra forskellige donorer, og alle lever sammen som en familie, er de så heller ikke søskende? Og hvad med de børn, hvor moderen har et barn fra et tidligere forhold, og så får endnu et eller flere børn sammen med en ny mand, hvad er de børn i forhold til hinanden?
Der er jo også børn, der slet ikke deler biologi, men alligevel deler liv og vokser op sammen som fx. adopterede børn fra hver deres biologiske forældrepar, der kommer til at bo og leve sammen i samme familie. Hvad med dem? Kan de kaldes søskende?
Og så er de alle de sammenbragte børn, hvor forældrene er blevet skilt og bagefter finder sammen med en ny partner, der også har børn fra tidligere. Børn, der måske endda meget tidligt i deres liv, pludselig skal dele deres liv med et eller flere andre børn. Er de søskende?
Ja, det vil jeg jo mene. Men det er fuldstændig afhængig af deres forældre. Afhængig af hvordan forældrene takler situationen. Om de formår at skabe samhørighed mellem børnene. Eller i hvert fald at de ikke kommer til at skabe det modsatte... Og så når vi også frem til det andet spørgsmål: ’Hvornår en man en familie?’
Med min egen historie i bagagen, som den ældste af en sammenbragt flok på 6 dine/mine/vores, var netop det, at børnene følte/føler sig som søskende en af mine vigtigste opgaver. At vi blev en familie – uanset biologisk ophav.
Jeg oplevede selv som barn, at jeg og mine andre søskende aldrig fik den følelse. Godt nok levede vi ikke samen hver dag, fordi mine andre søskende (på nær min biologiske søster) voksede op sammen med min far og hans kone, hvor vi to ander boede hos vores mor. Men derfor kunne vi godt have kommet til at føle os som søskende, hvis der var blevet gjort noget for det. Eller hvis der i hvert fald ikke var blevet gjort det modsatte.
Men vi kom ikke til hinanden fødselsdage eller konfirmationer. Vi to var ikke med til familiefesterne hos min far. Og vi har aldrig holdt ferie sammen med min far og hans ’nye’ børn. Vi sås max. en weekend hver måned (ja, det var andre tider den gang...), indtil jeg blev så stor, at der var andre ting, der var sjovere end fædre-besøg i weekenden. Og da jeg i en årrække mistede kontakten til min far, mistede jeg også al kontakt til mine søskende der.
Omvendt følte de, at der blev gjort positivt forskel på os og dem. Der var bedre mad, når vi kom, pligter vi ikke skulle deltage i, større frihedsgrader og større gaver til fødselsdage og jul. Der var bare forskel. Så naturligt nok var vores besøg ikke noget, de nødvendigvis så frem til. Det skabte splid, som ikke blev udtalt børnene imellem, men det var der. Og det har trukket spor langt ind i vores voksne liv, så vi selv i dag ikke helt er en sammentømret flok, selv om vi er på vej. Men der ligger stadig negative følelser og lurer tilbage fra barndommen, og især mangler vi den fælles historie.
I dag oplever jeg desværre, at der stadig er mange familier, der begår samme fejl, som mine forældre gjorde. Stridigheder om, hvorvidt man fx. skal ’dele’ en børnecheck, gør, at nogle børn får ting, som de andre ikke gør. Eller at man tager på udlandsrejser med den ene halvdel børn og ikke den anden.
Det er i mine øjne noget værre l...! For jeg ved, hvor ødelæggende det er for en børneflok. Hvor svært det er for disse børn at komme til at føle sig som en samlet flok (mit tredje spørgsmål...), hvis der bliver gjort forskel.
Lad nu de økonomiske stridigheder blive mellem de voksne, hvor de hører til, og sørg for, at børnene ikke involveres i dem – hverken direkte eller indirekte.
Hvis det nye samliv skal blive godt for både jer og dem, har I en forbandet forpligtelse til at sørge for, at børnene får en følelse af samhørighed. Giv dem en følelse af at være en familie. Een familie. Ikke to der tilfældigvis deler noget tid sammen en gang imellem.
Og for at det skal blive en succes, skal børnene have fælles historie, fælles oplevelser, dele hinandens liv og ikke have en følelse af, at der er ’dem’ og ’os’. De skal have samme vilkår, uanset at de økonomiske aftaler er forskellige med den ene ex i forhold til den anden.
Det giver ikke bare dem men også jer et bedre og lykkeligere liv nu, mens børnene stadig er i deres barndom. Og så er det en kæmpe gave at give dem, til når de bliver voksne og har brug for et netværk. Brug for deres søskende. Brug for deres familie.
Og det er en gave, man også giver videre til sine fremtidige børnebørn. At de også får en masse fætre og kusiner, som de deler deres liv med i stedet for kun de rent biologiske...
I stedet for at den sammenbragte familie bliver til en masse bøvl og besværligheder, kan den jo også gøres til et enormt plus. Bedsteforældre, der pludselig får en masse ekstra børnebørn. Børn, der bliver del af en kæmpe børneflok, fordi de har fået ekstra søskende og nu har ikke bare to sæt bedsteforældre men fire... Og børnebørn, der får en masse fætre og kusiner, som de kender og kan lege med som børn, gå ud med som teenagere og ses med, når de bliver voksne.
Så mit svar på alle 3 spørgsmål er: ’Når forældrene vælger, at det er sådan, det skal være.’
Kærligst Charlotte
Men hvad så med børn, der ’kun’ deler en biologisk forælder? Familier, hvor moderen fx. er blevet insemineret med sæd fra en sædbank, fordi manden ikke kan få børn, er de så ikke søskende? Eller et lesbisk par, der hver føder et barn med sæd fra forskellige donorer, og alle lever sammen som en familie, er de så heller ikke søskende? Og hvad med de børn, hvor moderen har et barn fra et tidligere forhold, og så får endnu et eller flere børn sammen med en ny mand, hvad er de børn i forhold til hinanden?
Der er jo også børn, der slet ikke deler biologi, men alligevel deler liv og vokser op sammen som fx. adopterede børn fra hver deres biologiske forældrepar, der kommer til at bo og leve sammen i samme familie. Hvad med dem? Kan de kaldes søskende?
Og så er de alle de sammenbragte børn, hvor forældrene er blevet skilt og bagefter finder sammen med en ny partner, der også har børn fra tidligere. Børn, der måske endda meget tidligt i deres liv, pludselig skal dele deres liv med et eller flere andre børn. Er de søskende?
Ja, det vil jeg jo mene. Men det er fuldstændig afhængig af deres forældre. Afhængig af hvordan forældrene takler situationen. Om de formår at skabe samhørighed mellem børnene. Eller i hvert fald at de ikke kommer til at skabe det modsatte... Og så når vi også frem til det andet spørgsmål: ’Hvornår en man en familie?’
Med min egen historie i bagagen, som den ældste af en sammenbragt flok på 6 dine/mine/vores, var netop det, at børnene følte/føler sig som søskende en af mine vigtigste opgaver. At vi blev en familie – uanset biologisk ophav.
Jeg oplevede selv som barn, at jeg og mine andre søskende aldrig fik den følelse. Godt nok levede vi ikke samen hver dag, fordi mine andre søskende (på nær min biologiske søster) voksede op sammen med min far og hans kone, hvor vi to ander boede hos vores mor. Men derfor kunne vi godt have kommet til at føle os som søskende, hvis der var blevet gjort noget for det. Eller hvis der i hvert fald ikke var blevet gjort det modsatte.
Men vi kom ikke til hinanden fødselsdage eller konfirmationer. Vi to var ikke med til familiefesterne hos min far. Og vi har aldrig holdt ferie sammen med min far og hans ’nye’ børn. Vi sås max. en weekend hver måned (ja, det var andre tider den gang...), indtil jeg blev så stor, at der var andre ting, der var sjovere end fædre-besøg i weekenden. Og da jeg i en årrække mistede kontakten til min far, mistede jeg også al kontakt til mine søskende der.
Omvendt følte de, at der blev gjort positivt forskel på os og dem. Der var bedre mad, når vi kom, pligter vi ikke skulle deltage i, større frihedsgrader og større gaver til fødselsdage og jul. Der var bare forskel. Så naturligt nok var vores besøg ikke noget, de nødvendigvis så frem til. Det skabte splid, som ikke blev udtalt børnene imellem, men det var der. Og det har trukket spor langt ind i vores voksne liv, så vi selv i dag ikke helt er en sammentømret flok, selv om vi er på vej. Men der ligger stadig negative følelser og lurer tilbage fra barndommen, og især mangler vi den fælles historie.
I dag oplever jeg desværre, at der stadig er mange familier, der begår samme fejl, som mine forældre gjorde. Stridigheder om, hvorvidt man fx. skal ’dele’ en børnecheck, gør, at nogle børn får ting, som de andre ikke gør. Eller at man tager på udlandsrejser med den ene halvdel børn og ikke den anden.
Det er i mine øjne noget værre l...! For jeg ved, hvor ødelæggende det er for en børneflok. Hvor svært det er for disse børn at komme til at føle sig som en samlet flok (mit tredje spørgsmål...), hvis der bliver gjort forskel.
Lad nu de økonomiske stridigheder blive mellem de voksne, hvor de hører til, og sørg for, at børnene ikke involveres i dem – hverken direkte eller indirekte.
Hvis det nye samliv skal blive godt for både jer og dem, har I en forbandet forpligtelse til at sørge for, at børnene får en følelse af samhørighed. Giv dem en følelse af at være en familie. Een familie. Ikke to der tilfældigvis deler noget tid sammen en gang imellem.
Og for at det skal blive en succes, skal børnene have fælles historie, fælles oplevelser, dele hinandens liv og ikke have en følelse af, at der er ’dem’ og ’os’. De skal have samme vilkår, uanset at de økonomiske aftaler er forskellige med den ene ex i forhold til den anden.
Det giver ikke bare dem men også jer et bedre og lykkeligere liv nu, mens børnene stadig er i deres barndom. Og så er det en kæmpe gave at give dem, til når de bliver voksne og har brug for et netværk. Brug for deres søskende. Brug for deres familie.
Og det er en gave, man også giver videre til sine fremtidige børnebørn. At de også får en masse fætre og kusiner, som de deler deres liv med i stedet for kun de rent biologiske...
I stedet for at den sammenbragte familie bliver til en masse bøvl og besværligheder, kan den jo også gøres til et enormt plus. Bedsteforældre, der pludselig får en masse ekstra børnebørn. Børn, der bliver del af en kæmpe børneflok, fordi de har fået ekstra søskende og nu har ikke bare to sæt bedsteforældre men fire... Og børnebørn, der får en masse fætre og kusiner, som de kender og kan lege med som børn, gå ud med som teenagere og ses med, når de bliver voksne.
Så mit svar på alle 3 spørgsmål er: ’Når forældrene vælger, at det er sådan, det skal være.’
Kærligst Charlotte
søndag den 26. juli 2009
Du er jo ikke min lille skat, vel?
Forleden overhørte jeg et brudstykke af en samtale mellem en mindre gruppe kvinder. Samtalen handlede tilsyneladende om et par med barn (eller børn?) – jeg aner det ikke – men det var tydeligt, at essensen af det var det svære i at starte et forhold til en, der allerede har børn i forvejen. For den smule, jeg hørte, var: ’Men han bør jo også sige: ”Det her er også svært for mig, fordi det ikke er mit eget barn. Og jeg kan aldrig have samme følelser for en andens barn, som for mit eget.” Og sådan er det bare. Man kan ikke elske en andens barn lige så meget som, hvis det var ens eget!’
Det var lige præcis det sidste, der kom enormt meget bag på mig. Den helt kategoriske holdning til det. At det var bare en sandhed, der nærmest ikke kunne diskuteres.
Derudover ’ramte’ det mig, fordi jeg selv lever i et forhold med en ny mand, der har måttet tage tre børn ind i sit liv og derefter har fået tre ekstra sammen med mig. Og mit indtryk har altid været, at der på ingen måde var forskel i hans behandling af eller følelser for egne børn og mine børn. Der har aldrig været skyggen af, at nogle var ’mine’ og andre ’vores’ – de er alle sammen ’vores’.
Men det fik mig også til at tænke. Tænke på om det virkelig kan passe? Kan man ikke elske andres børn lige så meget som ens egne? Er biologien i virkeligheden også en slags kærlighedsfaktor?
Hvis det virkelig er sådan, hvad så med de par, der i årevis har forsøgt at få deres eget biologiske barn men til sidst giver op og efter adoptionen alligevel ender med, af helt mirakuløse årsager, at blive gravide og få et barn, som de begge er biologiske forældre til? Bliver det første og ældste barn så skubbet lidt ud på sidelinjen, fordi de ikke deler biologi med det?
Samtidig satte det også gang i en masse bekymring, som jeg ellers troede, at jeg havde sluppet for mange år siden. Elsker min mand virkelig mine børn fra mit første ægteskab mindre end de børn, vi har fået sammen?
Bekymringen, eller i hvert fald tankerne omkring det, voksede så meget, at jeg refererede, hvad jeg havde hørt og spurgte: ’Passer det?’
Der var stille lidt, inden Jonas svarede: ’Det ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal sige til...’
’Det kan da også godt være, ar jeg bare er enormt naiv, men det har bare aldrig været mit indtryk...?’
’Problemet for mig med ’de store’ er, at de kun er ’til låns’. Hvis vi en dag ikke er sammen længere, eller der skulle ske dig noget, vil jeg pludselig ikke kunne se dem længere...’
Men det er jo noget helt andet. Det er ikke, at biologien sætter en stopper for hvor meget, man kan elske børnene. Og så er det selvfølgelig alligevel, indirekte, fordi biologien eller manglen på samme gør, at der ingen rettigheder er. Al den kærlighed og omsorg, man har givet disse børn, man ikke delte biologi med, tæller ikke, hvis forældrene går fra hinanden, eller den biologiske forældre dør, og der er andre biologiske slægtninge, der kan og vil tage sig af dem. Partneren er væk, af den ene eller anden årsag, og det samme er børnene. Det handler ikke om mangel på eller mindre kærlighed, men om angsten for at miste. Om at turde at elske nogen, som måske kan være væk ved et trylleslag.
Den angst kan jeg forstå.
Vi har nogle gange talt om, at vi godt kunne tænke os at være plejefamilie, men, udover at vi formentlig ikke ville blive godkendt, fordi vi allerede har så mange egne børn, er netop angsten for at miste mit største problem med det. For jeg ved med mig selv, at jeg ville knytte mig lige så meget til et barn med andre forældre som mine egne, hvis det voksede op i vores familie på fuldstændig lige vilkår som alle de andre. Jeg ville også tude, når han eller hun stod på scenen til noget skoleteater eller sang i forbindelse med afslutning på musikskolen – det ville jo være mit barn. Samtidig ville jeg altid have bevidstheden om, at de biologiske forældre pludselig kunne få lov til at få barnet igen, hvis deres liv kom på ret køl igen efter nogle år. Og jeg ville skulle give barnet væk. Det ville jeg simpelthen have det så svært med.
Så jeg forstår angsten for at give sig hen til en eller nogle, som man ingen ’rettigheder’ har til. Men jeg tror ikke på, at man kan være så kategorisk at sige, at man aldrig kan elske andres børn lige så meget som ens egne. Det er jeg overbevist om, at jeg (og min mand) kan. Og så vil der også være mange andre, der kan.
’Min lille skat!’ ’Min dejlige dreng!’ ’Mit elskede barn!’ handler alle om mere end biologi. I hvert fald i min verden...
Kærligst Charlotte
Det var lige præcis det sidste, der kom enormt meget bag på mig. Den helt kategoriske holdning til det. At det var bare en sandhed, der nærmest ikke kunne diskuteres.
Derudover ’ramte’ det mig, fordi jeg selv lever i et forhold med en ny mand, der har måttet tage tre børn ind i sit liv og derefter har fået tre ekstra sammen med mig. Og mit indtryk har altid været, at der på ingen måde var forskel i hans behandling af eller følelser for egne børn og mine børn. Der har aldrig været skyggen af, at nogle var ’mine’ og andre ’vores’ – de er alle sammen ’vores’.
Men det fik mig også til at tænke. Tænke på om det virkelig kan passe? Kan man ikke elske andres børn lige så meget som ens egne? Er biologien i virkeligheden også en slags kærlighedsfaktor?
Hvis det virkelig er sådan, hvad så med de par, der i årevis har forsøgt at få deres eget biologiske barn men til sidst giver op og efter adoptionen alligevel ender med, af helt mirakuløse årsager, at blive gravide og få et barn, som de begge er biologiske forældre til? Bliver det første og ældste barn så skubbet lidt ud på sidelinjen, fordi de ikke deler biologi med det?
Samtidig satte det også gang i en masse bekymring, som jeg ellers troede, at jeg havde sluppet for mange år siden. Elsker min mand virkelig mine børn fra mit første ægteskab mindre end de børn, vi har fået sammen?
Bekymringen, eller i hvert fald tankerne omkring det, voksede så meget, at jeg refererede, hvad jeg havde hørt og spurgte: ’Passer det?’
Der var stille lidt, inden Jonas svarede: ’Det ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal sige til...’
’Det kan da også godt være, ar jeg bare er enormt naiv, men det har bare aldrig været mit indtryk...?’
’Problemet for mig med ’de store’ er, at de kun er ’til låns’. Hvis vi en dag ikke er sammen længere, eller der skulle ske dig noget, vil jeg pludselig ikke kunne se dem længere...’
Men det er jo noget helt andet. Det er ikke, at biologien sætter en stopper for hvor meget, man kan elske børnene. Og så er det selvfølgelig alligevel, indirekte, fordi biologien eller manglen på samme gør, at der ingen rettigheder er. Al den kærlighed og omsorg, man har givet disse børn, man ikke delte biologi med, tæller ikke, hvis forældrene går fra hinanden, eller den biologiske forældre dør, og der er andre biologiske slægtninge, der kan og vil tage sig af dem. Partneren er væk, af den ene eller anden årsag, og det samme er børnene. Det handler ikke om mangel på eller mindre kærlighed, men om angsten for at miste. Om at turde at elske nogen, som måske kan være væk ved et trylleslag.
Den angst kan jeg forstå.
Vi har nogle gange talt om, at vi godt kunne tænke os at være plejefamilie, men, udover at vi formentlig ikke ville blive godkendt, fordi vi allerede har så mange egne børn, er netop angsten for at miste mit største problem med det. For jeg ved med mig selv, at jeg ville knytte mig lige så meget til et barn med andre forældre som mine egne, hvis det voksede op i vores familie på fuldstændig lige vilkår som alle de andre. Jeg ville også tude, når han eller hun stod på scenen til noget skoleteater eller sang i forbindelse med afslutning på musikskolen – det ville jo være mit barn. Samtidig ville jeg altid have bevidstheden om, at de biologiske forældre pludselig kunne få lov til at få barnet igen, hvis deres liv kom på ret køl igen efter nogle år. Og jeg ville skulle give barnet væk. Det ville jeg simpelthen have det så svært med.
Så jeg forstår angsten for at give sig hen til en eller nogle, som man ingen ’rettigheder’ har til. Men jeg tror ikke på, at man kan være så kategorisk at sige, at man aldrig kan elske andres børn lige så meget som ens egne. Det er jeg overbevist om, at jeg (og min mand) kan. Og så vil der også være mange andre, der kan.
’Min lille skat!’ ’Min dejlige dreng!’ ’Mit elskede barn!’ handler alle om mere end biologi. I hvert fald i min verden...
Kærligst Charlotte
tirsdag den 14. juli 2009
Sex og samliv – orker vi det?
For nylig hørte jeg udsagnet: ’Folk der ikke har et sexliv, går fra hinanden.’ Selv om det kan lyde meget barskt, er jeg fuldstændig enig.
Selvfølgelig kan der være årsager som sygdom og ulykker, der gør, at det pludselig bliver en umulighed at opretholde et sexliv enten i en periode eller for altid. I disse forhold kan man så bare håbe, at der er et rigt kærlighedsliv på andre måder (kys, kram og kærtegn er jo også en slags sex – eller i hvert fald intimitet), der holder parret sammen alligevel.
Men mange af os, der ikke har været ude for en ulykke eller svær sygdom, har også oplevet, at sexlivet har kørt på lavblus eller helt er forsvundet i forbindelse med graviditet og fødsel.
Efter at have født mit første barn oplevede jeg, at sex pludselig blev utroligt svært. Min normalt meget lille barm voksede i løbet af ganske få dage til langt over Pamela Andersson-størrelse – og den var utrolig flot. Men den var også helt utrolig øm. Brysterne var spændt til bristepunktet, og den mindste berøring fik mig til at fare sammen. Derudover havde jeg det rigtigt svært med at omstille mig. Svært med at mine bryster både skulle være ’madkammer’ for vores lille ny og sexobjekter for min mand. Det kunne mit hoved bare ikke rumme.
’Forneden’ var jeg også en del øm, selv om det havde været en ’nem’ fødsel uden for mange sprængninger og efterfølgende syninger. Men tanken om sex gjorde mig nervøs, selv om jeg normalt ikke er bange for smerte og også har en relativt høj smertetærskel. Det fik mig simpelthen til at spænde i hele kroppen på trods, af at jeg godt vidste, at det var lige præcis det, jeg ikke skulle gøre, hvis vi gen skulle have genoptaget et sexliv. Og hvis det ikke skulle gøre ondt på mig.
Med tiden fik vi et sexliv op at stå igen. Men der gik lang tid, og det var noget mere sporadisk end tidligere. Ømheden (både foroven og forneden) fortager sig jo heldigvis igen, men så kommer der alt det andet. Trætheden på grund af amning og natteroderi, og måske også irritation og vrede over et manglende socialt liv og barnets fars manglende evne til at hjælpe og aflaste eller bare forstå, at man er så ufatteligt træt.
Men det er svært – både for kvinden og manden. Et nyfødt barn tager næsten al ens energi som mor, og samtidig kommer det nemt til at skubbe faren ud på et sidespor. De første par måneder efter en fødsel har man jo nærmest ikke født endnu. Barnet hænger i hvert fald næsten uløseligt sammen med den ammende mor, så barn og mor på det nærmeste stadig er én person – og det gør sexlivet svært.
For mig endte det med et brud på vores barns 1-års fødselsdag. Da vi så igen fandt sammen og også fik barn nummer to og tre, var det noget, jeg var meget opmærksom på – at jeg var nødt til at lave om på indstillingen i mit eget hoved, så jeg både var madkammer og sexobjekt, og vi relativt hurtigt kunne få et sexliv op at stå igen.
Men det er ikke kun mødre, der kan skrue ned for knappen med ’sexliv’ på. Nogle mænd dropper et sexliv med moren til deres barn på grund af hensyn til kvinden både under graviditeten og efter fødslen, og så går der pludselig rigtig lang tid. Og med så meget andet er det også med sexlivet sådan, at jo længere tid, der går, jo sværere bliver det at tage det op. Andre mænd kan slet ikke have tanken om et sexliv efter at have set et barn komme ud ’samme sted’ – oralsex bliver i hvert fald fuldstændig udelukket. Og andre igen føler bare, at livet er blevet for svært og for hårdt, efter at der også er kommet et barn ind i familien. Arbejdet stresser, og det gør hjemmelivet og børnene (eller arbejdet med dem) også. Så meget, at når der endelig er tid til at være voksne sammen, om det så er at snakke, holde i hånd eller gå hele vejen og have samleje, droppes det til fordel for søvn.
Hvad gør man så, hvis man sidder der alene i sofaen og er den eneste, der er vågen og bare savner sin mand?
For det første vil jeg jo mene, at man bør prøve at snakke om det. Men hvis der er andet galt i forholdet, kan kommunikationen hurtigt blive meget svær. Eller er han bare en virkelig ’presset mand’, afløses trætheden nemt af irritation og vrede, og så udvikler snakken sig i løbet af få minutter til et regulært skænderi. Uanset hvad, er det jo i hvert fald rigtigt svært at have en samtale med, der sover, ikk’?
Man kan jo også prøve almindeligt kendte tricks som lækkert undertøj, tidligt i seng med stearinlys, massageolie og en fræk film, en aften eller weekend uden børn med god mad og tid til hinanden.
Men hvis han har mistet interessen, er det jo slet ikke sikkert nogle af disse ting har en effekt. Måske stiller han sig endda op med et smil på læben, når du står der i g-streng og gennemsigtig bh og spørger: ’Hvad skal du med det der?’ Eller måske lægger han slet ikke mærke til det, fordi han allerede er på vej i soveland, selv om klokken endnu ikke er 21.
Og hvad så? Det ved jeg faktisk ikke...
Men jeg ved, at det for mig som kvinde er rigtigt svært at bibeholde min følelse af kvindelighed, hvis min mand ikke er interesseret, og jeg ikke bare en gang imellem føler mig begæret. At det er svært ikke at miste noget selvtillid og komme til at stille sig selv spørgsmål som: ’Hvad er der galt med mig? Er jeg ikke længere sexet, fordi jeg har født? Er jeg ulækker? Lugter jeg? Hvad er det, jeg gør forkert her?’
At vi er nødt til ’orke’ nogle af de ting, vi ikke ’orker’, hvis vi skal blive sammen. Og at når vi trodser trætheden for bare at bruge fem-ti minutter på lidt intimitet med hinanden, får vi rent faktisk mere overskud af det, end det krævede af os at gøre det.
Og jeg ved, at hun har ret, hende der sagde: ’Folk, der ikke har et sexliv, går fra hinanden.’
Måske ikke efter et år, to eller fem – men det vil ske... Hvis vi ikke passer på os selv og hinanden. Og hvis vi lader os ’reducere’ til kun at være forældre. Vi er stadig også kærester. Og kærester har altså sex.
Kærligst Charlotte
Selvfølgelig kan der være årsager som sygdom og ulykker, der gør, at det pludselig bliver en umulighed at opretholde et sexliv enten i en periode eller for altid. I disse forhold kan man så bare håbe, at der er et rigt kærlighedsliv på andre måder (kys, kram og kærtegn er jo også en slags sex – eller i hvert fald intimitet), der holder parret sammen alligevel.
Men mange af os, der ikke har været ude for en ulykke eller svær sygdom, har også oplevet, at sexlivet har kørt på lavblus eller helt er forsvundet i forbindelse med graviditet og fødsel.
Efter at have født mit første barn oplevede jeg, at sex pludselig blev utroligt svært. Min normalt meget lille barm voksede i løbet af ganske få dage til langt over Pamela Andersson-størrelse – og den var utrolig flot. Men den var også helt utrolig øm. Brysterne var spændt til bristepunktet, og den mindste berøring fik mig til at fare sammen. Derudover havde jeg det rigtigt svært med at omstille mig. Svært med at mine bryster både skulle være ’madkammer’ for vores lille ny og sexobjekter for min mand. Det kunne mit hoved bare ikke rumme.
’Forneden’ var jeg også en del øm, selv om det havde været en ’nem’ fødsel uden for mange sprængninger og efterfølgende syninger. Men tanken om sex gjorde mig nervøs, selv om jeg normalt ikke er bange for smerte og også har en relativt høj smertetærskel. Det fik mig simpelthen til at spænde i hele kroppen på trods, af at jeg godt vidste, at det var lige præcis det, jeg ikke skulle gøre, hvis vi gen skulle have genoptaget et sexliv. Og hvis det ikke skulle gøre ondt på mig.
Med tiden fik vi et sexliv op at stå igen. Men der gik lang tid, og det var noget mere sporadisk end tidligere. Ømheden (både foroven og forneden) fortager sig jo heldigvis igen, men så kommer der alt det andet. Trætheden på grund af amning og natteroderi, og måske også irritation og vrede over et manglende socialt liv og barnets fars manglende evne til at hjælpe og aflaste eller bare forstå, at man er så ufatteligt træt.
Men det er svært – både for kvinden og manden. Et nyfødt barn tager næsten al ens energi som mor, og samtidig kommer det nemt til at skubbe faren ud på et sidespor. De første par måneder efter en fødsel har man jo nærmest ikke født endnu. Barnet hænger i hvert fald næsten uløseligt sammen med den ammende mor, så barn og mor på det nærmeste stadig er én person – og det gør sexlivet svært.
For mig endte det med et brud på vores barns 1-års fødselsdag. Da vi så igen fandt sammen og også fik barn nummer to og tre, var det noget, jeg var meget opmærksom på – at jeg var nødt til at lave om på indstillingen i mit eget hoved, så jeg både var madkammer og sexobjekt, og vi relativt hurtigt kunne få et sexliv op at stå igen.
Men det er ikke kun mødre, der kan skrue ned for knappen med ’sexliv’ på. Nogle mænd dropper et sexliv med moren til deres barn på grund af hensyn til kvinden både under graviditeten og efter fødslen, og så går der pludselig rigtig lang tid. Og med så meget andet er det også med sexlivet sådan, at jo længere tid, der går, jo sværere bliver det at tage det op. Andre mænd kan slet ikke have tanken om et sexliv efter at have set et barn komme ud ’samme sted’ – oralsex bliver i hvert fald fuldstændig udelukket. Og andre igen føler bare, at livet er blevet for svært og for hårdt, efter at der også er kommet et barn ind i familien. Arbejdet stresser, og det gør hjemmelivet og børnene (eller arbejdet med dem) også. Så meget, at når der endelig er tid til at være voksne sammen, om det så er at snakke, holde i hånd eller gå hele vejen og have samleje, droppes det til fordel for søvn.
Hvad gør man så, hvis man sidder der alene i sofaen og er den eneste, der er vågen og bare savner sin mand?
For det første vil jeg jo mene, at man bør prøve at snakke om det. Men hvis der er andet galt i forholdet, kan kommunikationen hurtigt blive meget svær. Eller er han bare en virkelig ’presset mand’, afløses trætheden nemt af irritation og vrede, og så udvikler snakken sig i løbet af få minutter til et regulært skænderi. Uanset hvad, er det jo i hvert fald rigtigt svært at have en samtale med, der sover, ikk’?
Man kan jo også prøve almindeligt kendte tricks som lækkert undertøj, tidligt i seng med stearinlys, massageolie og en fræk film, en aften eller weekend uden børn med god mad og tid til hinanden.
Men hvis han har mistet interessen, er det jo slet ikke sikkert nogle af disse ting har en effekt. Måske stiller han sig endda op med et smil på læben, når du står der i g-streng og gennemsigtig bh og spørger: ’Hvad skal du med det der?’ Eller måske lægger han slet ikke mærke til det, fordi han allerede er på vej i soveland, selv om klokken endnu ikke er 21.
Og hvad så? Det ved jeg faktisk ikke...
Men jeg ved, at det for mig som kvinde er rigtigt svært at bibeholde min følelse af kvindelighed, hvis min mand ikke er interesseret, og jeg ikke bare en gang imellem føler mig begæret. At det er svært ikke at miste noget selvtillid og komme til at stille sig selv spørgsmål som: ’Hvad er der galt med mig? Er jeg ikke længere sexet, fordi jeg har født? Er jeg ulækker? Lugter jeg? Hvad er det, jeg gør forkert her?’
At vi er nødt til ’orke’ nogle af de ting, vi ikke ’orker’, hvis vi skal blive sammen. Og at når vi trodser trætheden for bare at bruge fem-ti minutter på lidt intimitet med hinanden, får vi rent faktisk mere overskud af det, end det krævede af os at gøre det.
Og jeg ved, at hun har ret, hende der sagde: ’Folk, der ikke har et sexliv, går fra hinanden.’
Måske ikke efter et år, to eller fem – men det vil ske... Hvis vi ikke passer på os selv og hinanden. Og hvis vi lader os ’reducere’ til kun at være forældre. Vi er stadig også kærester. Og kærester har altså sex.
Kærligst Charlotte
søndag den 12. juli 2009
Hvornår er nok, nok?
Og hvornår siger man stop, når parforholdet ikke fungerer? Især når det ikke er ens eget? Kan man overhovedet tillade sig at sige til en nær veninde eller et familiemedlem, at nu synes man, at hun skulle tage sine ting og gå? Jeg ved det ikke... For jeg synes, den er rigtig svær.
Vi kender alle historierne om par, der ikke fungerer, men alligevel ender med at få et barn sammen og måske købe et hus, alt imens de har skændtes og haft det ad H... til i flere år. Måske når de også at lave en tilbygning, få et barn eller to mere, før de endelig efter en årrække også når til den erkendelse, som har været åbenlys for alle omkring dem – at de bare ikke var et par ’made in heaven’.
Selv har jeg også været en af de historier. På min ældstes 1-års fødselsdag tog jeg til fest med en veninde, efter at alle gæsterne var gået, og dagen efter kom min daværende mands far og hjalp ham med at flytte ud til en god ven. Ikke på grund af veninde-byturen – vi havde i lang tid begge vidst, at han ville flytte dagen efter fødselsdagen. Men vi holdt facaden så længe, der var gæster for vores barns skyld.
Et par måneder senere flyttede han tilbage igen, og vi var enige om at virkelig forsøge at få det til at fungere igen.
Det prøvede vi så på i seks år. Det blev til både to børn mere og et huskøb, flere runder i parterapi, og en måned hvor mine børns far pakkede sportstasken flere gange og gik, for blot at komme tilbage igen senere samme dag eller den næste samt nogle gevaldige skænderier, der vækkede det meste af nabolaget, inden vi, efter kun godt et halvt år sammen i vores nye hus, måtte se hinanden i øjnene og erkende, at NU var vi nået til enden af vejen. Der var bare ikke mere at give. Ikke mere at prøve. Og ingen af os, tror jeg, kunne holde til at leve på denne måde længere.
Men igennem årene havde jeg især én veninde, der flere gange sagde: ’Hvorfor går du ikke bare?’
Der er bare ikke ret meget ’bare’ over et brud. Slet ikke når der er børn involveret. Derfor kan jeg heller ikke få mig selv til at sige det samme til nogen andre. Hvis der er børn i forholdet, og der ikke er hverken vold eller misbrug fra den anden parts side, kommer jeg ikke til at sige: ’Så gå dog!’ Heller ikke selv om jeg kan se, at de gør det sværere for sig selv og hinanden at tage bruddet senere, fordi der kommer både flere børn til og større økonomiske forpligtelser på grund af for eksempel huskøb. Men hvis der ’bare’ er tale om et ulykkeligt parforhold, tror jeg, mange af os har brug for de mange tilløb og hele processen.
Brug for at vide, at de i det mindste har prøvet, selv om de i årevis ikke går/gør det nødvendige, som andre omkring dem kan se, at de er nødt til at gøre. De bliver ved med at prøve. Og ved med at håbe. Håbe på at når der ikke længere er så meget pres på arbejdet, bliver alt bedre. Prøver at tale sammen, selv om det 99% af gangene ender i et skænderi. Eller også er det hele tanken om et brud, der bare ikke er til at bære. Måske fordi man selv er skilsmissebarn og så ufattelig gerne vil være ’undtagelsen, der bekræfter reglen’.
Jeg er selv skilsmissebarn og den ældste af sammenbragt en flok på seks. Af de fem af os, der indtil videre har fået børn, har de fire af os oplevet brud – efter at have sat børn i verden. Og jeg tror ikke, en eneste af os ikke har haft ønsket om IKKE at blive skilt. Det skulle vores barn/børn i hvert fald ikke opleve. Vi ville gøre det bedre end vores egne forældre. Bryde cirklen. Bryde den sociale arv.
Vi ville så gerne være undtagelsen. Den er bare ikke værd at være ulykkelig for, vel?
Men alligevel må konklusionen nok være, at ’Nu er nok, nok!’ kun er noget, den eller de, der er i forholdet, kan komme frem til...
Kærligst Charlotte
Vi kender alle historierne om par, der ikke fungerer, men alligevel ender med at få et barn sammen og måske købe et hus, alt imens de har skændtes og haft det ad H... til i flere år. Måske når de også at lave en tilbygning, få et barn eller to mere, før de endelig efter en årrække også når til den erkendelse, som har været åbenlys for alle omkring dem – at de bare ikke var et par ’made in heaven’.
Selv har jeg også været en af de historier. På min ældstes 1-års fødselsdag tog jeg til fest med en veninde, efter at alle gæsterne var gået, og dagen efter kom min daværende mands far og hjalp ham med at flytte ud til en god ven. Ikke på grund af veninde-byturen – vi havde i lang tid begge vidst, at han ville flytte dagen efter fødselsdagen. Men vi holdt facaden så længe, der var gæster for vores barns skyld.
Et par måneder senere flyttede han tilbage igen, og vi var enige om at virkelig forsøge at få det til at fungere igen.
Det prøvede vi så på i seks år. Det blev til både to børn mere og et huskøb, flere runder i parterapi, og en måned hvor mine børns far pakkede sportstasken flere gange og gik, for blot at komme tilbage igen senere samme dag eller den næste samt nogle gevaldige skænderier, der vækkede det meste af nabolaget, inden vi, efter kun godt et halvt år sammen i vores nye hus, måtte se hinanden i øjnene og erkende, at NU var vi nået til enden af vejen. Der var bare ikke mere at give. Ikke mere at prøve. Og ingen af os, tror jeg, kunne holde til at leve på denne måde længere.
Men igennem årene havde jeg især én veninde, der flere gange sagde: ’Hvorfor går du ikke bare?’
Der er bare ikke ret meget ’bare’ over et brud. Slet ikke når der er børn involveret. Derfor kan jeg heller ikke få mig selv til at sige det samme til nogen andre. Hvis der er børn i forholdet, og der ikke er hverken vold eller misbrug fra den anden parts side, kommer jeg ikke til at sige: ’Så gå dog!’ Heller ikke selv om jeg kan se, at de gør det sværere for sig selv og hinanden at tage bruddet senere, fordi der kommer både flere børn til og større økonomiske forpligtelser på grund af for eksempel huskøb. Men hvis der ’bare’ er tale om et ulykkeligt parforhold, tror jeg, mange af os har brug for de mange tilløb og hele processen.
Brug for at vide, at de i det mindste har prøvet, selv om de i årevis ikke går/gør det nødvendige, som andre omkring dem kan se, at de er nødt til at gøre. De bliver ved med at prøve. Og ved med at håbe. Håbe på at når der ikke længere er så meget pres på arbejdet, bliver alt bedre. Prøver at tale sammen, selv om det 99% af gangene ender i et skænderi. Eller også er det hele tanken om et brud, der bare ikke er til at bære. Måske fordi man selv er skilsmissebarn og så ufattelig gerne vil være ’undtagelsen, der bekræfter reglen’.
Jeg er selv skilsmissebarn og den ældste af sammenbragt en flok på seks. Af de fem af os, der indtil videre har fået børn, har de fire af os oplevet brud – efter at have sat børn i verden. Og jeg tror ikke, en eneste af os ikke har haft ønsket om IKKE at blive skilt. Det skulle vores barn/børn i hvert fald ikke opleve. Vi ville gøre det bedre end vores egne forældre. Bryde cirklen. Bryde den sociale arv.
Vi ville så gerne være undtagelsen. Den er bare ikke værd at være ulykkelig for, vel?
Men alligevel må konklusionen nok være, at ’Nu er nok, nok!’ kun er noget, den eller de, der er i forholdet, kan komme frem til...
Kærligst Charlotte
tirsdag den 7. juli 2009
Teenager, kend dig selv!
”Din teenager skal coaches ikke opdrages”. Sådan lød titlen på en bog fra 2007, som den tidligere Guldfire-roer Arne Nielsson var medforfatter på. Og det er et citat, som jægersoldaten Nicolai Moltke-Leth også ynder at hive frem, når han skal fortælle om sine kurser ’Camp True North’, der netop er coaching-kurser for børn og unge i alderen 12-19 år. Her skal de igennem coaching, NLP (neuro linguistic planning), diverse undervisnings- og indlæringsteknikker blandt andet lære at tale for en større forsamling, få bedre og mere selvtillid samt ikke mindst at sætte sig klare mål i livet og følge dem.
Men mente Arne Nielsson ikke, at denne coaching skulle foregå på forældreplan? Bogen var i hvert fald henvendt til forældre, og selv om jeg ikke har læst den, kan jeg ikke et eneste sted finde, at den skulle anbefale, at man som forældre sender sine børn og teenagere på et decideret coaching-kursus.
På gyldendals-boernebogklub.dk kan man læse dette uddrag fra bogen, der handler om "deep listening":
De bedste oplevelser kommer ofte ved, at du ikke siger noget. Prøv at være stille. Hold kaje, og se hvad der sker. Især når din teenager har fremprovokeret vrede eller angst. Prøv at give dig selv tid til at komme dig. Og bed så dit barn forklare, hvad der skete. Fordi du gerne vil forstå, ikke fordi du skal af med noget. Lad dig indvie i barnets tanker og følelser, opgiv at prøve at påvirke med fornuft, for det var netop ikke fornuft, der drev barnet i første omgang.
Og du kan med held træne dig i at lytte sammen med din partner. Det gavner ikke bare dit forhold til din teenager, men også jeres parforhold.
Det gælder om ærlig og enkel kommunikation. Prøv at stille det helt enkle spørgsmål: "Fortæl mig om din situation", og når du får svar, så igen: "Fortæl mig mere", "fortæl mig endnu mere, så jeg kan blive bedre til at hjælpe dig." Din teenager taler i langt det meste af tiden og taler sig selv frem til en så dyb selvforståelse, som han eller hun ikke har haft før. På et tidspunkt, når barnet har talt sig ned i sine bevidsthedslag, kan du endelig spørge: "Hvad er så vigtigt ved det her, hvad står på spil for dig?" Og så er det, du opdager, at det slet ikke handler om det, du troede. Den erkendelse får man ikke, hvis man begynder en samtale med at fortælle teenageren, hvad man miner, han eller hun skal gøre. Det hedder "deep listening" og det er kernen i den coaching, der skal til over for en teenager.
Men alt der her handler jo om forældre/barn-relationen – ikke et kursus. For nylig måtte jeg selv tage stilling til, om min ældste på 15 år skulle på Moltke-Leths kursus Camp True North. Kurset henvender sig til alle unge mellem 13 og 18 år, men der tilbydes også camps helt ned til alderen 9-12 år. Og jeg må indrømme, at jeg er mere end skeptisk overfor det.
I informationsmaterialet fra Camp True North står der blandt andet:
Camp True North er en 5-dages ungdomscamp udviklet til dig, som ønsker at
udvikle dine sociale færdigheder & dine kommunikationsevner. At få mulighed for at lære at fastholde dine personlige mål samt styrke kendskabet til dig selv og dine
værdier. Alt sammen mens du har det sjovt og skaber nye venskaber.
Et supplement til skolen
Formålet er at give dine faglige færdigheder fra skolen modspil.
Programmet er meget udfordrende og du vil bl.a. udvikle dine færdigheder indenfor:
I bund og grund handler det om personlig udvikling, og at de unge igennem dette kursus skal lære sig selv bedre at kende, siger de. Men er det ikke netop det hele puberteten og teenage-årene handler om? At det er en udviklings- og modningsproces, som vi alle skal igennem?
Jeg er nervøs for, at et sådant kursus kommer til at lukke nogle døre i stedet for at sørge for, at de alle står åbne. Hvis der bliver for meget tunnelsyn, risikerer vi så ikke, at børnene allerede som helt unge teenagere bliver ’formet’ i stedet for at få mulighed for at forme sig selv? Og hvorfor skal man allerede fra 13-års alderen (for slet ikke at tale om 9-års alderen...) have helt klare mål for sig selv og sin fremtid?
Lad dem dog være børn og unge, der er både bange, skrøbelige, generte, nervøse, og hvad der ellers måtte være – det hører jo alt sammen med til denne tid i livet. Og skal vi virkelig på kursus, så send forældrene af sted, så det er dem, der får nogle værktøjer. I stedet for at fortælle børnene, hvordan de skal håndtere deres liv i en, for nogle, meget svær periode af deres liv, så fortæl forældrene, hvordan de skal håndtere børnene og den ændrede situation.
Jeg vil i hvert fald ikke nu, hvor min søn på 15 år stadig er meget usikker på, hvem han er og hvad der foregår sende ham af sted på et 5-dages kursus for at opnå større afklaring. Den proces må for min skyld gerne vare de næste 5 år...
Kærligst Charlotte
Men mente Arne Nielsson ikke, at denne coaching skulle foregå på forældreplan? Bogen var i hvert fald henvendt til forældre, og selv om jeg ikke har læst den, kan jeg ikke et eneste sted finde, at den skulle anbefale, at man som forældre sender sine børn og teenagere på et decideret coaching-kursus.
På gyldendals-boernebogklub.dk kan man læse dette uddrag fra bogen, der handler om "deep listening":
De bedste oplevelser kommer ofte ved, at du ikke siger noget. Prøv at være stille. Hold kaje, og se hvad der sker. Især når din teenager har fremprovokeret vrede eller angst. Prøv at give dig selv tid til at komme dig. Og bed så dit barn forklare, hvad der skete. Fordi du gerne vil forstå, ikke fordi du skal af med noget. Lad dig indvie i barnets tanker og følelser, opgiv at prøve at påvirke med fornuft, for det var netop ikke fornuft, der drev barnet i første omgang.
Og du kan med held træne dig i at lytte sammen med din partner. Det gavner ikke bare dit forhold til din teenager, men også jeres parforhold.
Det gælder om ærlig og enkel kommunikation. Prøv at stille det helt enkle spørgsmål: "Fortæl mig om din situation", og når du får svar, så igen: "Fortæl mig mere", "fortæl mig endnu mere, så jeg kan blive bedre til at hjælpe dig." Din teenager taler i langt det meste af tiden og taler sig selv frem til en så dyb selvforståelse, som han eller hun ikke har haft før. På et tidspunkt, når barnet har talt sig ned i sine bevidsthedslag, kan du endelig spørge: "Hvad er så vigtigt ved det her, hvad står på spil for dig?" Og så er det, du opdager, at det slet ikke handler om det, du troede. Den erkendelse får man ikke, hvis man begynder en samtale med at fortælle teenageren, hvad man miner, han eller hun skal gøre. Det hedder "deep listening" og det er kernen i den coaching, der skal til over for en teenager.
Men alt der her handler jo om forældre/barn-relationen – ikke et kursus. For nylig måtte jeg selv tage stilling til, om min ældste på 15 år skulle på Moltke-Leths kursus Camp True North. Kurset henvender sig til alle unge mellem 13 og 18 år, men der tilbydes også camps helt ned til alderen 9-12 år. Og jeg må indrømme, at jeg er mere end skeptisk overfor det.
I informationsmaterialet fra Camp True North står der blandt andet:
Camp True North er en 5-dages ungdomscamp udviklet til dig, som ønsker at
udvikle dine sociale færdigheder & dine kommunikationsevner. At få mulighed for at lære at fastholde dine personlige mål samt styrke kendskabet til dig selv og dine
værdier. Alt sammen mens du har det sjovt og skaber nye venskaber.
Et supplement til skolen
Formålet er at give dine faglige færdigheder fra skolen modspil.
Programmet er meget udfordrende og du vil bl.a. udvikle dine færdigheder indenfor:
- Kommunikation ”Public Speaking”
- Teamwork Selvtillid og selvværd
- Personlig målsætning Rollen som rollemodel
- Sociale færdigheder Indre styrke & fokus
- Personlig ledelse Motivation af dig selv og andre
- Vend dine svagheder til din styrke Prioritering og tidsstyring
- Ernæring & motion
I bund og grund handler det om personlig udvikling, og at de unge igennem dette kursus skal lære sig selv bedre at kende, siger de. Men er det ikke netop det hele puberteten og teenage-årene handler om? At det er en udviklings- og modningsproces, som vi alle skal igennem?
Jeg er nervøs for, at et sådant kursus kommer til at lukke nogle døre i stedet for at sørge for, at de alle står åbne. Hvis der bliver for meget tunnelsyn, risikerer vi så ikke, at børnene allerede som helt unge teenagere bliver ’formet’ i stedet for at få mulighed for at forme sig selv? Og hvorfor skal man allerede fra 13-års alderen (for slet ikke at tale om 9-års alderen...) have helt klare mål for sig selv og sin fremtid?
Lad dem dog være børn og unge, der er både bange, skrøbelige, generte, nervøse, og hvad der ellers måtte være – det hører jo alt sammen med til denne tid i livet. Og skal vi virkelig på kursus, så send forældrene af sted, så det er dem, der får nogle værktøjer. I stedet for at fortælle børnene, hvordan de skal håndtere deres liv i en, for nogle, meget svær periode af deres liv, så fortæl forældrene, hvordan de skal håndtere børnene og den ændrede situation.
Jeg vil i hvert fald ikke nu, hvor min søn på 15 år stadig er meget usikker på, hvem han er og hvad der foregår sende ham af sted på et 5-dages kursus for at opnå større afklaring. Den proces må for min skyld gerne vare de næste 5 år...
Kærligst Charlotte
Forældre eller kærester? Eller begge dele?
Man kan snart ikke gå på nettet uden at støde på en annonce for parterapi – i alverdens former.
Og hvad skal man så bruge det til? Ja, man kan for eksempel bruge det til at blive sammen. Eller også finde ud af, at der bare ikke er mere at give, men så har man i det mindste prøvet...
Uanset hvad, tror jeg, rigtig mange forældre oplever, at det at blive forældre, udover i langt de fleste tilfælde at være en meget lykkelig begivenhed, også er en kæmpe udfordring for parforholdet. For det er et helt nyt liv med nye udfordringer, opgaver og prioriteter. Og det kan være meget svært at finde tiden og energien til hinanden. Kærestelivet med dejlig og eksperimenterende sex, spontane aftener i byen enten sammen eller hver for sig med venner og de lange søndage i sengen, hvor man bare koncentrerer sig om hinanden afløses af bleskift, natteroderi og skænderier om, hvem der nu skal tage sig af hvad.
En del par holder ikke til det nye liv meget mere end et år. Nogle klarer det første barn og får så et til. Nu er der så bare aldrig nogen, der kan ’holde fri’, for nu er der en til hver. Klarer de også den og har mod på en tredje, vil man opleve, at nu mangler man altid en hånd. Der er tre børn, men du har stadig kun to hænder. Så når du er færdig med at give den tredje flyverdragten på i institutionen, har den første taget sin af – og så starter vi forfra.
Og midt i alt kaoset skal der også være tid til jer – mor og far. Eller rettere sagt, skal der være tid til at være andet end mor og far. Der skal være tid til at være kærester. Og det er svært for rigtig mange.
Begge parter er trætte, så når der endelig er tid til at snakke om tingene efter en lang og anstrengende dag, er der ikke mere at give af. I stedet for at kramme, kysse, snakke eller bare holde i hånd falder vi om kuld på sofaen eller med ryggen til hinanden i den selv samme dobbeltseng, som vi lavede barnet eller børnene i. Og børn kommer der i hvert fald ikke flere af lige nu. For som en veninde en gang sagde til mig, da jeg spurgte, om der var planlagt familieforøgelse: ’Hvis vi skal have flere børn, kræver det da som minimum, at vi har sex!’
Kærligheden og glæden ved hinanden er afløst af et praktik-fællesskab, hvor vi deler opgaverne imellem os. De lange givende samtaler, vi havde først i vores forhold, er blevet til indforståede forventninger, hvor vi er holdt op med at sætte ord på vores forventninger og give udtryk for vores ønsker, men i stedet tror, det ved han eller hun da godt, at jeg mener, tror, synes, føler, tænker...
Men nej, det gør han ikke. Eller måske har han ikke længere overskuddet til at opdage det, fordi det er blevet en anden hverdag, hvor ingen af jer længere er No.1. I er begge to nu nummer to, tre, fire eller endnu længere nede i rækken, hvis vi også tager arbejde og interesser med. Og måske er det især nu, hvor vi er blevet familie, at vi bør have langt større fokus på kommunikationen – både den verbale og den fysiske. Ellers ender vi nemt i den situation, hvor vi forventer, at den anden bare ved det. Og når den anden så ikke gør det, bliver vi først sårede og kede af det, for til sidst efter en længere periode at blive enormt vrede.
Sex har måske længe været ikke-eksisterende, og nu kan vi heller ikke længere tale sammen uden at ende i en konflikt eller et skænderi. Fortsætter det længe nok, vil vi uvægerligt ende med at gå fra hinanden – enten fordi vi ikke længere kan holde ud at leve sådan, eller fordi en af os vælger at finde den manglende støtte og ’kærlighed’ uden for hjemmets fire vægge.
I mine parforhold har det altid været vigtigt for mig, at enten den fysiske nærhed eller kommunikationen (den gode) var der. Helst skulle der gerne være begge dele, men det kan være svært i en travl hverdag, så derfor valgte jeg på et tidspunkt, at det var ok, hvis bare det ene var til stede. Det er også min erfaring, at kommunikationen kan være det sværeste at holde fast i, når tingene går lidt skævt, og så kan det at holde fast i bare en eller anden form for sexliv hjælpe én ret langt. I længden er det så alligevel ikke sikkert, at det er nok, og så kan parterapi være en rigtig god hjælp.
En veninde spurgte for nylig ind til mine erfaringer med parterapi, og et af hendes spørgsmål var: ’Ender man så ikke nemt med at sidde og skændes?’ Og det er netop det, der er så skønt ved parterapi, at det gør man ikke. Jeg sidder ikke og taler direkte til min mand, men i stedet til terapeuten. Bagefter får min mand så ’taletid’ (rækkefølgen kan selvfølgelig godt være omvendt), hvor han så reflekterer på de ting, jeg har sagt, eller tager et andet emne op. Så vi får talt om tingene UDEN at ende i et skænderi med diverse beskyldninger, milimeter-demokrati, tårer og at den ene går fra det hele. Og det er godt.
Nogle mener, parterapi er en fallit-erklæring, at vi jo bør kunne tale om tingene selv. Og det bør vi da også i den ideelle verden. Men når vi først overvejer at gå i terapi og få hjælp udefra, er det jo netop fordi, vi synes, at vi har udtømt alle muligheder selv og har brug for nogle indspark og værktøjer til at komme videre.
Jeg siger ikke, at parterapi er løsningen på alt. Jeg har også gået i terapi med min eks-mand, hvor vi kom til den slutning, at der bare ikke var mere at give af. Vi kunne ikke finde frem til den oprindelige kærlighed og tiltrækning, der gjorde, at vi i sin var fundet sammen. Så det endte med et brud.
Men jeg følte, at jeg skyldte mig selv og ikke mindst mine børn, at jeg havde forsøgt alt – også mere end en enkelt gang.
For en skilsmisse er hård for alle implicerede. Den er dybt ulykkelig og for de fleste også et kæmpe nederlag. Måske kan den ikke undgås, men hvis du i det mindste kan sige til dig selv, at du har gjort alt (vel at mærke helhjertet), så er det lidt nemmere ikke at have helt så dårlig samvittighed, når du alligevel kaster håndklædet i ringen.
Blandt andet derfor har parterapi sin berettigelse. Men da især også fordi, den kan hjælpe dig og Jer til at finde frem til hinanden igen, finde overskuddet til sex og/eller ikke mindst få Jer til igen at kommunikere på en ordentlig måde og være åbne overfor, at der stadig skal være plads til Jer – både som individer og kærester, selv om I er blevet forældre.
Mit nuværende ægteskab har, lige som mit første, været meget turbulent. Jeg vælger tilsyneladende mænd, der er meget anderledes end mig, hvilket giver øget ’spænding’ men også store udfordringer.
Forleden kom vi til at tale om de tre ’psykologmuligheder’, man bliver præsenteret for, når der er problemer i parforholdet: ’Du kan acceptere tingene, som de er. Du kan vælge at gøre noget ved det. Eller du kan gå.’
Helt spontant fik jeg udbrudt: ’Jeg håber ikke længere, du overvejer at gå...’, hvortil Jonas svarede:
’Nej, jeg er så glad for, at vi sammen.’
Og så har det været alle pengene værd, selv om det er alt for dyrt – men det er en helt anden diskussion.
Kærligst Charlotte
Og hvad skal man så bruge det til? Ja, man kan for eksempel bruge det til at blive sammen. Eller også finde ud af, at der bare ikke er mere at give, men så har man i det mindste prøvet...
Uanset hvad, tror jeg, rigtig mange forældre oplever, at det at blive forældre, udover i langt de fleste tilfælde at være en meget lykkelig begivenhed, også er en kæmpe udfordring for parforholdet. For det er et helt nyt liv med nye udfordringer, opgaver og prioriteter. Og det kan være meget svært at finde tiden og energien til hinanden. Kærestelivet med dejlig og eksperimenterende sex, spontane aftener i byen enten sammen eller hver for sig med venner og de lange søndage i sengen, hvor man bare koncentrerer sig om hinanden afløses af bleskift, natteroderi og skænderier om, hvem der nu skal tage sig af hvad.
En del par holder ikke til det nye liv meget mere end et år. Nogle klarer det første barn og får så et til. Nu er der så bare aldrig nogen, der kan ’holde fri’, for nu er der en til hver. Klarer de også den og har mod på en tredje, vil man opleve, at nu mangler man altid en hånd. Der er tre børn, men du har stadig kun to hænder. Så når du er færdig med at give den tredje flyverdragten på i institutionen, har den første taget sin af – og så starter vi forfra.
Og midt i alt kaoset skal der også være tid til jer – mor og far. Eller rettere sagt, skal der være tid til at være andet end mor og far. Der skal være tid til at være kærester. Og det er svært for rigtig mange.
Begge parter er trætte, så når der endelig er tid til at snakke om tingene efter en lang og anstrengende dag, er der ikke mere at give af. I stedet for at kramme, kysse, snakke eller bare holde i hånd falder vi om kuld på sofaen eller med ryggen til hinanden i den selv samme dobbeltseng, som vi lavede barnet eller børnene i. Og børn kommer der i hvert fald ikke flere af lige nu. For som en veninde en gang sagde til mig, da jeg spurgte, om der var planlagt familieforøgelse: ’Hvis vi skal have flere børn, kræver det da som minimum, at vi har sex!’
Kærligheden og glæden ved hinanden er afløst af et praktik-fællesskab, hvor vi deler opgaverne imellem os. De lange givende samtaler, vi havde først i vores forhold, er blevet til indforståede forventninger, hvor vi er holdt op med at sætte ord på vores forventninger og give udtryk for vores ønsker, men i stedet tror, det ved han eller hun da godt, at jeg mener, tror, synes, føler, tænker...
Men nej, det gør han ikke. Eller måske har han ikke længere overskuddet til at opdage det, fordi det er blevet en anden hverdag, hvor ingen af jer længere er No.1. I er begge to nu nummer to, tre, fire eller endnu længere nede i rækken, hvis vi også tager arbejde og interesser med. Og måske er det især nu, hvor vi er blevet familie, at vi bør have langt større fokus på kommunikationen – både den verbale og den fysiske. Ellers ender vi nemt i den situation, hvor vi forventer, at den anden bare ved det. Og når den anden så ikke gør det, bliver vi først sårede og kede af det, for til sidst efter en længere periode at blive enormt vrede.
Sex har måske længe været ikke-eksisterende, og nu kan vi heller ikke længere tale sammen uden at ende i en konflikt eller et skænderi. Fortsætter det længe nok, vil vi uvægerligt ende med at gå fra hinanden – enten fordi vi ikke længere kan holde ud at leve sådan, eller fordi en af os vælger at finde den manglende støtte og ’kærlighed’ uden for hjemmets fire vægge.
I mine parforhold har det altid været vigtigt for mig, at enten den fysiske nærhed eller kommunikationen (den gode) var der. Helst skulle der gerne være begge dele, men det kan være svært i en travl hverdag, så derfor valgte jeg på et tidspunkt, at det var ok, hvis bare det ene var til stede. Det er også min erfaring, at kommunikationen kan være det sværeste at holde fast i, når tingene går lidt skævt, og så kan det at holde fast i bare en eller anden form for sexliv hjælpe én ret langt. I længden er det så alligevel ikke sikkert, at det er nok, og så kan parterapi være en rigtig god hjælp.
En veninde spurgte for nylig ind til mine erfaringer med parterapi, og et af hendes spørgsmål var: ’Ender man så ikke nemt med at sidde og skændes?’ Og det er netop det, der er så skønt ved parterapi, at det gør man ikke. Jeg sidder ikke og taler direkte til min mand, men i stedet til terapeuten. Bagefter får min mand så ’taletid’ (rækkefølgen kan selvfølgelig godt være omvendt), hvor han så reflekterer på de ting, jeg har sagt, eller tager et andet emne op. Så vi får talt om tingene UDEN at ende i et skænderi med diverse beskyldninger, milimeter-demokrati, tårer og at den ene går fra det hele. Og det er godt.
Nogle mener, parterapi er en fallit-erklæring, at vi jo bør kunne tale om tingene selv. Og det bør vi da også i den ideelle verden. Men når vi først overvejer at gå i terapi og få hjælp udefra, er det jo netop fordi, vi synes, at vi har udtømt alle muligheder selv og har brug for nogle indspark og værktøjer til at komme videre.
Jeg siger ikke, at parterapi er løsningen på alt. Jeg har også gået i terapi med min eks-mand, hvor vi kom til den slutning, at der bare ikke var mere at give af. Vi kunne ikke finde frem til den oprindelige kærlighed og tiltrækning, der gjorde, at vi i sin var fundet sammen. Så det endte med et brud.
Men jeg følte, at jeg skyldte mig selv og ikke mindst mine børn, at jeg havde forsøgt alt – også mere end en enkelt gang.
For en skilsmisse er hård for alle implicerede. Den er dybt ulykkelig og for de fleste også et kæmpe nederlag. Måske kan den ikke undgås, men hvis du i det mindste kan sige til dig selv, at du har gjort alt (vel at mærke helhjertet), så er det lidt nemmere ikke at have helt så dårlig samvittighed, når du alligevel kaster håndklædet i ringen.
Blandt andet derfor har parterapi sin berettigelse. Men da især også fordi, den kan hjælpe dig og Jer til at finde frem til hinanden igen, finde overskuddet til sex og/eller ikke mindst få Jer til igen at kommunikere på en ordentlig måde og være åbne overfor, at der stadig skal være plads til Jer – både som individer og kærester, selv om I er blevet forældre.
Mit nuværende ægteskab har, lige som mit første, været meget turbulent. Jeg vælger tilsyneladende mænd, der er meget anderledes end mig, hvilket giver øget ’spænding’ men også store udfordringer.
Forleden kom vi til at tale om de tre ’psykologmuligheder’, man bliver præsenteret for, når der er problemer i parforholdet: ’Du kan acceptere tingene, som de er. Du kan vælge at gøre noget ved det. Eller du kan gå.’
Helt spontant fik jeg udbrudt: ’Jeg håber ikke længere, du overvejer at gå...’, hvortil Jonas svarede:
’Nej, jeg er så glad for, at vi sammen.’
Og så har det været alle pengene værd, selv om det er alt for dyrt – men det er en helt anden diskussion.
Kærligst Charlotte
søndag den 5. juli 2009
Det tabubelagte sæbeøje!
I tirsdags var jeg ude at ride igen for første gang i mange år. Det er noget, jeg gerne har villet tage op i lang tid, og også en af grundene til at vi flyttede på landet – så vi kunne få heste på et tidspunkt. Det tidspunkt er så ikke helt kommet endnu – både fordi heste er relativt dyre, og ikke mindst fordi der er forbundet en del arbejde med det, da der skal laves både bokse i stalden til dem og en til flere folde, hvor de kan gå ude. Så det må lige vente lidt, da der er projekter nok pt.
Så i stedet kontaktede en tidligere studiekammerat, Katrine, som har heste, og spurgte, om det måske var en mulighed at ride hos hende. ’Det er da en god ide,’ svarede hun. ’Kom ud og lad os se, om du stadig har det i dig.’
Hesten var super-dejlig, og vi tog det helt stille og roligt med lidt skridt og lidt trav, skridt-trav, skridt-trav. Kunne jeg få den til at bremse op lidt, når det gik for stærkt og ikke mindst kunne jeg også få den til at stoppe helt op? Jeg ville rigtig gerne galoppere lidt, men Katrine fortalte, at den ikke var særlig rutineret i galop, men vi kunne da sagtens prøve.
Det var en ufattelig varm dag i tirsdags, og hjelmen jeg havde fået til låns var både et par numre for stor, så den konstant gled ned over øjnene på mig, og rigtig varm i solen. ’Tror du, han smider mig af?’ spurgte jeg Katrine. Hun grinte: ’Det må du da ikke spørge om. Det er som at spørge en smed, om han slår sig over fingrene...’ Men jeg ville rigtig gerne have hjelmen af, for sveden drev af mig, og jeg måtte konstant slippe med den ene hånd for at skubbe den op i panden igen, så jeg smed den.
Under hele seancen havde hun fat i hesten med et langt tov, så hun kunne hale den ind og hjælpe mig, hvis det gik galt. De første to-tre gange gik det fint med galoppen, selv om det var svært at få ham i gang, men lige pludselig gik det galt. Han fik simpelthen alt for meget fart på, og jeg kunne ikke stoppe ham igen. Jo mere jeg forsøgte at holde mig fast, jo hurtigere løb hesten. Til sidst forsøgte jeg at løsne mit greb om ham med benene, men så kunne jeg ikke længere blive siddende, så jeg fløj et par meter med fuld fart lige ned i marken.
Jeg slog begge knæ, fik en kæmpe hudafskrabning på min venstre albue, i panden og på kinden, en forstuvet langefingerspids, nogle enorme blå mærker på inderlårene fra et vildfaret hesteben og ikke mindst et kæmpe sæbeøje. Efter at have vasket mig lidt i hestenes vandtrug og holdt en pose frosne kroketter over mit øje, havde jeg det ret ok. Ingen brækkede lemmer eller knækkede tænder og heller ingen tegn på hjernerystelse. Men mit øje lukkede sig langsomt og tog farve hurtigt. Så da jeg efter en kold cola og en snak tog derfra igen, lignede jeg allermest en, der lige havde taget en runde eller to med Mike Tyson.
Og sådan så jeg også ud, da jeg et par timer senere tog op for at hente ungerne. Men ingen sagde noget. Ingen spurgte mig, hvad der dog var sket. Alle lod som ingenting, når jeg per automatik tog solbrillerne af indenfor. Jeg havde jo ikke noget at skjule – jeg havde bare slået mig. Jeg måtte selv bringe det på bane, før vi kunne snakke om det.
Det samme sker stadigvæk, når jeg handler eller henter brød. Alle kigger uhæmmet på mit blå øje, men ingen tør spørge ind til det.
Det er som om alle bare går ud fra, at jeg har fået tæv derhjemme. Og det undrer mig. For det første kender de fleste Jonas, og han er alt andet end aggressiv, så hvorfor tror de bare det? Samtidig ved jeg godt, at man aldrig kan se på folk, hvordan de er derhjemme, men HVIS jeg nu havde fået tæv, har de så ikke også en forpligtelse til at spørge? Til at blande sig?
Jeg tror, det var sidste år, der kørte en kampagne om, at man skal blande sig, når man er vidne til hustruvold. Men den har tilsyneladende ikke virket, for ingen gør det...
Selv heller ikke når det er folk, der kender mig og hele resten af familien. De har da en forpligtelse til at spørge – både for min og børnenes skyld, eller?
Kærligst Charlotte
lørdag den 4. juli 2009
Den dejligste dag...
På trods af at dagen startede med en tur til lægevagten kl. 8.15 med et barn under armen med 40,5 i feber og tynd (og meget hyppig!) afføring, blev søndag en af de skønneste dage i lang tid. Sådan en dag, hvor man får lyst til at skråle Gnags’ gamle hit ’Den dejligste morgen i hundrede år’ for fuld kraft ud til hele verden. For det har været så fantastisk.På grund af varmen rendte både børn og voksne rundt i haven i Adam og Eva-kostume på grund af varmen. Vi nød solen og vejret, og når det blev alt for varmt, hoppede vi i badebassinet for at køle af eller løb igennem havesprinkleren, som jeg satte op for det sammes skyld (det kan slet ikke svare sig at vande græsplænen, når det er så tørt som nu – der går simpelthen for meget vand til). Vi spillede badminton og stangtennis, hoppede på trampolin og spiste is og is og is...
Hele dagen sluttede vi af med at grille pølser til de hjemmelavede ’hånddogs’, som blev dagens aftensmad. Og det var skønt – for os alle.
Som Jonas sagde: ’Hvor er det vigtigt bare en gang imellem at have sådan nogle dage, hvor vi bare er sammen og hygger og ikke laver dagens gode gerning...’
Men det er bare ikke helt rigtigt. Vi har OGSÅ lavet dagens gode gerning.
Der er blevet hentet gammelt brød hos bageren til dyrene. Både geder og høns er blevet fodret og vandet, og de andre dyr lige tjekket for, om de kunne klare sig en da til – det kunne de. Mens Jonas forsøgte at give feberbarnet en eftermiddagslur, fik jeg også lige fældet et par træer, beskåret nogle andre og luget for diverse ukrudt og især tidsler, og alt blev båret ud til gederne, som elsker alt mit haveaffald.
Der blev også hængt tøj op, sat en ny vask over, vandet krukker og ryddet efter overnattende gæster med børn (det roder meget, når seks børn skal lege med ALT legetøjet, løber ud og ind hele dagen med græs på fødderne fra en nyslået græsplæne og oven i også spiser slik, chips og saltstænger...).
Men det er faktisk slet ikke pointen, at vi også fik lavet noget denne dag. Vi lavede ikke nær så meget, som vi plejer. Og alt det vi lavede, var noget vi kunne gøre samtidig med, at vi var sammen med børnene, så derfor følte både vi og ungerne, at vi havde taget en ’fridag’, hvor vi bare var sammen.
Og det er så vigtigt at gøre en gang imellem – og sikkert også oftere end vi gør. Nej, jeg kom ikke i urtehaven og luge, som den ellers trænger til, og der blev igen heller ikke støvsuget. Men vi plukkede jordbær, hindbær og et par enkelte kirsebær og havde bare en fantastisk dag sammen, hvor vi hyggede, legede og nød at være sammen.
De ting, der SKAL gøres, skal jo nok blive gjort – på et tidspunkt. Så hold endelig ’fri’, så ofte I kan. Det er langt vigtigere end at få fjernet nullermændene, ikk’?
Og lige pludselig er børnene så store, at de ikke længere gider bruge en hel dag sammen med en, og så har man forspildt muligheden for nærvær på grund af praktik. Og hånden på hjertet, hvad vil du helst huskes for af dine unger; at der altid var pænt og ordentligt derhjemme, eller at du havde tid til dem? Den er vist slet ikke så svær at svare på, vel?
Kærligst Charlotte
torsdag den 11. juni 2009
Hvor er alle mine babyer???
Det er allerede noget tid siden, jeg sidst har skrevet, men der har bare været så meget andet. Selvfølgelig med børnene – børnefødselsdage og konfirmation – men nu nok allermest med mig selv.
Efter min anden stress-sygemelding er jeg nu nødt til at finde ud af, hvad jeg skal gøre med mit liv. Mit arbejdsliv i hvert fald. For det kan bare ikke fortsætte. Journalistikken kan simpelthen ikke længere fungere med mig og mit liv, så jeg må gøre noget andet. Det store spørgsmål er så bare: Hvad?
Skal jeg læse igen? Eller starte egen virksomhed ud fra nogen eller nogle af de tusind idéer, jeg går rundt med? Og har jeg i virkeligheden lysten og energien til at starte forfra med et nyt studie i en alder af snart 42 år? Jeg ved det ikke helt endnu og forsøger derfor virkelig at ’mærke efter’ allerinderst inde, men hold K... hvor kan man også bare blive træt i sit hoved af alt det ’føleri’. I bund og grund er jeg jo bare snot-forvirret og kan ikke finde ud af, hvilket ben jeg skal stå på – nu og om et par år...
Og midt i hele min føle-forvirring er der så også et massivt savn. Jeg savner så forfærdeligt en baby. Savner graviditeten, fødslen og spædbarnstiden.
Min yngste blev tre i går og en lille uge før, smed hun også bleen. På den ene side er det jo helt fantastisk – det er da en lettelse ikke længere at skulle skifte lortebleer, og hun har klaret det helt suverænt med kun et enkelt natteuheld, såeh – på den anden side kan det også føles helt forfærdeligt, fordi det jo er et helt sikkert tegn på, at hun nu er ved at blive stor. Der er bare ikke meget nærhed og hyggestund på tomandshånd over ’Moar, jeg er færdig’, hvorefter man så styrter ud på toilettet og hurtigt svinger lidt toiletpapir over en lillebitte numse, vel?
Men ’Nummer 7’, som det hedder hjemme hos os, er altså et meget svært område at komme ind på. Jeg ønsker mig brændende at få lov at opleve det hele ’bare en gang til...’, men det gør min mand mildest talt ikke. Så hvad gør man? Det er der ikke rigtig nogen, der kan give et svar på. For problemet er jo, at der ikke findes noget kompromis. Vi kan ikke få en halv baby, så den eneste løsning er, at en af os giver sig. Hvis vi vel at mærke har tænkt os at blive sammen, for den sidste mulighed, som jeg er blevet præsenteret for, er at gå.
Men for mig er det heller ikke noget valg. For det første elsker jeg min mand, selv om vi har haft et turbulent parforhold. Og alle vores unger elsker vores familie med mor, far og papfar, så det føler jeg heller ikke, jeg kan tage fra dem, alene fordi jeg har et uopfyldt ønske – selv om det er om en mere af deres slags...
Men måske er jeg bare nødt til at se på mig selv og for 10.000 gang spørge mig selv: ’Hvorfor vil du have endnu et barn, når der allerede er 6 derhjemme?’
Problemet er bare, at det er så svært at svare på udover, at jeg elsker det, elsker hele processen, elsker rollen som mor og synes, jeg er fantastisk god til det.
Og måske synes jeg bare, jeg har haft for travlt de andre gange til rigtigt bare at nyde det, så det derfor ville være fedt at få lov at opleve det en gang til, hvor der ikke er noget pres på for hurtigst muligt at komme tilbage til et job og tjene en hel del mere end på orlov.
Eller måske har min veninde ret, når hun siger: ’Jeg tror simpelthen bare, du er så forvirret omkring, hvad du skal, og hvem du er, men når du er gravid eller har en baby, så har du en fast rolle, du kan udleve uden at skulle tænke på alle de andre ting...’
Måske, måske, måske. Jeg aner det simpelthen ikke. Men fakta er, at alle mine børn nu er ved at blive store. Alle kan gå, stå, kravle, hoppe, cykle, tale og spise selv. De tager selv tøjet af og på, og vi taler på engelsk og tysk og diskuterer hele verdenssituationen samt den hjemlige politik, hvilken film vi skal se, og hvem der rydder af bordet i dag. Samtidig er der også blevet lidt længer mellem den fysiske nærhed, selv om de alle sammen er fysiske børn, der viser deres følelser med både kys og kram.
Og måske er det lige præcis det, jeg savner. Den totale fysiske nærhed man har med et spædbarn og at være uundværlig.
Mest af alt tror jeg nu, det er det simple liv. Jeg ved helt præcis, hvad jeg skal, når jeg står med en baby. Ingen skænderier og diskussioner – bare mad, bleskift og søvn. Og så især den totale fysiske nærhed, der er sammen med et spædbarn. Det savner jeg. Og miraklerne. Fra den første befrugtning, til udviklingen i maven og kulminationen i fødslen. Derefter hele det første års mirakler: de åbne øjne, det første smil, oppe at sidde, den første skemad, rulle hen ad gulvet til, at de kan gå – først med støtte for pludselig at gå selv – helt hen til vuggestuen! Og så er det allerede ved at være slut. Ikke med at være mor. Men med babytiden. Det, synes jeg, er svært. Og lige præcis det, savner jeg så forfærdeligt. Alle mine babyer...
Kærligst Charlotte
Efter min anden stress-sygemelding er jeg nu nødt til at finde ud af, hvad jeg skal gøre med mit liv. Mit arbejdsliv i hvert fald. For det kan bare ikke fortsætte. Journalistikken kan simpelthen ikke længere fungere med mig og mit liv, så jeg må gøre noget andet. Det store spørgsmål er så bare: Hvad?
Skal jeg læse igen? Eller starte egen virksomhed ud fra nogen eller nogle af de tusind idéer, jeg går rundt med? Og har jeg i virkeligheden lysten og energien til at starte forfra med et nyt studie i en alder af snart 42 år? Jeg ved det ikke helt endnu og forsøger derfor virkelig at ’mærke efter’ allerinderst inde, men hold K... hvor kan man også bare blive træt i sit hoved af alt det ’føleri’. I bund og grund er jeg jo bare snot-forvirret og kan ikke finde ud af, hvilket ben jeg skal stå på – nu og om et par år...
Og midt i hele min føle-forvirring er der så også et massivt savn. Jeg savner så forfærdeligt en baby. Savner graviditeten, fødslen og spædbarnstiden.
Min yngste blev tre i går og en lille uge før, smed hun også bleen. På den ene side er det jo helt fantastisk – det er da en lettelse ikke længere at skulle skifte lortebleer, og hun har klaret det helt suverænt med kun et enkelt natteuheld, såeh – på den anden side kan det også føles helt forfærdeligt, fordi det jo er et helt sikkert tegn på, at hun nu er ved at blive stor. Der er bare ikke meget nærhed og hyggestund på tomandshånd over ’Moar, jeg er færdig’, hvorefter man så styrter ud på toilettet og hurtigt svinger lidt toiletpapir over en lillebitte numse, vel?
Men ’Nummer 7’, som det hedder hjemme hos os, er altså et meget svært område at komme ind på. Jeg ønsker mig brændende at få lov at opleve det hele ’bare en gang til...’, men det gør min mand mildest talt ikke. Så hvad gør man? Det er der ikke rigtig nogen, der kan give et svar på. For problemet er jo, at der ikke findes noget kompromis. Vi kan ikke få en halv baby, så den eneste løsning er, at en af os giver sig. Hvis vi vel at mærke har tænkt os at blive sammen, for den sidste mulighed, som jeg er blevet præsenteret for, er at gå.
Men for mig er det heller ikke noget valg. For det første elsker jeg min mand, selv om vi har haft et turbulent parforhold. Og alle vores unger elsker vores familie med mor, far og papfar, så det føler jeg heller ikke, jeg kan tage fra dem, alene fordi jeg har et uopfyldt ønske – selv om det er om en mere af deres slags...
Men måske er jeg bare nødt til at se på mig selv og for 10.000 gang spørge mig selv: ’Hvorfor vil du have endnu et barn, når der allerede er 6 derhjemme?’
Problemet er bare, at det er så svært at svare på udover, at jeg elsker det, elsker hele processen, elsker rollen som mor og synes, jeg er fantastisk god til det.
Og måske synes jeg bare, jeg har haft for travlt de andre gange til rigtigt bare at nyde det, så det derfor ville være fedt at få lov at opleve det en gang til, hvor der ikke er noget pres på for hurtigst muligt at komme tilbage til et job og tjene en hel del mere end på orlov.
Eller måske har min veninde ret, når hun siger: ’Jeg tror simpelthen bare, du er så forvirret omkring, hvad du skal, og hvem du er, men når du er gravid eller har en baby, så har du en fast rolle, du kan udleve uden at skulle tænke på alle de andre ting...’
Måske, måske, måske. Jeg aner det simpelthen ikke. Men fakta er, at alle mine børn nu er ved at blive store. Alle kan gå, stå, kravle, hoppe, cykle, tale og spise selv. De tager selv tøjet af og på, og vi taler på engelsk og tysk og diskuterer hele verdenssituationen samt den hjemlige politik, hvilken film vi skal se, og hvem der rydder af bordet i dag. Samtidig er der også blevet lidt længer mellem den fysiske nærhed, selv om de alle sammen er fysiske børn, der viser deres følelser med både kys og kram.
Og måske er det lige præcis det, jeg savner. Den totale fysiske nærhed man har med et spædbarn og at være uundværlig.
Mest af alt tror jeg nu, det er det simple liv. Jeg ved helt præcis, hvad jeg skal, når jeg står med en baby. Ingen skænderier og diskussioner – bare mad, bleskift og søvn. Og så især den totale fysiske nærhed, der er sammen med et spædbarn. Det savner jeg. Og miraklerne. Fra den første befrugtning, til udviklingen i maven og kulminationen i fødslen. Derefter hele det første års mirakler: de åbne øjne, det første smil, oppe at sidde, den første skemad, rulle hen ad gulvet til, at de kan gå – først med støtte for pludselig at gå selv – helt hen til vuggestuen! Og så er det allerede ved at være slut. Ikke med at være mor. Men med babytiden. Det, synes jeg, er svært. Og lige præcis det, savner jeg så forfærdeligt. Alle mine babyer...
Kærligst Charlotte
onsdag den 20. maj 2009
Hvad vil du være, når du bliver stor?
Det er vist et spørgsmål, vi alle er blevet stillet på et eller andet tidspunkt i vores liv. Endnu tror jeg ikke, jeg selv har spurgt mine børn, men flere af dem ved det allerede. Sebastian på 15 vil være jagerpilot. Karoline på 12,5 leger med forskellige tanker fra konditor til designer. Kamille på 11 vil være model, gymnast eller sanger. Og Sylvester på 6 vil være en, der arbejder i Fætter BR eller BonBon-land.
For børn er verden så dejlig simpel. De har deres drømme og ønsker ud fra deres egen verden, det de godt kan lide i den og det, der optager dem.
Sebastian har i mange år haft drømmen om et liv oppe blandt skyerne. Hvorfor ved jeg ikke helt, men helt fra han var lille, har han været vild med fart og 'vilde' ting.
Karoline elsker at lave mad og bage. Og samtidig er hun fantastisk kreativ - til alt. Hun er bare rigtig god med sine hænder, om det så er at bage kager og marengs, tegne og male eller bare gå med mig ude haven og plante og så.
Kamille er ude over 'prinsesse-alderen', men for hende og resten af hendes veninder går der meget tid med hjemmesider som 'Go Supermodel' eller bøgerne 'Topmodel', hvor de designer pigernes tøj og frisyrer. Samtidig er hun ufattelig smidig og bruger gerne hele huset som gymnastiksal.
Sylvester på endnu kun 6 år, drømmer og ønsker selvfølgelig også ud fra sin verden, hvor det sjoveste, han kan forestille sig, er at komme i BonBon-land eller få lov at bruge 100 kroner i Fætter BR.
For nylig blev jeg selv stillet spørgsmålet: 'Hvad vil du være, når du bliver stor?', og jeg kunne simpelthen ikke svare. Efter for anden gang at være gået ned med stress, er jeg inde i periode med en masse valg. Jeg er fast beslutte på ikke at skulle tilbage i mit fag som journalist, men hvad så? Under en telefonisk coaching blev jeg bedt om lukke øjnene, tage en dyb indånding, og når jeg åbnede øjnene skulle jeg svare det første, der faldt mig ind på spørgsmålet: 'Hvad vil du være, når du bliver stor?'
Tankerne fløj rundt i hovedet, og øjnene flakkede fra side til side bag øjenlågene. For inden jeg nåede at opfatte andet end 'din første tanke', var mit svar 'et blomstrende æbletræ'. Det var det sidste, jeg havde set, inden jeg lukkede øjnene, og det jeg sad under, da jeg svarede telefonen. Men det svar duede jo ikke, så hvad skulle jeg svare? 'Forfatter, foredragsholder, gravid, mor, bo på landet, gå i haven, have en gårdbutik, sætte gamle møbler i stand?' Flere af svarene duede jo ikke rigtig som en jobbeskrivelse, vel? Og de billeder jeg havde i hovedet: slutscenen fra Bornedahls tv-serie 'Charlott og Charlotte', hvor Charlott har droppet storbylivet og nu går rundt højgravid i en have i Skagen og har fundet sammen med en lokal fisker eller den unge kvinde fra en forsikringsreklame, der dagdrømmer om et liv som gammel kvinde i et træhus i Sverige, var heller ikke særlig gode svar. Så jeg endte med: 'Det kan jeg simpelthen ikke svare på...' Måske fordi jeg blandt andet IKKE har en drøm fra min barndom om et senere karrierevalg, der har fulgt mig gennem flere år.
Men alligevel tror jeg, at jeg og mange andre i samme situation, kan lære en del af børnene. De tager udgangspunkt i de ting, de godt kan lide at beskæftige sig med. Jeg har så ret mange ting, jeg godt kan lide at lave, men så kan jeg jo dele det op i sommer- og vinterting.
Så kan jeg helt frit vælge på alle hylder, bliver det nok til gårdbutik med gedekød og økologiske grøntsager og diverse kunsthåndværk om sommeren, istandsættelse og salg af gamle møbler, maling, forfatterskab og foredrag om vinteren.
Men lad os nu se, hvad det hele kan munde ud i. Det vigtigste lige nu er, at jeg tager udgangspunkt i, hvad jeg godt kan lide at beskæftige mig med - ikke hvad jeg har lært...
Kærligst Charlotte
For børn er verden så dejlig simpel. De har deres drømme og ønsker ud fra deres egen verden, det de godt kan lide i den og det, der optager dem.
Sebastian har i mange år haft drømmen om et liv oppe blandt skyerne. Hvorfor ved jeg ikke helt, men helt fra han var lille, har han været vild med fart og 'vilde' ting.
Karoline elsker at lave mad og bage. Og samtidig er hun fantastisk kreativ - til alt. Hun er bare rigtig god med sine hænder, om det så er at bage kager og marengs, tegne og male eller bare gå med mig ude haven og plante og så.
Kamille er ude over 'prinsesse-alderen', men for hende og resten af hendes veninder går der meget tid med hjemmesider som 'Go Supermodel' eller bøgerne 'Topmodel', hvor de designer pigernes tøj og frisyrer. Samtidig er hun ufattelig smidig og bruger gerne hele huset som gymnastiksal.
Sylvester på endnu kun 6 år, drømmer og ønsker selvfølgelig også ud fra sin verden, hvor det sjoveste, han kan forestille sig, er at komme i BonBon-land eller få lov at bruge 100 kroner i Fætter BR.
For nylig blev jeg selv stillet spørgsmålet: 'Hvad vil du være, når du bliver stor?', og jeg kunne simpelthen ikke svare. Efter for anden gang at være gået ned med stress, er jeg inde i periode med en masse valg. Jeg er fast beslutte på ikke at skulle tilbage i mit fag som journalist, men hvad så? Under en telefonisk coaching blev jeg bedt om lukke øjnene, tage en dyb indånding, og når jeg åbnede øjnene skulle jeg svare det første, der faldt mig ind på spørgsmålet: 'Hvad vil du være, når du bliver stor?'
Tankerne fløj rundt i hovedet, og øjnene flakkede fra side til side bag øjenlågene. For inden jeg nåede at opfatte andet end 'din første tanke', var mit svar 'et blomstrende æbletræ'. Det var det sidste, jeg havde set, inden jeg lukkede øjnene, og det jeg sad under, da jeg svarede telefonen. Men det svar duede jo ikke, så hvad skulle jeg svare? 'Forfatter, foredragsholder, gravid, mor, bo på landet, gå i haven, have en gårdbutik, sætte gamle møbler i stand?' Flere af svarene duede jo ikke rigtig som en jobbeskrivelse, vel? Og de billeder jeg havde i hovedet: slutscenen fra Bornedahls tv-serie 'Charlott og Charlotte', hvor Charlott har droppet storbylivet og nu går rundt højgravid i en have i Skagen og har fundet sammen med en lokal fisker eller den unge kvinde fra en forsikringsreklame, der dagdrømmer om et liv som gammel kvinde i et træhus i Sverige, var heller ikke særlig gode svar. Så jeg endte med: 'Det kan jeg simpelthen ikke svare på...' Måske fordi jeg blandt andet IKKE har en drøm fra min barndom om et senere karrierevalg, der har fulgt mig gennem flere år.
Men alligevel tror jeg, at jeg og mange andre i samme situation, kan lære en del af børnene. De tager udgangspunkt i de ting, de godt kan lide at beskæftige sig med. Jeg har så ret mange ting, jeg godt kan lide at lave, men så kan jeg jo dele det op i sommer- og vinterting.
Så kan jeg helt frit vælge på alle hylder, bliver det nok til gårdbutik med gedekød og økologiske grøntsager og diverse kunsthåndværk om sommeren, istandsættelse og salg af gamle møbler, maling, forfatterskab og foredrag om vinteren.
Men lad os nu se, hvad det hele kan munde ud i. Det vigtigste lige nu er, at jeg tager udgangspunkt i, hvad jeg godt kan lide at beskæftige mig med - ikke hvad jeg har lært...
Kærligst Charlotte
søndag den 10. maj 2009
Så gik der tid med det...
Jeg har tidligere blogget på navlestreng.dk (et mødested for mødre) som 'ekspert' i den store familie.
Mine indlæg handlede vist mest om mine tanker om dagligdagen i en familie (uanset størrelsen), og om hvad der sker med mig som person, kvinde, elsker og mor, når man rammes af stress og er nødt til at se sit liv/livet på en hel ny måde for igen at få tingene til at fungere.
Nu forsøger jeg at genoptage 'bloggeriet' her på min helt egen side, og når jeg får tid til det, vil jeg lægge mine gamle indlæg herover også. Men det tager jo tid! Alt tager alt for megen tid.
Nu har jeg brugt det meste af Mors Dags formiddagen på at oprette denne side. En formiddag, der ellers var planlagt til at skulle foregå i urtehaven. Det bliver så eftermiddagen i stedet for. Men det er også ok.
En af de ting jeg har lært af at være helt nede, er nemlig ikke at tage det helt så tungt længere med, om jeg nu også når alt det, jeg har sat mig for. En rigtig god, dejlig og kærlig svigerinde sagde i forgårs til mig: 'Nogle gange burde vi minde os selv om alt, vi når. I stedet for altid at gå og huske på de ting, vi IKKE nåede...'
Og det har hun jo ret i.
Så i aften vil jeg huske på alt det, jeg nåede i dag. Og ikke det jeg alligevel IKKE nåede.
Kærligst Charlotte
Mine indlæg handlede vist mest om mine tanker om dagligdagen i en familie (uanset størrelsen), og om hvad der sker med mig som person, kvinde, elsker og mor, når man rammes af stress og er nødt til at se sit liv/livet på en hel ny måde for igen at få tingene til at fungere.
Nu forsøger jeg at genoptage 'bloggeriet' her på min helt egen side, og når jeg får tid til det, vil jeg lægge mine gamle indlæg herover også. Men det tager jo tid! Alt tager alt for megen tid.
Nu har jeg brugt det meste af Mors Dags formiddagen på at oprette denne side. En formiddag, der ellers var planlagt til at skulle foregå i urtehaven. Det bliver så eftermiddagen i stedet for. Men det er også ok.
En af de ting jeg har lært af at være helt nede, er nemlig ikke at tage det helt så tungt længere med, om jeg nu også når alt det, jeg har sat mig for. En rigtig god, dejlig og kærlig svigerinde sagde i forgårs til mig: 'Nogle gange burde vi minde os selv om alt, vi når. I stedet for altid at gå og huske på de ting, vi IKKE nåede...'
Og det har hun jo ret i.
Så i aften vil jeg huske på alt det, jeg nåede i dag. Og ikke det jeg alligevel IKKE nåede.
Kærligst Charlotte
Abonner på:
Opslag (Atom)
