Du er jo ikke min lille skat, vel?

Forleden overhørte jeg et brudstykke af en samtale mellem en mindre gruppe kvinder. Samtalen handlede tilsyneladende om et par med barn (eller børn?) – jeg aner det ikke – men det var tydeligt, at essensen af det var det svære i at starte et forhold til en, der allerede har børn i forvejen. For den smule, jeg hørte, var: ’Men han bør jo også sige: ”Det her er også svært for mig, fordi det ikke er mit eget barn. Og jeg kan aldrig have samme følelser for en andens barn, som for mit eget.” Og sådan er det bare. Man kan ikke elske en andens barn lige så meget som, hvis det var ens eget!’
Det var lige præcis det sidste, der kom enormt meget bag på mig. Den helt kategoriske holdning til det. At det var bare en sandhed, der nærmest ikke kunne diskuteres.
Derudover ’ramte’ det mig, fordi jeg selv lever i et forhold med en ny mand, der har måttet tage tre børn ind i sit liv og derefter har fået tre ekstra sammen med mig. Og mit indtryk har altid været, at der på ingen måde var forskel i hans behandling af eller følelser for egne børn og mine børn. Der har aldrig været skyggen af, at nogle var ’mine’ og andre ’vores’ – de er alle sammen ’vores’.
Men det fik mig også til at tænke. Tænke på om det virkelig kan passe? Kan man ikke elske andres børn lige så meget som ens egne? Er biologien i virkeligheden også en slags kærlighedsfaktor?
Hvis det virkelig er sådan, hvad så med de par, der i årevis har forsøgt at få deres eget biologiske barn men til sidst giver op og efter adoptionen alligevel ender med, af helt mirakuløse årsager, at blive gravide og få et barn, som de begge er biologiske forældre til? Bliver det første og ældste barn så skubbet lidt ud på sidelinjen, fordi de ikke deler biologi med det?
Samtidig satte det også gang i en masse bekymring, som jeg ellers troede, at jeg havde sluppet for mange år siden. Elsker min mand virkelig mine børn fra mit første ægteskab mindre end de børn, vi har fået sammen?
Bekymringen, eller i hvert fald tankerne omkring det, voksede så meget, at jeg refererede, hvad jeg havde hørt og spurgte: ’Passer det?’
Der var stille lidt, inden Jonas svarede: ’Det ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal sige til...’
’Det kan da også godt være, ar jeg bare er enormt naiv, men det har bare aldrig været mit indtryk...?’
’Problemet for mig med ’de store’ er, at de kun er ’til låns’. Hvis vi en dag ikke er sammen længere, eller der skulle ske dig noget, vil jeg pludselig ikke kunne se dem længere...’
Men det er jo noget helt andet. Det er ikke, at biologien sætter en stopper for hvor meget, man kan elske børnene. Og så er det selvfølgelig alligevel, indirekte, fordi biologien eller manglen på samme gør, at der ingen rettigheder er. Al den kærlighed og omsorg, man har givet disse børn, man ikke delte biologi med, tæller ikke, hvis forældrene går fra hinanden, eller den biologiske forældre dør, og der er andre biologiske slægtninge, der kan og vil tage sig af dem. Partneren er væk, af den ene eller anden årsag, og det samme er børnene. Det handler ikke om mangel på eller mindre kærlighed, men om angsten for at miste. Om at turde at elske nogen, som måske kan være væk ved et trylleslag.
Den angst kan jeg forstå.
Vi har nogle gange talt om, at vi godt kunne tænke os at være plejefamilie, men, udover at vi formentlig ikke ville blive godkendt, fordi vi allerede har så mange egne børn, er netop angsten for at miste mit største problem med det. For jeg ved med mig selv, at jeg ville knytte mig lige så meget til et barn med andre forældre som mine egne, hvis det voksede op i vores familie på fuldstændig lige vilkår som alle de andre. Jeg ville også tude, når han eller hun stod på scenen til noget skoleteater eller sang i forbindelse med afslutning på musikskolen – det ville jo være mit barn. Samtidig ville jeg altid have bevidstheden om, at de biologiske forældre pludselig kunne få lov til at få barnet igen, hvis deres liv kom på ret køl igen efter nogle år. Og jeg ville skulle give barnet væk. Det ville jeg simpelthen have det så svært med.
Så jeg forstår angsten for at give sig hen til en eller nogle, som man ingen ’rettigheder’ har til. Men jeg tror ikke på, at man kan være så kategorisk at sige, at man aldrig kan elske andres børn lige så meget som ens egne. Det er jeg overbevist om, at jeg (og min mand) kan. Og så vil der også være mange andre, der kan.
’Min lille skat!’ ’Min dejlige dreng!’ ’Mit elskede barn!’ handler alle om mere end biologi. I hvert fald i min verden...

Kærligst Charlotte