Forældre eller kærester? Eller begge dele?

Man kan snart ikke gå på nettet uden at støde på en annonce for parterapi – i alverdens former.
Og hvad skal man så bruge det til? Ja, man kan for eksempel bruge det til at blive sammen. Eller også finde ud af, at der bare ikke er mere at give, men så har man i det mindste prøvet...
Uanset hvad, tror jeg, rigtig mange forældre oplever, at det at blive forældre, udover i langt de fleste tilfælde at være en meget lykkelig begivenhed, også er en kæmpe udfordring for parforholdet. For det er et helt nyt liv med nye udfordringer, opgaver og prioriteter. Og det kan være meget svært at finde tiden og energien til hinanden. Kærestelivet med dejlig og eksperimenterende sex, spontane aftener i byen enten sammen eller hver for sig med venner og de lange søndage i sengen, hvor man bare koncentrerer sig om hinanden afløses af bleskift, natteroderi og skænderier om, hvem der nu skal tage sig af hvad.
En del par holder ikke til det nye liv meget mere end et år. Nogle klarer det første barn og får så et til. Nu er der så bare aldrig nogen, der kan ’holde fri’, for nu er der en til hver. Klarer de også den og har mod på en tredje, vil man opleve, at nu mangler man altid en hånd. Der er tre børn, men du har stadig kun to hænder. Så når du er færdig med at give den tredje flyverdragten på i institutionen, har den første taget sin af – og så starter vi forfra.
Og midt i alt kaoset skal der også være tid til jer – mor og far. Eller rettere sagt, skal der være tid til at være andet end mor og far. Der skal være tid til at være kærester. Og det er svært for rigtig mange.
Begge parter er trætte, så når der endelig er tid til at snakke om tingene efter en lang og anstrengende dag, er der ikke mere at give af. I stedet for at kramme, kysse, snakke eller bare holde i hånd falder vi om kuld på sofaen eller med ryggen til hinanden i den selv samme dobbeltseng, som vi lavede barnet eller børnene i. Og børn kommer der i hvert fald ikke flere af lige nu. For som en veninde en gang sagde til mig, da jeg spurgte, om der var planlagt familieforøgelse: ’Hvis vi skal have flere børn, kræver det da som minimum, at vi har sex!’
Kærligheden og glæden ved hinanden er afløst af et praktik-fællesskab, hvor vi deler opgaverne imellem os. De lange givende samtaler, vi havde først i vores forhold, er blevet til indforståede forventninger, hvor vi er holdt op med at sætte ord på vores forventninger og give udtryk for vores ønsker, men i stedet tror, det ved han eller hun da godt, at jeg mener, tror, synes, føler, tænker...
Men nej, det gør han ikke. Eller måske har han ikke længere overskuddet til at opdage det, fordi det er blevet en anden hverdag, hvor ingen af jer længere er No.1. I er begge to nu nummer to, tre, fire eller endnu længere nede i rækken, hvis vi også tager arbejde og interesser med. Og måske er det især nu, hvor vi er blevet familie, at vi bør have langt større fokus på kommunikationen – både den verbale og den fysiske. Ellers ender vi nemt i den situation, hvor vi forventer, at den anden bare ved det. Og når den anden så ikke gør det, bliver vi først sårede og kede af det, for til sidst efter en længere periode at blive enormt vrede.
Sex har måske længe været ikke-eksisterende, og nu kan vi heller ikke længere tale sammen uden at ende i en konflikt eller et skænderi. Fortsætter det længe nok, vil vi uvægerligt ende med at gå fra hinanden – enten fordi vi ikke længere kan holde ud at leve sådan, eller fordi en af os vælger at finde den manglende støtte og ’kærlighed’ uden for hjemmets fire vægge.
I mine parforhold har det altid været vigtigt for mig, at enten den fysiske nærhed eller kommunikationen (den gode) var der. Helst skulle der gerne være begge dele, men det kan være svært i en travl hverdag, så derfor valgte jeg på et tidspunkt, at det var ok, hvis bare det ene var til stede. Det er også min erfaring, at kommunikationen kan være det sværeste at holde fast i, når tingene går lidt skævt, og så kan det at holde fast i bare en eller anden form for sexliv hjælpe én ret langt. I længden er det så alligevel ikke sikkert, at det er nok, og så kan parterapi være en rigtig god hjælp.
En veninde spurgte for nylig ind til mine erfaringer med parterapi, og et af hendes spørgsmål var: ’Ender man så ikke nemt med at sidde og skændes?’ Og det er netop det, der er så skønt ved parterapi, at det gør man ikke. Jeg sidder ikke og taler direkte til min mand, men i stedet til terapeuten. Bagefter får min mand så ’taletid’ (rækkefølgen kan selvfølgelig godt være omvendt), hvor han så reflekterer på de ting, jeg har sagt, eller tager et andet emne op. Så vi får talt om tingene UDEN at ende i et skænderi med diverse beskyldninger, milimeter-demokrati, tårer og at den ene går fra det hele. Og det er godt.
Nogle mener, parterapi er en fallit-erklæring, at vi jo bør kunne tale om tingene selv. Og det bør vi da også i den ideelle verden. Men når vi først overvejer at gå i terapi og få hjælp udefra, er det jo netop fordi, vi synes, at vi har udtømt alle muligheder selv og har brug for nogle indspark og værktøjer til at komme videre.
Jeg siger ikke, at parterapi er løsningen på alt. Jeg har også gået i terapi med min eks-mand, hvor vi kom til den slutning, at der bare ikke var mere at give af. Vi kunne ikke finde frem til den oprindelige kærlighed og tiltrækning, der gjorde, at vi i sin var fundet sammen. Så det endte med et brud.
Men jeg følte, at jeg skyldte mig selv og ikke mindst mine børn, at jeg havde forsøgt alt – også mere end en enkelt gang.
For en skilsmisse er hård for alle implicerede. Den er dybt ulykkelig og for de fleste også et kæmpe nederlag. Måske kan den ikke undgås, men hvis du i det mindste kan sige til dig selv, at du har gjort alt (vel at mærke helhjertet), så er det lidt nemmere ikke at have helt så dårlig samvittighed, når du alligevel kaster håndklædet i ringen.
Blandt andet derfor har parterapi sin berettigelse. Men da især også fordi, den kan hjælpe dig og Jer til at finde frem til hinanden igen, finde overskuddet til sex og/eller ikke mindst få Jer til igen at kommunikere på en ordentlig måde og være åbne overfor, at der stadig skal være plads til Jer – både som individer og kærester, selv om I er blevet forældre.
Mit nuværende ægteskab har, lige som mit første, været meget turbulent. Jeg vælger tilsyneladende mænd, der er meget anderledes end mig, hvilket giver øget ’spænding’ men også store udfordringer.
Forleden kom vi til at tale om de tre ’psykologmuligheder’, man bliver præsenteret for, når der er problemer i parforholdet: ’Du kan acceptere tingene, som de er. Du kan vælge at gøre noget ved det. Eller du kan gå.’
Helt spontant fik jeg udbrudt: ’Jeg håber ikke længere, du overvejer at gå...’, hvortil Jonas svarede:
’Nej, jeg er så glad for, at vi sammen.’
Og så har det været alle pengene værd, selv om det er alt for dyrt – men det er en helt anden diskussion.

Kærligst Charlotte