Sex og samliv – orker vi det?

For nylig hørte jeg udsagnet: ’Folk der ikke har et sexliv, går fra hinanden.’ Selv om det kan lyde meget barskt, er jeg fuldstændig enig.
Selvfølgelig kan der være årsager som sygdom og ulykker, der gør, at det pludselig bliver en umulighed at opretholde et sexliv enten i en periode eller for altid. I disse forhold kan man så bare håbe, at der er et rigt kærlighedsliv på andre måder (kys, kram og kærtegn er jo også en slags sex – eller i hvert fald intimitet), der holder parret sammen alligevel.
Men mange af os, der ikke har været ude for en ulykke eller svær sygdom, har også oplevet, at sexlivet har kørt på lavblus eller helt er forsvundet i forbindelse med graviditet og fødsel.
Efter at have født mit første barn oplevede jeg, at sex pludselig blev utroligt svært. Min normalt meget lille barm voksede i løbet af ganske få dage til langt over Pamela Andersson-størrelse – og den var utrolig flot. Men den var også helt utrolig øm. Brysterne var spændt til bristepunktet, og den mindste berøring fik mig til at fare sammen. Derudover havde jeg det rigtigt svært med at omstille mig. Svært med at mine bryster både skulle være ’madkammer’ for vores lille ny og sexobjekter for min mand. Det kunne mit hoved bare ikke rumme.
’Forneden’ var jeg også en del øm, selv om det havde været en ’nem’ fødsel uden for mange sprængninger og efterfølgende syninger. Men tanken om sex gjorde mig nervøs, selv om jeg normalt ikke er bange for smerte og også har en relativt høj smertetærskel. Det fik mig simpelthen til at spænde i hele kroppen på trods, af at jeg godt vidste, at det var lige præcis det, jeg ikke skulle gøre, hvis vi gen skulle have genoptaget et sexliv. Og hvis det ikke skulle gøre ondt på mig.
Med tiden fik vi et sexliv op at stå igen. Men der gik lang tid, og det var noget mere sporadisk end tidligere. Ømheden (både foroven og forneden) fortager sig jo heldigvis igen, men så kommer der alt det andet. Trætheden på grund af amning og natteroderi, og måske også irritation og vrede over et manglende socialt liv og barnets fars manglende evne til at hjælpe og aflaste eller bare forstå, at man er så ufatteligt træt.
Men det er svært – både for kvinden og manden. Et nyfødt barn tager næsten al ens energi som mor, og samtidig kommer det nemt til at skubbe faren ud på et sidespor. De første par måneder efter en fødsel har man jo nærmest ikke født endnu. Barnet hænger i hvert fald næsten uløseligt sammen med den ammende mor, så barn og mor på det nærmeste stadig er én person – og det gør sexlivet svært.
For mig endte det med et brud på vores barns 1-års fødselsdag. Da vi så igen fandt sammen og også fik barn nummer to og tre, var det noget, jeg var meget opmærksom på – at jeg var nødt til at lave om på indstillingen i mit eget hoved, så jeg både var madkammer og sexobjekt, og vi relativt hurtigt kunne få et sexliv op at stå igen.
Men det er ikke kun mødre, der kan skrue ned for knappen med ’sexliv’ på. Nogle mænd dropper et sexliv med moren til deres barn på grund af hensyn til kvinden både under graviditeten og efter fødslen, og så går der pludselig rigtig lang tid. Og med så meget andet er det også med sexlivet sådan, at jo længere tid, der går, jo sværere bliver det at tage det op. Andre mænd kan slet ikke have tanken om et sexliv efter at have set et barn komme ud ’samme sted’ – oralsex bliver i hvert fald fuldstændig udelukket. Og andre igen føler bare, at livet er blevet for svært og for hårdt, efter at der også er kommet et barn ind i familien. Arbejdet stresser, og det gør hjemmelivet og børnene (eller arbejdet med dem) også. Så meget, at når der endelig er tid til at være voksne sammen, om det så er at snakke, holde i hånd eller gå hele vejen og have samleje, droppes det til fordel for søvn.
Hvad gør man så, hvis man sidder der alene i sofaen og er den eneste, der er vågen og bare savner sin mand?
For det første vil jeg jo mene, at man bør prøve at snakke om det. Men hvis der er andet galt i forholdet, kan kommunikationen hurtigt blive meget svær. Eller er han bare en virkelig ’presset mand’, afløses trætheden nemt af irritation og vrede, og så udvikler snakken sig i løbet af få minutter til et regulært skænderi. Uanset hvad, er det jo i hvert fald rigtigt svært at have en samtale med, der sover, ikk’?
Man kan jo også prøve almindeligt kendte tricks som lækkert undertøj, tidligt i seng med stearinlys, massageolie og en fræk film, en aften eller weekend uden børn med god mad og tid til hinanden.
Men hvis han har mistet interessen, er det jo slet ikke sikkert nogle af disse ting har en effekt. Måske stiller han sig endda op med et smil på læben, når du står der i g-streng og gennemsigtig bh og spørger: ’Hvad skal du med det der?’ Eller måske lægger han slet ikke mærke til det, fordi han allerede er på vej i soveland, selv om klokken endnu ikke er 21.
Og hvad så? Det ved jeg faktisk ikke...
Men jeg ved, at det for mig som kvinde er rigtigt svært at bibeholde min følelse af kvindelighed, hvis min mand ikke er interesseret, og jeg ikke bare en gang imellem føler mig begæret. At det er svært ikke at miste noget selvtillid og komme til at stille sig selv spørgsmål som: ’Hvad er der galt med mig? Er jeg ikke længere sexet, fordi jeg har født? Er jeg ulækker? Lugter jeg? Hvad er det, jeg gør forkert her?’
At vi er nødt til ’orke’ nogle af de ting, vi ikke ’orker’, hvis vi skal blive sammen. Og at når vi trodser trætheden for bare at bruge fem-ti minutter på lidt intimitet med hinanden, får vi rent faktisk mere overskud af det, end det krævede af os at gøre det.
Og jeg ved, at hun har ret, hende der sagde: ’Folk, der ikke har et sexliv, går fra hinanden.’
Måske ikke efter et år, to eller fem – men det vil ske... Hvis vi ikke passer på os selv og hinanden. Og hvis vi lader os ’reducere’ til kun at være forældre. Vi er stadig også kærester. Og kærester har altså sex.

Kærligst Charlotte