Hvornår er nok, nok?

Og hvornår siger man stop, når parforholdet ikke fungerer? Især når det ikke er ens eget? Kan man overhovedet tillade sig at sige til en nær veninde eller et familiemedlem, at nu synes man, at hun skulle tage sine ting og gå? Jeg ved det ikke... For jeg synes, den er rigtig svær.
Vi kender alle historierne om par, der ikke fungerer, men alligevel ender med at få et barn sammen og måske købe et hus, alt imens de har skændtes og haft det ad H... til i flere år. Måske når de også at lave en tilbygning, få et barn eller to mere, før de endelig efter en årrække også når til den erkendelse, som har været åbenlys for alle omkring dem – at de bare ikke var et par ’made in heaven’.
Selv har jeg også været en af de historier. På min ældstes 1-års fødselsdag tog jeg til fest med en veninde, efter at alle gæsterne var gået, og dagen efter kom min daværende mands far og hjalp ham med at flytte ud til en god ven. Ikke på grund af veninde-byturen – vi havde i lang tid begge vidst, at han ville flytte dagen efter fødselsdagen. Men vi holdt facaden så længe, der var gæster for vores barns skyld.
Et par måneder senere flyttede han tilbage igen, og vi var enige om at virkelig forsøge at få det til at fungere igen.
Det prøvede vi så på i seks år. Det blev til både to børn mere og et huskøb, flere runder i parterapi, og en måned hvor mine børns far pakkede sportstasken flere gange og gik, for blot at komme tilbage igen senere samme dag eller den næste samt nogle gevaldige skænderier, der vækkede det meste af nabolaget, inden vi, efter kun godt et halvt år sammen i vores nye hus, måtte se hinanden i øjnene og erkende, at NU var vi nået til enden af vejen. Der var bare ikke mere at give. Ikke mere at prøve. Og ingen af os, tror jeg, kunne holde til at leve på denne måde længere.
Men igennem årene havde jeg især én veninde, der flere gange sagde: ’Hvorfor går du ikke bare?’
Der er bare ikke ret meget ’bare’ over et brud. Slet ikke når der er børn involveret. Derfor kan jeg heller ikke få mig selv til at sige det samme til nogen andre. Hvis der er børn i forholdet, og der ikke er hverken vold eller misbrug fra den anden parts side, kommer jeg ikke til at sige: ’Så gå dog!’ Heller ikke selv om jeg kan se, at de gør det sværere for sig selv og hinanden at tage bruddet senere, fordi der kommer både flere børn til og større økonomiske forpligtelser på grund af for eksempel huskøb. Men hvis der ’bare’ er tale om et ulykkeligt parforhold, tror jeg, mange af os har brug for de mange tilløb og hele processen.
Brug for at vide, at de i det mindste har prøvet, selv om de i årevis ikke går/gør det nødvendige, som andre omkring dem kan se, at de er nødt til at gøre. De bliver ved med at prøve. Og ved med at håbe. Håbe på at når der ikke længere er så meget pres på arbejdet, bliver alt bedre. Prøver at tale sammen, selv om det 99% af gangene ender i et skænderi. Eller også er det hele tanken om et brud, der bare ikke er til at bære. Måske fordi man selv er skilsmissebarn og så ufattelig gerne vil være ’undtagelsen, der bekræfter reglen’.
Jeg er selv skilsmissebarn og den ældste af sammenbragt en flok på seks. Af de fem af os, der indtil videre har fået børn, har de fire af os oplevet brud – efter at have sat børn i verden. Og jeg tror ikke, en eneste af os ikke har haft ønsket om IKKE at blive skilt. Det skulle vores barn/børn i hvert fald ikke opleve. Vi ville gøre det bedre end vores egne forældre. Bryde cirklen. Bryde den sociale arv.
Vi ville så gerne være undtagelsen. Den er bare ikke værd at være ulykkelig for, vel?
Men alligevel må konklusionen nok være, at ’Nu er nok, nok!’ kun er noget, den eller de, der er i forholdet, kan komme frem til...

Kærligst Charlotte