Barnetroens magi

Vi hører så tit nogen sige, at julen er magisk. For mig består magien i at se julen gennem et barns øjne. Jeg synes, det er helt fantastisk stadig at have børn, der tror på både Julemanden, nisser og Tandfeen.
For en uge siden tabte Sylvester på snart 7 sin allerførste tand. Han lagde den med stor forsigtighed under sin hovedpude, og i løbet af natten var Tandfeen så sød at komme og bytte den ud med stor blank 20’er. Den mønt har han vogtet over siden. Når han skifter bukser, passer han meget på, at mønten også kommer med over i lommen på de nye bukser. Men en dag var det gået galt.
Sylvester havde fået besked på at tage rene bukser på, men i skyndingen havde han glemt at få mønten i lommen. Pludselig stod han tårevædet, fordi han ikke kunne finde den 20’er, som tandfeen havde givet ham. Jeg lovede, at jeg nok skulle hjælpe ham med at finde den, men det var ikke helt godt nok.
”Jeg har jo ledt alle steder, mor. I de gamle bukser, og på bordet, og på værelset. Og vi kan ikke vente, til Tandfeen kommer igen, får så går der for lang tid, mor!”
Han var helt utrøstelig. For det var jo ikke bare en hvilken som helst 20’er – det var en, han havde fået af Tandfeen...
Jeg fandt den (og det var ikke snyd), og så var der ro igen.
I går fik vi så besøg af Julemanden. Jonas, deres far, var der godt nok ikke, men det tænkte ingen af de tre små på, mens Julemanden var på besøg. Sophus og Luna turde knap se på julemanden, men Sylvester fik en god snak med ham. Efter at have danset om træet med os, måtte Julemanden skynde sig videre, og Sylvester gik med ud for at vinke farvel. Lige inden han gik, ser Sylvester op på ham og siger:
”Der er nogen, der siger, du ikke findes Julemand.”
”Ja,” svarer Julemanden, ”men jeg står jo lige her, Sylvester.”
”Ja, det ved jeg godt. Og JEG tror på dig.”
Så bliver det ikke mere magisk for mig.

Knus Charlotte