søndag den 26. juli 2009

Du er jo ikke min lille skat, vel?

Forleden overhørte jeg et brudstykke af en samtale mellem en mindre gruppe kvinder. Samtalen handlede tilsyneladende om et par med barn (eller børn?) – jeg aner det ikke – men det var tydeligt, at essensen af det var det svære i at starte et forhold til en, der allerede har børn i forvejen. For den smule, jeg hørte, var: ’Men han bør jo også sige: ”Det her er også svært for mig, fordi det ikke er mit eget barn. Og jeg kan aldrig have samme følelser for en andens barn, som for mit eget.” Og sådan er det bare. Man kan ikke elske en andens barn lige så meget som, hvis det var ens eget!’
Det var lige præcis det sidste, der kom enormt meget bag på mig. Den helt kategoriske holdning til det. At det var bare en sandhed, der nærmest ikke kunne diskuteres.
Derudover ’ramte’ det mig, fordi jeg selv lever i et forhold med en ny mand, der har måttet tage tre børn ind i sit liv og derefter har fået tre ekstra sammen med mig. Og mit indtryk har altid været, at der på ingen måde var forskel i hans behandling af eller følelser for egne børn og mine børn. Der har aldrig været skyggen af, at nogle var ’mine’ og andre ’vores’ – de er alle sammen ’vores’.
Men det fik mig også til at tænke. Tænke på om det virkelig kan passe? Kan man ikke elske andres børn lige så meget som ens egne? Er biologien i virkeligheden også en slags kærlighedsfaktor?
Hvis det virkelig er sådan, hvad så med de par, der i årevis har forsøgt at få deres eget biologiske barn men til sidst giver op og efter adoptionen alligevel ender med, af helt mirakuløse årsager, at blive gravide og få et barn, som de begge er biologiske forældre til? Bliver det første og ældste barn så skubbet lidt ud på sidelinjen, fordi de ikke deler biologi med det?
Samtidig satte det også gang i en masse bekymring, som jeg ellers troede, at jeg havde sluppet for mange år siden. Elsker min mand virkelig mine børn fra mit første ægteskab mindre end de børn, vi har fået sammen?
Bekymringen, eller i hvert fald tankerne omkring det, voksede så meget, at jeg refererede, hvad jeg havde hørt og spurgte: ’Passer det?’
Der var stille lidt, inden Jonas svarede: ’Det ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal sige til...’
’Det kan da også godt være, ar jeg bare er enormt naiv, men det har bare aldrig været mit indtryk...?’
’Problemet for mig med ’de store’ er, at de kun er ’til låns’. Hvis vi en dag ikke er sammen længere, eller der skulle ske dig noget, vil jeg pludselig ikke kunne se dem længere...’
Men det er jo noget helt andet. Det er ikke, at biologien sætter en stopper for hvor meget, man kan elske børnene. Og så er det selvfølgelig alligevel, indirekte, fordi biologien eller manglen på samme gør, at der ingen rettigheder er. Al den kærlighed og omsorg, man har givet disse børn, man ikke delte biologi med, tæller ikke, hvis forældrene går fra hinanden, eller den biologiske forældre dør, og der er andre biologiske slægtninge, der kan og vil tage sig af dem. Partneren er væk, af den ene eller anden årsag, og det samme er børnene. Det handler ikke om mangel på eller mindre kærlighed, men om angsten for at miste. Om at turde at elske nogen, som måske kan være væk ved et trylleslag.
Den angst kan jeg forstå.
Vi har nogle gange talt om, at vi godt kunne tænke os at være plejefamilie, men, udover at vi formentlig ikke ville blive godkendt, fordi vi allerede har så mange egne børn, er netop angsten for at miste mit største problem med det. For jeg ved med mig selv, at jeg ville knytte mig lige så meget til et barn med andre forældre som mine egne, hvis det voksede op i vores familie på fuldstændig lige vilkår som alle de andre. Jeg ville også tude, når han eller hun stod på scenen til noget skoleteater eller sang i forbindelse med afslutning på musikskolen – det ville jo være mit barn. Samtidig ville jeg altid have bevidstheden om, at de biologiske forældre pludselig kunne få lov til at få barnet igen, hvis deres liv kom på ret køl igen efter nogle år. Og jeg ville skulle give barnet væk. Det ville jeg simpelthen have det så svært med.
Så jeg forstår angsten for at give sig hen til en eller nogle, som man ingen ’rettigheder’ har til. Men jeg tror ikke på, at man kan være så kategorisk at sige, at man aldrig kan elske andres børn lige så meget som ens egne. Det er jeg overbevist om, at jeg (og min mand) kan. Og så vil der også være mange andre, der kan.
’Min lille skat!’ ’Min dejlige dreng!’ ’Mit elskede barn!’ handler alle om mere end biologi. I hvert fald i min verden...

Kærligst Charlotte

tirsdag den 14. juli 2009

Sex og samliv – orker vi det?

For nylig hørte jeg udsagnet: ’Folk der ikke har et sexliv, går fra hinanden.’ Selv om det kan lyde meget barskt, er jeg fuldstændig enig.
Selvfølgelig kan der være årsager som sygdom og ulykker, der gør, at det pludselig bliver en umulighed at opretholde et sexliv enten i en periode eller for altid. I disse forhold kan man så bare håbe, at der er et rigt kærlighedsliv på andre måder (kys, kram og kærtegn er jo også en slags sex – eller i hvert fald intimitet), der holder parret sammen alligevel.
Men mange af os, der ikke har været ude for en ulykke eller svær sygdom, har også oplevet, at sexlivet har kørt på lavblus eller helt er forsvundet i forbindelse med graviditet og fødsel.
Efter at have født mit første barn oplevede jeg, at sex pludselig blev utroligt svært. Min normalt meget lille barm voksede i løbet af ganske få dage til langt over Pamela Andersson-størrelse – og den var utrolig flot. Men den var også helt utrolig øm. Brysterne var spændt til bristepunktet, og den mindste berøring fik mig til at fare sammen. Derudover havde jeg det rigtigt svært med at omstille mig. Svært med at mine bryster både skulle være ’madkammer’ for vores lille ny og sexobjekter for min mand. Det kunne mit hoved bare ikke rumme.
’Forneden’ var jeg også en del øm, selv om det havde været en ’nem’ fødsel uden for mange sprængninger og efterfølgende syninger. Men tanken om sex gjorde mig nervøs, selv om jeg normalt ikke er bange for smerte og også har en relativt høj smertetærskel. Det fik mig simpelthen til at spænde i hele kroppen på trods, af at jeg godt vidste, at det var lige præcis det, jeg ikke skulle gøre, hvis vi gen skulle have genoptaget et sexliv. Og hvis det ikke skulle gøre ondt på mig.
Med tiden fik vi et sexliv op at stå igen. Men der gik lang tid, og det var noget mere sporadisk end tidligere. Ømheden (både foroven og forneden) fortager sig jo heldigvis igen, men så kommer der alt det andet. Trætheden på grund af amning og natteroderi, og måske også irritation og vrede over et manglende socialt liv og barnets fars manglende evne til at hjælpe og aflaste eller bare forstå, at man er så ufatteligt træt.
Men det er svært – både for kvinden og manden. Et nyfødt barn tager næsten al ens energi som mor, og samtidig kommer det nemt til at skubbe faren ud på et sidespor. De første par måneder efter en fødsel har man jo nærmest ikke født endnu. Barnet hænger i hvert fald næsten uløseligt sammen med den ammende mor, så barn og mor på det nærmeste stadig er én person – og det gør sexlivet svært.
For mig endte det med et brud på vores barns 1-års fødselsdag. Da vi så igen fandt sammen og også fik barn nummer to og tre, var det noget, jeg var meget opmærksom på – at jeg var nødt til at lave om på indstillingen i mit eget hoved, så jeg både var madkammer og sexobjekt, og vi relativt hurtigt kunne få et sexliv op at stå igen.
Men det er ikke kun mødre, der kan skrue ned for knappen med ’sexliv’ på. Nogle mænd dropper et sexliv med moren til deres barn på grund af hensyn til kvinden både under graviditeten og efter fødslen, og så går der pludselig rigtig lang tid. Og med så meget andet er det også med sexlivet sådan, at jo længere tid, der går, jo sværere bliver det at tage det op. Andre mænd kan slet ikke have tanken om et sexliv efter at have set et barn komme ud ’samme sted’ – oralsex bliver i hvert fald fuldstændig udelukket. Og andre igen føler bare, at livet er blevet for svært og for hårdt, efter at der også er kommet et barn ind i familien. Arbejdet stresser, og det gør hjemmelivet og børnene (eller arbejdet med dem) også. Så meget, at når der endelig er tid til at være voksne sammen, om det så er at snakke, holde i hånd eller gå hele vejen og have samleje, droppes det til fordel for søvn.
Hvad gør man så, hvis man sidder der alene i sofaen og er den eneste, der er vågen og bare savner sin mand?
For det første vil jeg jo mene, at man bør prøve at snakke om det. Men hvis der er andet galt i forholdet, kan kommunikationen hurtigt blive meget svær. Eller er han bare en virkelig ’presset mand’, afløses trætheden nemt af irritation og vrede, og så udvikler snakken sig i løbet af få minutter til et regulært skænderi. Uanset hvad, er det jo i hvert fald rigtigt svært at have en samtale med, der sover, ikk’?
Man kan jo også prøve almindeligt kendte tricks som lækkert undertøj, tidligt i seng med stearinlys, massageolie og en fræk film, en aften eller weekend uden børn med god mad og tid til hinanden.
Men hvis han har mistet interessen, er det jo slet ikke sikkert nogle af disse ting har en effekt. Måske stiller han sig endda op med et smil på læben, når du står der i g-streng og gennemsigtig bh og spørger: ’Hvad skal du med det der?’ Eller måske lægger han slet ikke mærke til det, fordi han allerede er på vej i soveland, selv om klokken endnu ikke er 21.
Og hvad så? Det ved jeg faktisk ikke...
Men jeg ved, at det for mig som kvinde er rigtigt svært at bibeholde min følelse af kvindelighed, hvis min mand ikke er interesseret, og jeg ikke bare en gang imellem føler mig begæret. At det er svært ikke at miste noget selvtillid og komme til at stille sig selv spørgsmål som: ’Hvad er der galt med mig? Er jeg ikke længere sexet, fordi jeg har født? Er jeg ulækker? Lugter jeg? Hvad er det, jeg gør forkert her?’
At vi er nødt til ’orke’ nogle af de ting, vi ikke ’orker’, hvis vi skal blive sammen. Og at når vi trodser trætheden for bare at bruge fem-ti minutter på lidt intimitet med hinanden, får vi rent faktisk mere overskud af det, end det krævede af os at gøre det.
Og jeg ved, at hun har ret, hende der sagde: ’Folk, der ikke har et sexliv, går fra hinanden.’
Måske ikke efter et år, to eller fem – men det vil ske... Hvis vi ikke passer på os selv og hinanden. Og hvis vi lader os ’reducere’ til kun at være forældre. Vi er stadig også kærester. Og kærester har altså sex.

Kærligst Charlotte

søndag den 12. juli 2009

Hvornår er nok, nok?

Og hvornår siger man stop, når parforholdet ikke fungerer? Især når det ikke er ens eget? Kan man overhovedet tillade sig at sige til en nær veninde eller et familiemedlem, at nu synes man, at hun skulle tage sine ting og gå? Jeg ved det ikke... For jeg synes, den er rigtig svær.
Vi kender alle historierne om par, der ikke fungerer, men alligevel ender med at få et barn sammen og måske købe et hus, alt imens de har skændtes og haft det ad H... til i flere år. Måske når de også at lave en tilbygning, få et barn eller to mere, før de endelig efter en årrække også når til den erkendelse, som har været åbenlys for alle omkring dem – at de bare ikke var et par ’made in heaven’.
Selv har jeg også været en af de historier. På min ældstes 1-års fødselsdag tog jeg til fest med en veninde, efter at alle gæsterne var gået, og dagen efter kom min daværende mands far og hjalp ham med at flytte ud til en god ven. Ikke på grund af veninde-byturen – vi havde i lang tid begge vidst, at han ville flytte dagen efter fødselsdagen. Men vi holdt facaden så længe, der var gæster for vores barns skyld.
Et par måneder senere flyttede han tilbage igen, og vi var enige om at virkelig forsøge at få det til at fungere igen.
Det prøvede vi så på i seks år. Det blev til både to børn mere og et huskøb, flere runder i parterapi, og en måned hvor mine børns far pakkede sportstasken flere gange og gik, for blot at komme tilbage igen senere samme dag eller den næste samt nogle gevaldige skænderier, der vækkede det meste af nabolaget, inden vi, efter kun godt et halvt år sammen i vores nye hus, måtte se hinanden i øjnene og erkende, at NU var vi nået til enden af vejen. Der var bare ikke mere at give. Ikke mere at prøve. Og ingen af os, tror jeg, kunne holde til at leve på denne måde længere.
Men igennem årene havde jeg især én veninde, der flere gange sagde: ’Hvorfor går du ikke bare?’
Der er bare ikke ret meget ’bare’ over et brud. Slet ikke når der er børn involveret. Derfor kan jeg heller ikke få mig selv til at sige det samme til nogen andre. Hvis der er børn i forholdet, og der ikke er hverken vold eller misbrug fra den anden parts side, kommer jeg ikke til at sige: ’Så gå dog!’ Heller ikke selv om jeg kan se, at de gør det sværere for sig selv og hinanden at tage bruddet senere, fordi der kommer både flere børn til og større økonomiske forpligtelser på grund af for eksempel huskøb. Men hvis der ’bare’ er tale om et ulykkeligt parforhold, tror jeg, mange af os har brug for de mange tilløb og hele processen.
Brug for at vide, at de i det mindste har prøvet, selv om de i årevis ikke går/gør det nødvendige, som andre omkring dem kan se, at de er nødt til at gøre. De bliver ved med at prøve. Og ved med at håbe. Håbe på at når der ikke længere er så meget pres på arbejdet, bliver alt bedre. Prøver at tale sammen, selv om det 99% af gangene ender i et skænderi. Eller også er det hele tanken om et brud, der bare ikke er til at bære. Måske fordi man selv er skilsmissebarn og så ufattelig gerne vil være ’undtagelsen, der bekræfter reglen’.
Jeg er selv skilsmissebarn og den ældste af sammenbragt en flok på seks. Af de fem af os, der indtil videre har fået børn, har de fire af os oplevet brud – efter at have sat børn i verden. Og jeg tror ikke, en eneste af os ikke har haft ønsket om IKKE at blive skilt. Det skulle vores barn/børn i hvert fald ikke opleve. Vi ville gøre det bedre end vores egne forældre. Bryde cirklen. Bryde den sociale arv.
Vi ville så gerne være undtagelsen. Den er bare ikke værd at være ulykkelig for, vel?
Men alligevel må konklusionen nok være, at ’Nu er nok, nok!’ kun er noget, den eller de, der er i forholdet, kan komme frem til...

Kærligst Charlotte

tirsdag den 7. juli 2009

Teenager, kend dig selv!

”Din teenager skal coaches ikke opdrages”. Sådan lød titlen på en bog fra 2007, som den tidligere Guldfire-roer Arne Nielsson var medforfatter på. Og det er et citat, som jægersoldaten Nicolai Moltke-Leth også ynder at hive frem, når han skal fortælle om sine kurser ’Camp True North’, der netop er coaching-kurser for børn og unge i alderen 12-19 år. Her skal de igennem coaching, NLP (neuro linguistic planning), diverse undervisnings- og indlæringsteknikker blandt andet lære at tale for en større forsamling, få bedre og mere selvtillid samt ikke mindst at sætte sig klare mål i livet og følge dem.
Men mente Arne Nielsson ikke, at denne coaching skulle foregå på forældreplan? Bogen var i hvert fald henvendt til forældre, og selv om jeg ikke har læst den, kan jeg ikke et eneste sted finde, at den skulle anbefale, at man som forældre sender sine børn og teenagere på et decideret coaching-kursus.

På gyldendals-boernebogklub.dk kan man læse dette uddrag fra bogen, der handler om "deep listening":

De bedste oplevelser kommer ofte ved, at du ikke siger noget. Prøv at være stille. Hold kaje, og se hvad der sker. Især når din teenager har fremprovokeret vrede eller angst. Prøv at give dig selv tid til at komme dig. Og bed så dit barn forklare, hvad der skete. Fordi du gerne vil forstå, ikke fordi du skal af med noget. Lad dig indvie i barnets tanker og følelser, opgiv at prøve at påvirke med fornuft, for det var netop ikke fornuft, der drev barnet i første omgang.

Og du kan med held træne dig i at lytte sammen med din partner. Det gavner ikke bare dit forhold til din teenager, men også jeres parforhold.

Det gælder om ærlig og enkel kommunikation. Prøv at stille det helt enkle spørgsmål: "Fortæl mig om din situation", og når du får svar, så igen: "Fortæl mig mere", "fortæl mig endnu mere, så jeg kan blive bedre til at hjælpe dig." Din teenager taler i langt det meste af tiden og taler sig selv frem til en så dyb selvforståelse, som han eller hun ikke har haft før. På et tidspunkt, når barnet har talt sig ned i sine bevidsthedslag, kan du endelig spørge: "Hvad er så vigtigt ved det her, hvad står på spil for dig?" Og så er det, du opdager, at det slet ikke handler om det, du troede. Den erkendelse får man ikke, hvis man begynder en samtale med at fortælle teenageren, hvad man miner, han eller hun skal gøre. Det hedder "deep listening" og det er kernen i den coaching, der skal til over for en teenager.

Men alt der her handler jo om forældre/barn-relationen – ikke et kursus. For nylig måtte jeg selv tage stilling til, om min ældste på 15 år skulle på Moltke-Leths kursus Camp True North. Kurset henvender sig til alle unge mellem 13 og 18 år, men der tilbydes også camps helt ned til alderen 9-12 år. Og jeg må indrømme, at jeg er mere end skeptisk overfor det.

I informationsmaterialet fra Camp True North står der blandt andet:

Camp True North er en 5-dages ungdomscamp udviklet til dig, som ønsker at
udvikle dine sociale færdigheder & dine kommunikationsevner. At få mulighed for at lære at fastholde dine personlige mål samt styrke kendskabet til dig selv og dine
værdier. Alt sammen mens du har det sjovt og skaber nye venskaber.

Et supplement til skolen
Formålet er at give dine faglige færdigheder fra skolen modspil.

Programmet er meget udfordrende og du vil bl.a. udvikle dine færdigheder indenfor:
  • Kommunikation ”Public Speaking”
  • Teamwork Selvtillid og selvværd
  • Personlig målsætning Rollen som rollemodel
  • Sociale færdigheder Indre styrke & fokus
  • Personlig ledelse Motivation af dig selv og andre
  • Vend dine svagheder til din styrke Prioritering og tidsstyring
  • Ernæring & motion

I bund og grund handler det om personlig udvikling, og at de unge igennem dette kursus skal lære sig selv bedre at kende, siger de. Men er det ikke netop det hele puberteten og teenage-årene handler om? At det er en udviklings- og modningsproces, som vi alle skal igennem?
Jeg er nervøs for, at et sådant kursus kommer til at lukke nogle døre i stedet for at sørge for, at de alle står åbne. Hvis der bliver for meget tunnelsyn, risikerer vi så ikke, at børnene allerede som helt unge teenagere bliver ’formet’ i stedet for at få mulighed for at forme sig selv? Og hvorfor skal man allerede fra 13-års alderen (for slet ikke at tale om 9-års alderen...) have helt klare mål for sig selv og sin fremtid?

Lad dem dog være børn og unge, der er både bange, skrøbelige, generte, nervøse, og hvad der ellers måtte være – det hører jo alt sammen med til denne tid i livet. Og skal vi virkelig på kursus, så send forældrene af sted, så det er dem, der får nogle værktøjer. I stedet for at fortælle børnene, hvordan de skal håndtere deres liv i en, for nogle, meget svær periode af deres liv, så fortæl forældrene, hvordan de skal håndtere børnene og den ændrede situation.

Jeg vil i hvert fald ikke nu, hvor min søn på 15 år stadig er meget usikker på, hvem han er og hvad der foregår sende ham af sted på et 5-dages kursus for at opnå større afklaring. Den proces må for min skyld gerne vare de næste 5 år...

Kærligst Charlotte

Forældre eller kærester? Eller begge dele?

Man kan snart ikke gå på nettet uden at støde på en annonce for parterapi – i alverdens former.
Og hvad skal man så bruge det til? Ja, man kan for eksempel bruge det til at blive sammen. Eller også finde ud af, at der bare ikke er mere at give, men så har man i det mindste prøvet...
Uanset hvad, tror jeg, rigtig mange forældre oplever, at det at blive forældre, udover i langt de fleste tilfælde at være en meget lykkelig begivenhed, også er en kæmpe udfordring for parforholdet. For det er et helt nyt liv med nye udfordringer, opgaver og prioriteter. Og det kan være meget svært at finde tiden og energien til hinanden. Kærestelivet med dejlig og eksperimenterende sex, spontane aftener i byen enten sammen eller hver for sig med venner og de lange søndage i sengen, hvor man bare koncentrerer sig om hinanden afløses af bleskift, natteroderi og skænderier om, hvem der nu skal tage sig af hvad.
En del par holder ikke til det nye liv meget mere end et år. Nogle klarer det første barn og får så et til. Nu er der så bare aldrig nogen, der kan ’holde fri’, for nu er der en til hver. Klarer de også den og har mod på en tredje, vil man opleve, at nu mangler man altid en hånd. Der er tre børn, men du har stadig kun to hænder. Så når du er færdig med at give den tredje flyverdragten på i institutionen, har den første taget sin af – og så starter vi forfra.
Og midt i alt kaoset skal der også være tid til jer – mor og far. Eller rettere sagt, skal der være tid til at være andet end mor og far. Der skal være tid til at være kærester. Og det er svært for rigtig mange.
Begge parter er trætte, så når der endelig er tid til at snakke om tingene efter en lang og anstrengende dag, er der ikke mere at give af. I stedet for at kramme, kysse, snakke eller bare holde i hånd falder vi om kuld på sofaen eller med ryggen til hinanden i den selv samme dobbeltseng, som vi lavede barnet eller børnene i. Og børn kommer der i hvert fald ikke flere af lige nu. For som en veninde en gang sagde til mig, da jeg spurgte, om der var planlagt familieforøgelse: ’Hvis vi skal have flere børn, kræver det da som minimum, at vi har sex!’
Kærligheden og glæden ved hinanden er afløst af et praktik-fællesskab, hvor vi deler opgaverne imellem os. De lange givende samtaler, vi havde først i vores forhold, er blevet til indforståede forventninger, hvor vi er holdt op med at sætte ord på vores forventninger og give udtryk for vores ønsker, men i stedet tror, det ved han eller hun da godt, at jeg mener, tror, synes, føler, tænker...
Men nej, det gør han ikke. Eller måske har han ikke længere overskuddet til at opdage det, fordi det er blevet en anden hverdag, hvor ingen af jer længere er No.1. I er begge to nu nummer to, tre, fire eller endnu længere nede i rækken, hvis vi også tager arbejde og interesser med. Og måske er det især nu, hvor vi er blevet familie, at vi bør have langt større fokus på kommunikationen – både den verbale og den fysiske. Ellers ender vi nemt i den situation, hvor vi forventer, at den anden bare ved det. Og når den anden så ikke gør det, bliver vi først sårede og kede af det, for til sidst efter en længere periode at blive enormt vrede.
Sex har måske længe været ikke-eksisterende, og nu kan vi heller ikke længere tale sammen uden at ende i en konflikt eller et skænderi. Fortsætter det længe nok, vil vi uvægerligt ende med at gå fra hinanden – enten fordi vi ikke længere kan holde ud at leve sådan, eller fordi en af os vælger at finde den manglende støtte og ’kærlighed’ uden for hjemmets fire vægge.
I mine parforhold har det altid været vigtigt for mig, at enten den fysiske nærhed eller kommunikationen (den gode) var der. Helst skulle der gerne være begge dele, men det kan være svært i en travl hverdag, så derfor valgte jeg på et tidspunkt, at det var ok, hvis bare det ene var til stede. Det er også min erfaring, at kommunikationen kan være det sværeste at holde fast i, når tingene går lidt skævt, og så kan det at holde fast i bare en eller anden form for sexliv hjælpe én ret langt. I længden er det så alligevel ikke sikkert, at det er nok, og så kan parterapi være en rigtig god hjælp.
En veninde spurgte for nylig ind til mine erfaringer med parterapi, og et af hendes spørgsmål var: ’Ender man så ikke nemt med at sidde og skændes?’ Og det er netop det, der er så skønt ved parterapi, at det gør man ikke. Jeg sidder ikke og taler direkte til min mand, men i stedet til terapeuten. Bagefter får min mand så ’taletid’ (rækkefølgen kan selvfølgelig godt være omvendt), hvor han så reflekterer på de ting, jeg har sagt, eller tager et andet emne op. Så vi får talt om tingene UDEN at ende i et skænderi med diverse beskyldninger, milimeter-demokrati, tårer og at den ene går fra det hele. Og det er godt.
Nogle mener, parterapi er en fallit-erklæring, at vi jo bør kunne tale om tingene selv. Og det bør vi da også i den ideelle verden. Men når vi først overvejer at gå i terapi og få hjælp udefra, er det jo netop fordi, vi synes, at vi har udtømt alle muligheder selv og har brug for nogle indspark og værktøjer til at komme videre.
Jeg siger ikke, at parterapi er løsningen på alt. Jeg har også gået i terapi med min eks-mand, hvor vi kom til den slutning, at der bare ikke var mere at give af. Vi kunne ikke finde frem til den oprindelige kærlighed og tiltrækning, der gjorde, at vi i sin var fundet sammen. Så det endte med et brud.
Men jeg følte, at jeg skyldte mig selv og ikke mindst mine børn, at jeg havde forsøgt alt – også mere end en enkelt gang.
For en skilsmisse er hård for alle implicerede. Den er dybt ulykkelig og for de fleste også et kæmpe nederlag. Måske kan den ikke undgås, men hvis du i det mindste kan sige til dig selv, at du har gjort alt (vel at mærke helhjertet), så er det lidt nemmere ikke at have helt så dårlig samvittighed, når du alligevel kaster håndklædet i ringen.
Blandt andet derfor har parterapi sin berettigelse. Men da især også fordi, den kan hjælpe dig og Jer til at finde frem til hinanden igen, finde overskuddet til sex og/eller ikke mindst få Jer til igen at kommunikere på en ordentlig måde og være åbne overfor, at der stadig skal være plads til Jer – både som individer og kærester, selv om I er blevet forældre.
Mit nuværende ægteskab har, lige som mit første, været meget turbulent. Jeg vælger tilsyneladende mænd, der er meget anderledes end mig, hvilket giver øget ’spænding’ men også store udfordringer.
Forleden kom vi til at tale om de tre ’psykologmuligheder’, man bliver præsenteret for, når der er problemer i parforholdet: ’Du kan acceptere tingene, som de er. Du kan vælge at gøre noget ved det. Eller du kan gå.’
Helt spontant fik jeg udbrudt: ’Jeg håber ikke længere, du overvejer at gå...’, hvortil Jonas svarede:
’Nej, jeg er så glad for, at vi sammen.’
Og så har det været alle pengene værd, selv om det er alt for dyrt – men det er en helt anden diskussion.

Kærligst Charlotte

søndag den 5. juli 2009

Det tabubelagte sæbeøje!


I tirsdags var jeg ude at ride igen for første gang i mange år. Det er noget, jeg gerne har villet tage op i lang tid, og også en af grundene til at vi flyttede på landet – så vi kunne få heste på et tidspunkt. Det tidspunkt er så ikke helt kommet endnu – både fordi heste er relativt dyre, og ikke mindst fordi der er forbundet en del arbejde med det, da der skal laves både bokse i stalden til dem og en til flere folde, hvor de kan gå ude. Så det må lige vente lidt, da der er projekter nok pt.
Så i stedet kontaktede en tidligere studiekammerat, Katrine, som har heste, og spurgte, om det måske var en mulighed at ride hos hende. ’Det er da en god ide,’ svarede hun. ’Kom ud og lad os se, om du stadig har det i dig.’
Hesten var super-dejlig, og vi tog det helt stille og roligt med lidt skridt og lidt trav, skridt-trav, skridt-trav. Kunne jeg få den til at bremse op lidt, når det gik for stærkt og ikke mindst kunne jeg også få den til at stoppe helt op? Jeg ville rigtig gerne galoppere lidt, men Katrine fortalte, at den ikke var særlig rutineret i galop, men vi kunne da sagtens prøve.
Det var en ufattelig varm dag i tirsdags, og hjelmen jeg havde fået til låns var både et par numre for stor, så den konstant gled ned over øjnene på mig, og rigtig varm i solen. ’Tror du, han smider mig af?’ spurgte jeg Katrine. Hun grinte: ’Det må du da ikke spørge om. Det er som at spørge en smed, om han slår sig over fingrene...’ Men jeg ville rigtig gerne have hjelmen af, for sveden drev af mig, og jeg måtte konstant slippe med den ene hånd for at skubbe den op i panden igen, så jeg smed den.
Under hele seancen havde hun fat i hesten med et langt tov, så hun kunne hale den ind og hjælpe mig, hvis det gik galt. De første to-tre gange gik det fint med galoppen, selv om det var svært at få ham i gang, men lige pludselig gik det galt. Han fik simpelthen alt for meget fart på, og jeg kunne ikke stoppe ham igen. Jo mere jeg forsøgte at holde mig fast, jo hurtigere løb hesten. Til sidst forsøgte jeg at løsne mit greb om ham med benene, men så kunne jeg ikke længere blive siddende, så jeg fløj et par meter med fuld fart lige ned i marken.
Jeg slog begge knæ, fik en kæmpe hudafskrabning på min venstre albue, i panden og på kinden, en forstuvet langefingerspids, nogle enorme blå mærker på inderlårene fra et vildfaret hesteben og ikke mindst et kæmpe sæbeøje. Efter at have vasket mig lidt i hestenes vandtrug og holdt en pose frosne kroketter over mit øje, havde jeg det ret ok. Ingen brækkede lemmer eller knækkede tænder og heller ingen tegn på hjernerystelse. Men mit øje lukkede sig langsomt og tog farve hurtigt. Så da jeg efter en kold cola og en snak tog derfra igen, lignede jeg allermest en, der lige havde taget en runde eller to med Mike Tyson.
Og sådan så jeg også ud, da jeg et par timer senere tog op for at hente ungerne. Men ingen sagde noget. Ingen spurgte mig, hvad der dog var sket. Alle lod som ingenting, når jeg per automatik tog solbrillerne af indenfor. Jeg havde jo ikke noget at skjule – jeg havde bare slået mig. Jeg måtte selv bringe det på bane, før vi kunne snakke om det.
Det samme sker stadigvæk, når jeg handler eller henter brød. Alle kigger uhæmmet på mit blå øje, men ingen tør spørge ind til det.
Det er som om alle bare går ud fra, at jeg har fået tæv derhjemme. Og det undrer mig. For det første kender de fleste Jonas, og han er alt andet end aggressiv, så hvorfor tror de bare det? Samtidig ved jeg godt, at man aldrig kan se på folk, hvordan de er derhjemme, men HVIS jeg nu havde fået tæv, har de så ikke også en forpligtelse til at spørge? Til at blande sig?
Jeg tror, det var sidste år, der kørte en kampagne om, at man skal blande sig, når man er vidne til hustruvold. Men den har tilsyneladende ikke virket, for ingen gør det...
Selv heller ikke når det er folk, der kender mig og hele resten af familien. De har da en forpligtelse til at spørge – både for min og børnenes skyld, eller?

Kærligst Charlotte

lørdag den 4. juli 2009

Den dejligste dag...

På trods af at dagen startede med en tur til lægevagten kl. 8.15 med et barn under armen med 40,5 i feber og tynd (og meget hyppig!) afføring, blev søndag en af de skønneste dage i lang tid. Sådan en dag, hvor man får lyst til at skråle Gnags’ gamle hit ’Den dejligste morgen i hundrede år’ for fuld kraft ud til hele verden. For det har været så fantastisk.
På grund af varmen rendte både børn og voksne rundt i haven i Adam og Eva-kostume på grund af varmen. Vi nød solen og vejret, og når det blev alt for varmt, hoppede vi i badebassinet for at køle af eller løb igennem havesprinkleren, som jeg satte op for det sammes skyld (det kan slet ikke svare sig at vande græsplænen, når det er så tørt som nu – der går simpelthen for meget vand til). Vi spillede badminton og stangtennis, hoppede på trampolin og spiste is og is og is...
Hele dagen sluttede vi af med at grille pølser til de hjemmelavede ’hånddogs’, som blev dagens aftensmad. Og det var skønt – for os alle.
Som Jonas sagde: ’Hvor er det vigtigt bare en gang imellem at have sådan nogle dage, hvor vi bare er sammen og hygger og ikke laver dagens gode gerning...’
Men det er bare ikke helt rigtigt. Vi har OGSÅ lavet dagens gode gerning.
Der er blevet hentet gammelt brød hos bageren til dyrene. Både geder og høns er blevet fodret og vandet, og de andre dyr lige tjekket for, om de kunne klare sig en da til – det kunne de. Mens Jonas forsøgte at give feberbarnet en eftermiddagslur, fik jeg også lige fældet et par træer, beskåret nogle andre og luget for diverse ukrudt og især tidsler, og alt blev båret ud til gederne, som elsker alt mit haveaffald.
Der blev også hængt tøj op, sat en ny vask over, vandet krukker og ryddet efter overnattende gæster med børn (det roder meget, når seks børn skal lege med ALT legetøjet, løber ud og ind hele dagen med græs på fødderne fra en nyslået græsplæne og oven i også spiser slik, chips og saltstænger...).
Men det er faktisk slet ikke pointen, at vi også fik lavet noget denne dag. Vi lavede ikke nær så meget, som vi plejer. Og alt det vi lavede, var noget vi kunne gøre samtidig med, at vi var sammen med børnene, så derfor følte både vi og ungerne, at vi havde taget en ’fridag’, hvor vi bare var sammen.
Og det er så vigtigt at gøre en gang imellem – og sikkert også oftere end vi gør. Nej, jeg kom ikke i urtehaven og luge, som den ellers trænger til, og der blev igen heller ikke støvsuget. Men vi plukkede jordbær, hindbær og et par enkelte kirsebær og havde bare en fantastisk dag sammen, hvor vi hyggede, legede og nød at være sammen.
De ting, der SKAL gøres, skal jo nok blive gjort – på et tidspunkt. Så hold endelig ’fri’, så ofte I kan. Det er langt vigtigere end at få fjernet nullermændene, ikk’?
Og lige pludselig er børnene så store, at de ikke længere gider bruge en hel dag sammen med en, og så har man forspildt muligheden for nærvær på grund af praktik. Og hånden på hjertet, hvad vil du helst huskes for af dine unger; at der altid var pænt og ordentligt derhjemme, eller at du havde tid til dem? Den er vist slet ikke så svær at svare på, vel?

Kærligst Charlotte