I tirsdags var jeg ude at ride igen for første gang i mange år. Det er noget, jeg gerne har villet tage op i lang tid, og også en af grundene til at vi flyttede på landet – så vi kunne få heste på et tidspunkt. Det tidspunkt er så ikke helt kommet endnu – både fordi heste er relativt dyre, og ikke mindst fordi der er forbundet en del arbejde med det, da der skal laves både bokse i stalden til dem og en til flere folde, hvor de kan gå ude. Så det må lige vente lidt, da der er projekter nok pt.
Så i stedet kontaktede en tidligere studiekammerat, Katrine, som har heste, og spurgte, om det måske var en mulighed at ride hos hende. ’Det er da en god ide,’ svarede hun. ’Kom ud og lad os se, om du stadig har det i dig.’
Hesten var super-dejlig, og vi tog det helt stille og roligt med lidt skridt og lidt trav, skridt-trav, skridt-trav. Kunne jeg få den til at bremse op lidt, når det gik for stærkt og ikke mindst kunne jeg også få den til at stoppe helt op? Jeg ville rigtig gerne galoppere lidt, men Katrine fortalte, at den ikke var særlig rutineret i galop, men vi kunne da sagtens prøve.
Det var en ufattelig varm dag i tirsdags, og hjelmen jeg havde fået til låns var både et par numre for stor, så den konstant gled ned over øjnene på mig, og rigtig varm i solen. ’Tror du, han smider mig af?’ spurgte jeg Katrine. Hun grinte: ’Det må du da ikke spørge om. Det er som at spørge en smed, om han slår sig over fingrene...’ Men jeg ville rigtig gerne have hjelmen af, for sveden drev af mig, og jeg måtte konstant slippe med den ene hånd for at skubbe den op i panden igen, så jeg smed den.
Under hele seancen havde hun fat i hesten med et langt tov, så hun kunne hale den ind og hjælpe mig, hvis det gik galt. De første to-tre gange gik det fint med galoppen, selv om det var svært at få ham i gang, men lige pludselig gik det galt. Han fik simpelthen alt for meget fart på, og jeg kunne ikke stoppe ham igen. Jo mere jeg forsøgte at holde mig fast, jo hurtigere løb hesten. Til sidst forsøgte jeg at løsne mit greb om ham med benene, men så kunne jeg ikke længere blive siddende, så jeg fløj et par meter med fuld fart lige ned i marken.
Jeg slog begge knæ, fik en kæmpe hudafskrabning på min venstre albue, i panden og på kinden, en forstuvet langefingerspids, nogle enorme blå mærker på inderlårene fra et vildfaret hesteben og ikke mindst et kæmpe sæbeøje. Efter at have vasket mig lidt i hestenes vandtrug og holdt en pose frosne kroketter over mit øje, havde jeg det ret ok. Ingen brækkede lemmer eller knækkede tænder og heller ingen tegn på hjernerystelse. Men mit øje lukkede sig langsomt og tog farve hurtigt. Så da jeg efter en kold cola og en snak tog derfra igen, lignede jeg allermest en, der lige havde taget en runde eller to med Mike Tyson.
Og sådan så jeg også ud, da jeg et par timer senere tog op for at hente ungerne. Men ingen sagde noget. Ingen spurgte mig, hvad der dog var sket. Alle lod som ingenting, når jeg per automatik tog solbrillerne af indenfor. Jeg havde jo ikke noget at skjule – jeg havde bare slået mig. Jeg måtte selv bringe det på bane, før vi kunne snakke om det.
Det samme sker stadigvæk, når jeg handler eller henter brød. Alle kigger uhæmmet på mit blå øje, men ingen tør spørge ind til det.
Det er som om alle bare går ud fra, at jeg har fået tæv derhjemme. Og det undrer mig. For det første kender de fleste Jonas, og han er alt andet end aggressiv, så hvorfor tror de bare det? Samtidig ved jeg godt, at man aldrig kan se på folk, hvordan de er derhjemme, men HVIS jeg nu havde fået tæv, har de så ikke også en forpligtelse til at spørge? Til at blande sig?
Jeg tror, det var sidste år, der kørte en kampagne om, at man skal blande sig, når man er vidne til hustruvold. Men den har tilsyneladende ikke virket, for ingen gør det...
Selv heller ikke når det er folk, der kender mig og hele resten af familien. De har da en forpligtelse til at spørge – både for min og børnenes skyld, eller?
Kærligst Charlotte
Ingen kommentarer:
Send en kommentar