Hvornår er man søskende? En familie? Een samlet flok?

Det første spørgsmål vil langt de fleste kunne svare på. Jamen, det er da nemt, siger du formentlig – søskende er børn, der deler samme biologiske forældre. Ja, det er de vel, for den er da lidt svær at argumentere imod.
Men hvad så med børn, der ’kun’ deler en biologisk forælder? Familier, hvor moderen fx. er blevet insemineret med sæd fra en sædbank, fordi manden ikke kan få børn, er de så ikke søskende? Eller et lesbisk par, der hver føder et barn med sæd fra forskellige donorer, og alle lever sammen som en familie, er de så heller ikke søskende? Og hvad med de børn, hvor moderen har et barn fra et tidligere forhold, og så får endnu et eller flere børn sammen med en ny mand, hvad er de børn i forhold til hinanden?
Der er jo også børn, der slet ikke deler biologi, men alligevel deler liv og vokser op sammen som fx. adopterede børn fra hver deres biologiske forældrepar, der kommer til at bo og leve sammen i samme familie. Hvad med dem? Kan de kaldes søskende?
Og så er de alle de sammenbragte børn, hvor forældrene er blevet skilt og bagefter finder sammen med en ny partner, der også har børn fra tidligere. Børn, der måske endda meget tidligt i deres liv, pludselig skal dele deres liv med et eller flere andre børn. Er de søskende?
Ja, det vil jeg jo mene. Men det er fuldstændig afhængig af deres forældre. Afhængig af hvordan forældrene takler situationen. Om de formår at skabe samhørighed mellem børnene. Eller i hvert fald at de ikke kommer til at skabe det modsatte... Og så når vi også frem til det andet spørgsmål: ’Hvornår en man en familie?’
Med min egen historie i bagagen, som den ældste af en sammenbragt flok på 6 dine/mine/vores, var netop det, at børnene følte/føler sig som søskende en af mine vigtigste opgaver. At vi blev en familie – uanset biologisk ophav.
Jeg oplevede selv som barn, at jeg og mine andre søskende aldrig fik den følelse. Godt nok levede vi ikke samen hver dag, fordi mine andre søskende (på nær min biologiske søster) voksede op sammen med min far og hans kone, hvor vi to ander boede hos vores mor. Men derfor kunne vi godt have kommet til at føle os som søskende, hvis der var blevet gjort noget for det. Eller hvis der i hvert fald ikke var blevet gjort det modsatte.
Men vi kom ikke til hinanden fødselsdage eller konfirmationer. Vi to var ikke med til familiefesterne hos min far. Og vi har aldrig holdt ferie sammen med min far og hans ’nye’ børn. Vi sås max. en weekend hver måned (ja, det var andre tider den gang...), indtil jeg blev så stor, at der var andre ting, der var sjovere end fædre-besøg i weekenden. Og da jeg i en årrække mistede kontakten til min far, mistede jeg også al kontakt til mine søskende der.
Omvendt følte de, at der blev gjort positivt forskel på os og dem. Der var bedre mad, når vi kom, pligter vi ikke skulle deltage i, større frihedsgrader og større gaver til fødselsdage og jul. Der var bare forskel. Så naturligt nok var vores besøg ikke noget, de nødvendigvis så frem til. Det skabte splid, som ikke blev udtalt børnene imellem, men det var der. Og det har trukket spor langt ind i vores voksne liv, så vi selv i dag ikke helt er en sammentømret flok, selv om vi er på vej. Men der ligger stadig negative følelser og lurer tilbage fra barndommen, og især mangler vi den fælles historie.
I dag oplever jeg desværre, at der stadig er mange familier, der begår samme fejl, som mine forældre gjorde. Stridigheder om, hvorvidt man fx. skal ’dele’ en børnecheck, gør, at nogle børn får ting, som de andre ikke gør. Eller at man tager på udlandsrejser med den ene halvdel børn og ikke den anden.
Det er i mine øjne noget værre l...! For jeg ved, hvor ødelæggende det er for en børneflok. Hvor svært det er for disse børn at komme til at føle sig som en samlet flok (mit tredje spørgsmål...), hvis der bliver gjort forskel.
Lad nu de økonomiske stridigheder blive mellem de voksne, hvor de hører til, og sørg for, at børnene ikke involveres i dem – hverken direkte eller indirekte.
Hvis det nye samliv skal blive godt for både jer og dem, har I en forbandet forpligtelse til at sørge for, at børnene får en følelse af samhørighed. Giv dem en følelse af at være en familie. Een familie. Ikke to der tilfældigvis deler noget tid sammen en gang imellem.
Og for at det skal blive en succes, skal børnene have fælles historie, fælles oplevelser, dele hinandens liv og ikke have en følelse af, at der er ’dem’ og ’os’. De skal have samme vilkår, uanset at de økonomiske aftaler er forskellige med den ene ex i forhold til den anden.
Det giver ikke bare dem men også jer et bedre og lykkeligere liv nu, mens børnene stadig er i deres barndom. Og så er det en kæmpe gave at give dem, til når de bliver voksne og har brug for et netværk. Brug for deres søskende. Brug for deres familie.
Og det er en gave, man også giver videre til sine fremtidige børnebørn. At de også får en masse fætre og kusiner, som de deler deres liv med i stedet for kun de rent biologiske...
I stedet for at den sammenbragte familie bliver til en masse bøvl og besværligheder, kan den jo også gøres til et enormt plus. Bedsteforældre, der pludselig får en masse ekstra børnebørn. Børn, der bliver del af en kæmpe børneflok, fordi de har fået ekstra søskende og nu har ikke bare to sæt bedsteforældre men fire... Og børnebørn, der får en masse fætre og kusiner, som de kender og kan lege med som børn, gå ud med som teenagere og ses med, når de bliver voksne.
Så mit svar på alle 3 spørgsmål er: ’Når forældrene vælger, at det er sådan, det skal være.’

Kærligst Charlotte