Er du så min bror, eller hvad?

På det seneste har jeg været meget optaget af relationerne i de sammenbragte familier.
Relationen mellem papmor og papbørn. Men også relationen mellem børnene. Og senest har det også fået mig til at tænke over mine egne relationer til alle mine søskende. For sådan har jeg i efterhånden mange år opfattet dem – som søskende. Uanset om vi delte biologi eller ej – eller bare noget af den.
I mit hoved (og hjerte) har jeg tre brødre, selv om jeg kun deler biologi med en af dem (samme far) og to søstre, hvoraf kun den ene er min biologiske søster. Men for mig er der ikke forskel – de er begge mine søstre.
På samme måde kalder mine ene børn deres papsøster for deres ’halvsøster’, hvilket hun jo reelt ikke er, da de ikke deler biologi. Men jeg kommer ikke til at rette dem, da det jo er et udtryk for deres følelser, og at de føler sig beslægtet med hende – noget jeg kun kan se som godt, da de jo bruger meget tid sammen, selv om de ikke bor sammen til hverdag.
Jeg opfatter også alle mine søskendes børn som nevøer og niecer. Og når børnene spørger, hvad den og den er til dem, forklarer jeg dem, at det er deres fætter eller kusine.
For nylig blev min mand, Jonas, så inviteret til fodboldkamp sammen med den ene af mine brødre og hans søn, da der var en billet i overskud. Den ville Jonas selvfølgelig gerne have, og han tog med. På et tidspunkt går det så op for min nevø, at mine to andre brødre også skal med, og han udbryder utrolig glad: ’Neeej far, skal onkel ’dit’ og onkel ’dat’ også med?’
Det faldt Jonas lidt for brystet, fordi han ikke blev omtalt som ’onkel’. Og jeg kunne kun svare, at det troede jeg egentlig heller ikke mine søstres mænd blev, da det formentlig var et udtryk, de brugte om familiemedlemmer i stedet for det mere korrekte ’farbror’ eller ’morbror’.
Jeg bruger ikke de betegnelser om mine søskende overfor mine børn. Det er der ikke noget i, andet end at det gjorde vi bare ikke i min barndom, og det har jeg så heller ikke haft trang til som voksen. Men hvad bliver jeg mon kaldt? Er jeg så ’tante’ Lotte til mine søskendes børn? Jeg ved det faktisk ikke...
Men så kom Jonas med en meget vigtig bemærkning: ’Men det gør, at jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal sige til børnene, at de er til dine søskendes børn. For jeg har da ikke rigtig lyst til at sige, at det er deres fætre og kusiner, hvis det kun er os, der synes det...’
Og det kan jeg da egentlig godt forstå. Måske er det jo kun mig, der er så åben overfor relationerne, at jeg ser totalt bort fra biologien. For vi har jo aldrig haft den snak. Den snak man ofte har i et kærlighedsforhold, hvor man efter en tid ser på hinanden og forsigtigt spørger: ’Er vi så egentlig kærester nu, eller?’
Men måske jeg skulle tage den hele vejen rundt og spørge direkte: ’Er du så min bror/søster, eller hvad?’

Kærligst,

Charlotte